Jonas Knudsen

Optakt til La Liga 13/14

Neymar, Messi og Ronaldo. Her er Indkast.dk's optakt til den nye sæson i La Liga.
Så er det tid til at få sparket den spanske liga i gang påny. Og det er en noget forandret liga, der i denne sæson byder os velkommen. De pengestærke engelske Premier League-klubber, har i allerhøjeste grad været på rov efter de mange kvalitetsspillere i ligaen, og har handlet for næsten en milliard kroner i spanske klubber alene. Det er særligt gået udover de hold, der i sidste sæson befandt sig i subtoppen - for eksempel Valencia og Sevilla, der har måtte sige farvel til Roberto Soldado, Álvaro Negredo og Jesús Navas, der alle var velkendte spillere i Liga BBVA.

Den nye sæson starter, lørdag, hvor Real Sociedad hjemme på Anoeta tager imod Getafe. Og hvilken start. For netop Real Sociedad er et af de hold, der bliver utroligt spændende at følge i næste sæson, efter de i sidste sæson tilkæmpede sig en fjerdeplads i sidste spillerunde for næsen af mægtige Valencia. Netop Real Sociedad tror undertegnede, kan holde kadencen i næste sæson, hvorfor de er blevet placeret i top 4 i inddelingen af holdene. I optakten til ligapremieren, vil vi nemlig inddele holdende i fire kategorier, efter hvordan holdene kan forventes at placere sig i den kommende sæson. Top fire, der indeholder de absolutte tophold. Den øvre midte (5-10), med de hold, der også vil kæmpe med om europæisk deltagelse, og som med held i sprøjten kan blande sig helt i toppen, eller i hvert fald i kampen om Champions League-pladserne. Anderledes ser det ud for holdende i den nedre midte(11-15), der alle kan risikere at blive fedtet ind i nedrykningskampen, mens de resterende(16-20) så absolut må forventes at skulle kæmpe for livet indtil næste sommer.

Top 4: Mesterskabskampen
Barcelona
Real Madrid
Atlético Madrid
Real Sociedad

Der er nok ingen tvivl om, at der skal en overpræstation fra et hvilket som helst andet hold til, hvis ikke kampen om den spanske ligatitel igen skal kæmpes som et parløb mellem Barcelona og Real Madrid. De to klubber har benyttet sommerpausen på at forstærke sig yderligere - Barcelona med Neymar og Real Madrid med unge spillere som Illaramendi, Isco, Carvajal, måske Bale og et par interessante navne som Jesé, Nacho, Cheryshev og Morata, der bliver faste bestanddele af Carlo Ancelottis mandskab, efter at have spillet på Real Madrids andethold. Hvem der løber med titlen, er næsten umuligt at forudse.

Begge hold er nemlig i gang med nye projekter. Barcelona har for første gang i en årrække hyret en træner udefra, i form af Gerardo 'Tata' Martino, der er kommet til fra argentinske Newells Old Boys, og har erfaring fra et landstrænerjob i Paraguay. Og med nyindkøbte Neymar sammen med Messi på holdet, kan det risikere at blive decideret uhyggeligt at være forsvarsspiller mod Barcelona. Real Madrid er i gang med noget af en foryngelsesproces. Alle deres forstærkninger kan principielt stadig begå sig på U21-landshold, og med Ancelottis nyindførte 4-1-4-1, som dog ikke ligger helt fast endnu, men hvor Ronaldo måske er tiltænkt en mere centralt liggende rolle, er det også en spændende tid i den spanske hovedstad. Barcelona sniger sig måske afsted med en lille favoritrolle, idet Real Madrid trods alt har en del flere spillere, der skal tilpasse sig systemet og spilles ind på holdet. Hvis Barcelona ikke når at forstærke deres forsvar, ser holdet dog skrøbeligt ud - nævner blot Bayern-kampene - i den defensive del, og så kan alt ske når catalanerne spiller.

Atlético Madrid tog overbevisende fat om tredjepladsen, og det ligner da også, at holdet, med Diego Simeone i spidsen, har bidt sig fast som de bedste efter de bedste. Radamel Falcao er fint blevet erstattet af David Villa, og derfor kan holdet blot koncentere sig om at bevare den stærke organisation, som langt henad vejen er skyld i, at de har opnået det de har igennem de seneste år. Hvis de rammer en stime af held, og får gang i målscoringen hos Villa, Costa, Adrián og Arda Turan kan de måske endda komme op og true Barca-Madrid-dominansen, men Simeone og Co. skal formentlig blot koncentere sig om at konsolidere deres position som det tredjebedste hold i Spanien.

Real Sociedad har nok lidt længere vej til at true Barcelona og Real Madrid, men alligevel tipper jeg baskerne til at gentage deres utrolige bedrift fra sidste sæson. Først og fremmest fordi holdene de skal kæmpe med, er blevet svækket mere end dem selv. Sociedad har "kun" mistet Asier Illaramendi til Real Madrid, men hvis de bare kan finde en erstatning der tilnærmelsesvis nærmer sig hans niveau, ser det rigtig godt ud i San Sebastián. Holdet er stort set det samme, og det var ikke for sjov, at de endte hvor de gjorde. En god defensiv anført af Iñigo Martínez, og en stærk offensiv præget af fantasi og teknik har skabt fundamentet for endnu en god sæson for Sociedad. Dertil har de tilføjet det schweitziske angrebstalent Haris Sefarovic, der er med til at skabe yderligere bredde på de forreste positioner. Det kan måske skade Sociedads chancer, at de skal deltage i Champions League. Sidste gang de deltog i den turnering endte holdet nemlig på en skuffende 15.-plads, noget der startede den nedtur, som de først for alvor kom ud af i sidste sæson. Men med begge ben solidt plantet i den baskiske muld skal de nok kunne holde det fine niveau ind i den nye sæson.


5-10: Kampen om Europa
Sevilla
Valencia
Athletic Bilbao
Real Betis
Málaga
Villarreal

Ét af de hold, der nok falder mest i øjnene blandt buddene på holdene i den øverste del af midten, er nok Villarreal. Der skal noget af en præstation til for et oprykkerhold for at markere sig i den bedste halvdel af rækken, men hvis nogen kan, så er det 'Den gule ubåd'. Efter i flere år at have været et tophold i Spanien, faldt klubben sammem med stil, da de i forrige sæson rykkede ud af La Liga. Det tog dem dog blot et år at komme tilbage, og selvom de kun kom på andenpladsen bag Elche i oprykningssæsonen, er det uden tvivl det oprykkerhold, der står stærkest. Klubben har sagt farvel til nogle rutinerede kræfter i form af Olof Mellberg og Marcos Senna, men har handlet stærkt og billigt ind. Giovani dos Santos, Tomás Pina, Jonathan Pereira og balkandrengene Aleksandar Pantic og Bojan Jokic er hentet ind, og det ligner et hold, der vil kæmpe sig hurtigst muligt tilbage til toppen af spansk fodbold. Her ville det være passende at starte med et top 10-placering, men de skal nok ikke regne med at komme med i Europa i denne omgang. Det ville da også være meget at forlange af et oprykkerhold.

Sevilla, Valencia, Málaga, Athletic og Betis gør sig derimod nok alle klar på at kæmpe med om Europa-pladserne. Valencia plejer at skulle kæmpe med om tredjepladsen, og har i flere år været førsteudfordre til Barcelona og Real Madrid. Med salget af Soldado, har klubben dog fuldført sin profil-udrensning, der igennem de seneste år har kostet dem spillere som Mata, Silva, Villa, Joaquín og Alba. Hver gang har de dog formået at holde et højt niveau, men nu er det blevet for meget. Allerede i sidste sæson kunne man se et dalende niveau, og i denne sæson er det næsten kun den stærke konstellation i midterforsvaret med Adil Rami og Jeremy Mathieu, der skriger af international klasse. Resten af holdet halter på profilfronten, og Hélder Postiga er en noget tvivlsom erstatning for Soldado, der plejer at være god for omkring tyve scoringer. Oven i det er Tino Costa og David Albelda forsvundet, hvorfor en helt ny midtbane skal spilles ind. Valencia-avisen SuperDeporte udskriger Ever Banega til den nye styrmand, og den nye store stjerne i klubben, men han har ganske enkelt ikke bevist, at han kan håndtere den slags pres. Derfor bliver det en svær sæson for 'Los Che', og de skal være glade for at komme med i Europa igen.

Samme situation står Sevilla lidt i. Efter en meget skuffende sæson, har de sagt farvel til Jesús Navas og Álvaro Negredo, to af de absolut bærende spillere. Til gengæld har de hentet et uhyggeligt høj antal spillere ind i stedet. Af dem springer lejeaftalen med Chelseas Marko Marin og indkøbene af Paris SG's angriber Kévin Gameiro og Club Brugges Carlos Bacca mest i øjnene. Da de samtidig ser ud til at holde på Kondogbia og Rakitić på midtbanen, ser det ikke helt skidt ud for andaluserne. Man ser tid hold, som har været afhængige af enkelte spillere blomstre op påny. Spillere som Rakitić, Perotti og Gameiro skal for alvor vise deres værd, og så kan Sevilla-holdet absolut godt vise sig at være et tophold værdigt, og det er måske i virkeligheden herfra, at Sociedad skal føle sig mest truede i kampen om Champions League-billetten.

Betis, Málaga og Athletic Bilbao er nemlig alle usikre kort. Betis havde en overraskende god sidste sæson, men mange profilerede navne er forsvundet. De nye navne er, med undtagelse af Xavi Torres og Joan Verdú, forholdsvis ubeskrevede navne. Men de to førnævnte kan være utrolig gode signinger som erstatning for Cañas og Beñat, og hvis de bliver en succes, kan Betis sagtens gentage en top 10-placering. Athletic Bilbao havde en nedtur i kølvandet på Javi Martínez' exit, og lidt ustabilitet i klubben. Nu har de også mistet Fernando Llorente og Fernando Amorebieta, men det behøver ikke være ren skidt og kanel ind. Aritz Aduritz var nemlig allerede den foretrukne angriber i sidste sæson, og Llorente skabte meget uro i truppen. Samtidig har klubben hentet Beñat i Betis og Kike Sola i Osasuns, to stærke forstærkninger, og sidste sæson var formentlig en enlig svale i den dårligste halvdel for de stærke baskere. Málaga er nok et af de hold i denne gruppe, der kommer mest svækkede ud af transfervinduet. Isco, Joaquín, Toulalan, Demichelis, Saviola, Iturra og Baptista er alle forsvundet. Til gengæld har de gjort Antunes og Roque Santa Cruz permanente, men det er umiddelbart svært at finde kvalitetet i deres indkøb. Deres trup er dog stadig stærk nok til den bedste halvdel, men der går nok en rum tid, inden de kommer til at tryllebinde Europa igen.

11-15: Midterhold eller nedrykningskandidat?
Levante
Granada
Getafe
Celta Vigo
Espanyol

Den spanske liga er kendt for at have et usandsynligt bredt midterfelt. Det kommer i år til at bestå af blandt andet disse fem hold. Alle holdene er umiddelbart for stærke til en nedrykning, dog uden at nogen af dem kan sige sig fri fra at skulle kigge nedad i tabellen. Granada er endnu engang noget af en joker. Andaluserne skifter som regel voldsomt ud i truppen, og dette vindue har ikke været nogen undtagelse. Med stærke signinger som Riki, Brahimi, Iturra og Piti kan de, hvis de endnu engang kan spille et hold sammen på rekordtid, ligge sig solidt i midten, hvad der også må være den absolutte målsætning for klubben. Espanyol ser svækkede ud oven på sidste sæson, men skal håbe at lejesvendene fra Benfica Pizzi og Sidnei får en god sæson, ellers kan de meget vel ende med at blive rodet ind i bundstriden. Det er virkelig et hold som er gået drastisk tilbage over de seneste år, hvor de tidligere ofte var med i den bedste halvdel, og en gang imellem snuste til europæiske placeringer.

Getafe, Celta Vigo og Levante ser straks bedre ud. Michael Krohn-Dehlis Celta Vigo var godt nok kun ét point fra nedrykning i sidste sæson, men holdet har et godt fundament. Op til denne sæson har de så erstattet Iago Aspas med Nolito, der er blevet købt fri i Benfica. Oven i det har de købt Fontás i Barcelona og Charles i Almería, mens de har lejet Thiagos bror Rafinha i Barcelona. Derfor er det umiddelbart en styrket Celta-trup, og de kan sagtens ende med at blive én af denne sæsons positive overraskeler, særligt hvis Luís Enriques fodboldfilosofi kan slå igennem fra første dag. De må dog nok nøjes med en placering lige under midten. Getafe endte lige præcis i midten i sidste sæson, og det var egentlig en slutplacering, der passer fint til holdets potentiale. Det er et godt hold, men de har ikke de profiler, der ville kunne sende dem til tops. De kommer til at ligge sig som et sandt midterhold, måske mange år fremover. Det samme må man sige om Levante, der gjorde sig udmærket bemærket i Europa League sidste år. Samtidig med det landede de på en 11.-plads, og meget mere end det skal de heller ikke gøre sig forhåbninger om i næste sæson.

16-20: Bundkampen
Almeria
Elche
Rayo
Osasuna
Valladolid

Som altid bliver det svært at være oprykker. I sidste sæson måtte Deportivo La Coruña tage turen direkte ned i den andenbedste række igen, mens Celta og Valladolid bliver hængende, begge endte dog i den nedre del af ligaen i sidste sæson. Valladolid kommer umiddelbart en smule styrket ud af transfervinduet, og kommer formentlig til at redde sig, men de vil efter alt at dømme have nedrykningsspøgelset hængende over sig. Det samme gælder Rayo og Osasuna. Rayo overpræsterede voldsomt i sidste sæson, og som konsekvens af dette har de måtte sige farvel til en række profiler. Alejandro Domínguez, Piti, Javi Fuego, Leo Baptistao og Jordi Amat er alle forsvundet, og klubben har ikke den fornødne finans til at erstatte så mange stærke spillere på én gang. Derfor kommer de til at gå direkte fra syvendepladsen til nedrykningskamp, og de kan sagtens ende med at blive sorteper i nedrykningskampen, netop fordi de er det mest svækkede af de hold, man kan regne med kommer i bunden. Det der skal redde holdet er deres fantastiske tilhængere, der virkelig lever og ånder for arbejderklubben i Madrid-forstaden Vallecas.

Almería rykkede op efter at de vandt playoff-kampene mellem holdende fra 3. til 6.-pladsen i Segunda Division. Og selvom de har lejet den lovende offensivspiller Suso i Liverpool, er de et godt bud på en absolut bundprop i ligaen. Dertil mangler de kvalitet, og de er i hvert fald det dårligste oprykkerhold. Elche, derimod, har bedre muligheder. Nicki Billes gamle klub vandt rækken foran Villarreal, og har besluttet sig for at leje sig til lidt La Liga-erfaring, noget de ellers godt kunne komme til at mangle. Stevanovic, Manu del Moral og Alberto Botía er lejet i Sevilla, Cisma og Rubén Pérez er lejet i Atlético Madrid mens de har hentet en gratis Cristian Sapunaru fra nedrykkede Zaragoza. Når man tilføjer disse spillere til et stærkt Segunda División får man et fint hold Men selvom de kommer fra højt profilerede klubber i den bedste række, er det ikke spillere, der har markeret sig specielt i deres klubber, med undtagelse af Manu del Moral, der tidligere har gjort det godt i La Liga. Derfor får Elche de uden tvivl også svært, men kan samtidig med en god portion viljestyrke, og hvis de kan ride lidt videre på sejrsbølgen i de første par kampe, sagtens ende med at ligge sig lige under midten af tabellen. Det gælder ikke Osasuna. Pamplonas helte er for undertegnede den absolutte nedrykningskandidat. Holdet er kun blevet ringere og ringere, og hvor man før i tiden godt kunne frygte at spille på udebane mod Osasuna, er det nu en kamp de færreste forventer at tabe. Derfor er budet, at Osasuna kommer til at rykke ned, formentlig med Almería, mens det sidste nedrykningsoffer er svært at forudse - det kan lige så vel være et fra kategorien 11-15 fra denne optakt.

Det er nemlig uhyggeligt svært at forudse den spanske liga. Som altid bliver det formentlig et stort og tæt midterfelt, hvor man ikke skal føle sig sikker på noget før man matematisk er sikret overlevelse. Derfor er den spanske række én af de mest spændende i Europa - der er altid garanti for overraskelser, underpræstationer såvel som overpræstationer, meget godt eksemplificeret af Villareals nedrykning, og Sociedads kvalifikation til Champions League Play-off. Selvfølgelig er det Barcelona og Real Madrid, der skaber overskrifterne, men de er uden tvivl blandt de bedste hold i verden, så det er ikke underligt, at de andre spanske hold kæmper for at følge med. Alle disse forudsigelser, der er blevet fremsat i denne optakt kan vise sig at være det rene nonsens, for ingen ved hvem den næste overraskelse bliver. Hvis Villarreal kunne rykke ned, så er Valencia også i fare i denne sæson, og hvis Real Sociedad kunne kvalificere sig til Champions League, hvorfor skulle Athletic Bilbao så ikke kunne gøre dem kunsten efter?

Udover det bliver det også en stor prøvelse for spansk fodbold i de europæiske turneringer i denne sæson. To hold (Rayo og Málaga) er blevet udelukket, hvorfor Sevilla på trods af en 9.-plads er med i Europa League. Samtidig har næsten alle klubberne mistet store profiler, så selvom spansk fodbold stadig har været dominerende de seneste sæsoner i europæisk fodbold, skal de til at kridte skoene hvis ikke de skal sættes af af Tyskland, eller indhentes af Italien og Frankrig.

Én ting er sikkert. Der er altid noget at glæde sig til i den spanske liga. Højt teknisk niveau, højintense lokalderbys med slagsmål og røde kort og sidst men ikke mindst verdens to bedste fodboldspillere Cristiano Ronaldo og Messi, som i denne sæson oven i købet får selskab af brasilianske Neymar. Værsgo' , så er der serveret. Nu er det bare at læne sig tilbage og lade sig underholde, og om det så ender som denne optakt forudser, det må vi blot vente og se.

Er du enig i vurderingen af holdene i den spanske liga? Giv gerne din mening til kende under artiklen.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER