Mikkel Hansen

Klopp og Zlatan kan tilføre PL karisma

De to kontroversielle fodbold-personligheder kan meget vel ende med at lyse Premier League op i næste sæson.
Jürgen Klopp og Zlatan Ibrahimović er tættere på en karriere i den bedste engelske række end nogensinde før, og hvilken fryd det ville være. Sæbeopera-fortællingen om Premier League vil i høj grad blive forstærket med karisma, hvis de to personligheder er at finde i England til næste sæson.

To ting skete i denne uge. To ting, som ikke kan holde de engelske medier fra et spændingsniveau ud over det sædvanlige. Chancerne for at Klopp og Ibrahimović er på jagt efter arbejde i de britiske egne, er pludselig forøget gevaldigt. Borussia Dortmund-træneren annoncerede sin planlagte sommer-afgang. Ibrahimović's Paris Saint-Germain er så godt som ude af Champions League og svenskeren med de bosniske aner forvandles mere og mere til en skygge i de franske medier såvel som i PSG-ejerens seneste udtalelser. Hold på hat og briller, sommeren 2015 ser ud til at blive en turbulent en af slagsen i fodbold-regi.

Som det engelske medie The Telegraph fremstiller det: Zlatan og Klopp er i og for sig ikke fodbold-kontinentets mest gennemførte praktikere, hvis målet er at forbedre den engelske ligas tekniske spil og formentlig heller ikke en direkte løsning på de engelske fodboldholds skuffende præstationer i Champions League. Her ville navne som Pep Guardiola, Diego Simoene, Cristiano Ronaldo og Lionel Messi være langt mere profitable. Men i forhold til den overordnede morskab, underholdning og teaterforestilling findes der for tiden ikke mange som Zlatan og Klopp, og mon ikke Premier League-chefen Richard Scudamore allerede har sat lobby-arbejdet i gang for at forsikre, at en håndfuld engelske klubber går ud og tilbyder de to herrer et arbejde? For når det kommer til en forøgelse af oversøiske TV-rettigheder, ville der ikke være en bedre salgstale til udenlandske markeder end en turnering med Klopp og Zlatan.

Der kan være fans i England, som ikke føler, at deres klub har brug for den ene eller den anden. Tag for eksempel Klopp. En træner som tror på fodboldens romantiske kerne, i at opbygge ting frem for at købe dem og sejrens overlegenhed frem for boldbesiddelses-statistikker. En mand med klangfulde følelser der opfører sig som en fan på sidelinjen, føler hvert et sekund af hver en kamp og som til tider bryder ud i vulkanske spasmer. Han holder af at kysse sine spillere på kinden eller bare klappe dem på hovedet. Samme attitude hører med uden for banen. En vibrerende, passioneret og ganske underholdende tilstedeværelse. Klopp ville uden tvivl tilføre mere liv til Premier League og enhver anden liga for den sags skyld, med ikke mindst en lille snært af menneskelighed til manager-rollen. Han vil være i stand til at sparke liv i forholdet mellem klub og fans, og hvor end han ender, vil pressekonferencen pludselig føles en lille smule sjovere, med den grinende tysker i sit selskab. Forestil jer en transformation, han kan tilføre Manchester City!

Så er der Zlatan. De engelske medier er overbevist om, at enhver engelsk klub forstærkes, hvis Zlatan vælger at tage til Premier League. Det står samtidig klart, at den store svensker er en ordentlig mundfuld. Ethvert engelsk omklædningsrum skal med sikkerhed forstørres, hvis den skal kunne husere og leve op til Zlatans opsvulmede ego, men ikke desto mindre har den 33-årige svensker før bevist, at en håndfuld engelske spillere ikke skal stå i vejen for et mål eller to. Tag bare kampen mellem Sverige og England for et par år siden. Han passer som fod i hose i et engelsk angreb med fysikken på sin side og de hurtige kanter til at ligge indlæggene. Som The Telegraph foreslog, vil han være i stand til at transformere Liverpool-angrebet til en farlig cocktail. Louis van Gaal kunne også være interesseret i en spiller, der med så stor en tro på sig selv og en sejr, kan tilføre holdet en helt exceptionel mentalitet. Arsenal med en stjernemidtbane, der kan sætte Zlatan i scene og så er det næsten for meget af det gode at forestille sig en angrebsduo i Tottenham med Zlatan Ibrahimović og Harry Kane.

Som det er tilfældet med Klopp, er Zlatan garant for en ligeså livlig personlighed uden for banen. Man vil ikke turde vende ryggen et sekund af frygt for at misse en sjov episode, med disse to personligheder i Premier League. Det ville i den grad forøge den engelske underholdningsværdi.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER