Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Mathias Varming

Derby della Capitale: Hadsk opgør i Rom

Det handler om meget mere end Serie A-tabellen, når Roms to hovedstadsklubber støder sammen i et af verdens største, mest anspændte og dramatiske derbies.
Vold, gadekampe, knivstikkeri, helikopterpoliti og tåregas er blot nogle af elementerne, der tages i brug, når AS Roma- og SS Lazio-fans støder sammen i dagene op til et af verdens mest entusiastiske og dramatiske derbies. De to klubber deles om deres fælles stadion, Stadio Olimpico, hvor de fanatiske supportere er placeret i Lazios ”Curva Nord” og Romas ”Curva Sud”. To dage i hver sæson er Roms indre by indtaget af noget, der mest af alt ligner undtagelsestilstande, hvor militær og kampklædt politi eskorterer de to grupperinger rundt i byen, mens veje, butikker og busruter er lukket.

- A DOMENICA, BASTARDI!

Det var skriften på et banner, der blev fremvist fra Lazios berygtede ultras-ende tribune, da SS Lazio torsdag aften mødte den polske hovedstadsklub Legia Warszawa i klubbernes første gruppeopgør i Europa Leagues gruppe J. ”På søndag, idioter!”, betyder banneret direkte henvendt til de Roma-tilhængere, der skulle følge med, og vidner om en anspændt og hadsk stemning inden søndagens kamp.

Derby della Capitale anses for et af verdens største derbies, og kunne sammenlignes med ”Old Firm” i Skotland mellem Celtic og Rangers, eller rivaliseringen mellem Boca Juniors og River Plate i Argentina. Uomtvisteligt det største opgør i Italien, hvor andre rivaliserende opgør mellem Inter og Milan eller Torino og Juventus, blot er usammenlignelige.

En historie fra hundrede år tilbage

Historien bag det grusomme opgør skal findes helt tilbage til AS Romas etablering. I starten af det 1900 århundrede eksisterede fire fodboldklubber i den italienske hovedstad: Roman, Alba-Audace, Fortitudo og SS Lazio. I 1927 var meningen at de fire klubber skulle fusionere til en storklub, men det endte ud i kun at blive de tre førstenævnte, der skulle etablere klubben AS Roma, mens SS Lazio nægtede at fusionere. Dermed var grundlaget for en rivalisering oprettet. Lazios tilhængere betragtes derfor i en nøddeskal, som ikke værende en del af Rom, mens Lazio-fansene kan berette om, at klubben er præcis 27 år ældre end AS Roma. Efter fusioneringen var Lazio-supporterne i stort undertal, da de tre andre klubbers fanbaser fandt sammen. Og som enhver anden fordreven befolkning, blev Lazios mentalitet gennemstyret af ønsket om at genvinde, hvad der engang var deres: Rom. Derbyet er derfor også et spørgsmål om territorium.

Brutale optøjer

I 1979 blev en Lazio-supporter ramt i øjet af et nødblus kastet fra Roma-tilhængerne, og det skulle senere vise sig, at blive derbyets første fatale dødsfald som følge af vold og optøjer op til kampen. Og så sent som i 2009 blev kampen mellem de to klubber på deres fælles stadion, Stadio Olimpico, afbrudt som følge af uhyrlig fyrværkeriforbrug og baneinvasion efter blot syv minutters spil.

Da de to klubber sidste gang stødte sammen i april, blev minimum seks fans stukket ned, en ambulance angrebet og utallige anholdt under optøjerne mellem de to benhårde fangrupperinger, hvilket bl.a. fik Roms borgmester, Gianni Alemanno, til at appellere fansene om ro i byen. De massive opgør tvinger politi og militær i gaden, og der var ved sidste derby derudover også tre politi-helikoptere i luften, for konstant at følge de to grupperinger.

Politisk symbolik

Politiske symboler agerer en stor rolle i rivaliseringen mellem de to klubber, hvor Lazios tilhængere ofte udfører fascistiske tilråb, hyldester eller portrætterer fascistiske ledere. En af de mest makabre hændelser skete, da Lazio-ultras i sæsonen 1998-1999 producerede et 50 meter langt banner til deres ”Curva Nord” med skriften: ”Auschwitz er jeres by, ovnene er jeres huse”, henvendt til Roma-tilhængere og spillere. Denne usmagelige optræden er blevet suppleret af flere angreb mod Roma-spillere, der var sorte eller af anden etnisk oprindelse. Mens Roma-tilhængerne ligeså ikke kan vaske deres hænder, efter racistiske tilråb og bannere med teksten ”Et hold af får, efterfulgt af hyrder”, hvilket retter sig mod Lazio mange tilhængere i landdistrikterne omkring Rom.

Roma-tilhængerne præges af folk fra middelklassen og venstrefløjen. Samtidig repræsenterer Lazio-tilhængerne overklassen og deres notoriske stolthed i højrefløjen, hvor mange af klubbens tilhængere stammer fra landdistrikterne omkring Rom, samt regionens forstæder, hvilket har forbundet Lazio-tilhængerne med udtrykket ”Burini”, der betyder bønder.

Der er altså lagt i kakkelovnen til et anspændt og hadsk opgør i Rom søndag klokken 15. Stadio Olimpico agerer nutidens Colosseum, og danner ramme om et opgør, der med garanti vil give anledning til konfrontationer i hovedstaden mellem grupperingerne, samt militær og politi, hvilket de færreste tilhængere af de to klubber vil gå glip af.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER