Mathias Varming

West Ham i krise, men hvorfor?

Den traditionsrige Londonklub befinder sig i en problematisk situation. Indkast.dk har kigget nærmere på omstændighederne i det østlige London.
West Ham United indtager pt. en placering som nummer nitten i den engelske Premier League. Det er ikke tilfredsstillende for den historiske klub med en stor fanskare og en velkendt Sam Allardyce ved roret, der besidder en højere månedsløn end Conte i Juventus, Benitez i Napoli, Spaletti i Zenit og Blanc i Paris-Saint Germain.

Faktum er tilmed også, at West Ham har hentet sølle tre sejre i denne sæson ud af hidtil tyve mulige, mens man dog også skal bemærke at det succesfuldt er lykkedes West Ham at nå til Carling Cups semifinaler, hvor klubben i to opgør skal op imod mægtige Manchester City. Og man kan formentlig antage, at Allardyce til enhver tid vil fravælge Carling Cuppen til fordel for en sikker overlevelse i Premier League.

Senest gæstede West Ham på nytårsdag Craven Cottage og Fulham i en ”6-points-kamp”, i og med, at de to klubber forinden opgøret nær Themsen, lå med en adskillelse på et point i den nedre del af ligaen. Kampen endte med et svigende 2-1-nederlag til gæsterne fra West Ham, hvilket for mange tilhængere fik bægeret til at flyde over. For er den højtlønnede Sam Allardyce den rigtige mand ved roret på Upton Park?


En spillestil med fremtid?
Mange spørgsmålstegn stilles til den erfarne managers spillestil, der bygger på lange bolde op til ene og ægte boksspillere, som f.eks. Carlton Cole. For godt nok kan den om muligt danne grobund for overlevelse i Premier League – kan den mere end det? Tager man et kig rundt i Premier League og tilmed hele Europa, så bygger solstrålehistorierne på hurtigt og kontraprægede spil med masser af boldbesiddelse, hvilket ses i den tyske Bundesliga, Spanien, Arsenal og Brendan Rodgers' nye filosofi i Liverpool.


Disciplinære problemer
Det førnævnte nederlag til Fulham på Craven Cottage gav dog ikke blot anledning til spekulationer vedrørende manager Sam Allardyce' rolle i klubben, men også disciplinære overvejelser. Da West Ham-anfører, Kevin Nolan, kort inde i opgøret tabte hovedet og fik direkte rødt, resulterede det i simpel og opgivende hovedrysten fra West Ham-tilhængerne. En anfører, der på den måde lader holdet i stikken er ikke hvad man har brug for i en pointmæssig krise, mens man er foran på udebane i en ”6-points-kamp”. Og manager Sam Allardyce var efter kampen ikke bange for at placere en hvis del af ansvaret for nederlaget på hans ellers trofast og normalt hårdarbejdende anfører, som han mente i dette tilfælde svigtede holdet.

- Det ved jeg ikke endnu - jeg er bare skuffet over, hvad han har gjort. Mine tanker er hos de spillere, som er klar til de næste fire kampe, ikke hos Kevin Nolan. Vi er nede i et stort hul, og vi skal grave os op. I dag ville vi helt sikkert have fået et resultat, hvis Kevin ikke havde været så uansvarlig, som han var, udtalte en skuffet ”Big Sam” til pressen efter kampen.


Hvem skal score mål?
Når man omtaler den problematiske situation på Upton Park kan man ej heller udelade et centralt navn: Andy Carroll. Fiaskoen i Liverpool, der blev genfødt i West Ham med glimrende spil og attitude, samt mål! Manden, der blev hentet til klubben for en rekordstor transfersum, og som passede som hånd i handske med Sam Allardyce' fodboldfilosofi. Hvad man ikke havde medregnet var, at angriberen, der var forudset en altafgørende betydning for klubbens sæson – har været skadet indtil nu, og først i går (fredag) vendte tilbage på træningsbanen.

I mellemtiden har West Ham haft usædvanlige scoringsproblemer, mens spillere som Vaz Te, Carlton Cole og Maiga har indtaget den ene plads i angrebet. Dette faktum illustreres ud fra det faktum, at det eksempelvis kun er lykkedes ”Hammers” at score mere end 1 mål i 5 ud af 20 Premier League-kampe.

Men hvad skal der så ske nu? Skal klubben satse på at Maigas opadgående formkurve fortsætter, og lade være med at købe en ny angriber ind? Skal man håbe Carroll hurtigt bliver klar, og satse på at han igen kan undgå skader? – Nej, man kan ikke lave den slags satsninger, for hvis den nuværende scoringsrate fortsætter, er der store chancer for, at en fatal nedrykning kan forekomme, hvilket bringer os videre til næste punkt i West Ham-problematikken.


Hvad skal der ske på transfermarkedet?
To positioner på banen skriger efter transfers. Forsvar og angreb. Forsvaret har hidtil været stærkt i West ham, men tre skader i det centrale midterforsvar har naturligvis skabt komplikationer. Skaderne hos sidste sæsons ”Hammer of the Year” Winston Reid, samt Collins og James Tomkins gør, at man fra klubbens side er tvunget til at anskaffe en central forsvarspiller på en kortvarig aftale. Allerede i dagene omkring transfervinduets åbning forlød det, at Evertons bænkevarmer, John Heitinga, skulle være manden, men han afviste West Ham og forventes nu at tilkoble sig West Bromwich i stedet. Der må findes en løsning på det centrale forsvar i West Ham….

Det førnævnte angreb har kastet utallige rygter af sig. Demba Ba i Chelsea, Rickie Lambert i Southampton og senest Monacos nyerhvervelse fra Anzhi, Lacina Traores har alle været rygtet til det østlige London. West Ham-ejer David Gold er bekendt med problemet og har desuden udtalt, at der er penge i kassen til endnu en angriber, så mon ikke vi får en ny angriber at se i Hammers-trøjen inden transfervinduet lukker? Seneste rygter nævner desuden en forlængelse til Carlton Cole.

I morgen (søndag) gæster West Ham Nottingham Forrest i FA Cuppen, og det forventes ikke at ”Irons” og Big Sam vil lægge stor betydning i denne turnering grundet situationen i ligaen, samt semifinalerne i Carling Cuppen. Flere rygter siger, at Allardyce stiller med mellem 5 og 10 U21-spillere.

Som opsummering står den traditionsrige klub fra Green Street i det østlige London med mange ”men'er”. Klubben der har rødder som en af Londons ægte historiske arbejderklubber, og som er kendt for at producere store britiske talenter skal igangsætte processer, der kan gøre op med disse ”men'er”. Transfers, spillestils-overvejelser og ”Big Sams” disciplinære respekt i omklædningsrummet – for holdet fra Upton Park skal begynde at vinde fodboldkampe, hvis de skal gøre sig forhåbninger om Premier League efter sommerferien.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER