Jesper Amter

Kan ”Los Che” krybe i top 4?

Efter sidste sæsons skuffende femteplads kigger Spaniens tredjestørste by efter oprejsning. En skrantende økonomi og profil-salg kan dog sætte sine begrænsninger for en af de mest traditionelle spanske klubber.
Valencia måtte sidste år tage til takke med en femteplads, efter at Real Sociedad i sidste spillerunde stjal fjerdepladsen. Et nederlag på udebane i Sevilla, samt en sejr til de direkte rivaler Real Sociedad i Deportivo La Coruña, betød at ”flagermusene” for første gang siden 08-09 sæsonen var at finde udenfor top-4. Dermed må Valencia nøjes med Europa League, og tilbage står spørgsmålet: Kan det bringe et større fokus, på at komme tilbage i top-4?

Udfordringer er der rigeligt af. En svag økonomi betyder salg af store profiler, som de forgangne tre års topscorer Roberto Soldado, som har efterladt havnebyen med store bekymringer. Sidste års bedste alternativ til Soldado, Nelson Valdez, er også væk. Han prøver lykken i arabiske Al-Jazira. Panderynkerne bliver ikke mindre af, at sidste års general Tino Costa har skiftet Spanien ud med Rusland, hvor det nu er Spartak Moskva, der skal nyde godt af argentinerens arbejdsraseri. Udrensningen stopper ikke her, og slet ikke på midtbanen, hvor Gago har stukket snuden hjem til Boca i Argentina, og klubikonet David Albelda efter en lang og gloværdig karriere, har valgt at lægge støvlerne på hylden.

Trænerposten har også været udsat for udskiftning. Ernesto Valverde tog sit gode tøj og gik, efter skuffelsen over at have misset top-4. Han nåede blot lidt over et halvt år i trænersædet, efter han blev ansat i december, for at stoppe den blødning som Mauricio Pellegrini havde startet. Til den nye sæson har Valencia hentet en gammel kending til klubben. Ind er kommet den karismatiske serber Miroslav Đukić, som har en fortid som spiller i klubben fra 1997-2003. Han kommer til Valencia efter, at have ført oprykkerne fra Valladolid til en fornem 14. plads i sidste sæson. Til præsentationen af Đukić, udtrykte serberen stor begejstring over muligheden, for at stå i spidsen for valencianerne.

- Dette er en stor mulighed for mig, for at udføre store ting. For mig er Valencia en sovende gigant, og jeg er klar til at vække den, udtalte Đukić.

Đukić ønskede at bringe nye kræfter ind på midtbanen. Det har bl.a. betydet, at den tidligere ungdomsspiller fra Barcelona Oriol Romeu, er kommet til fra den engelske hovedstad, hvor han skifter Stamford Bridge ud med Mestalla på en et årig lejeaftale. Rayo Vallecano har også måtte slippe den 29-årige Javi Fuego, der ryger samme vej som Oriol Romeu. Míchel er den sidste forstærkning til midtbanen, den 25-årige vender hjem til Valencia fra lokalrivalerne Levante. Míchel har 16 kampe på CV'et for Valencia, og slog ikke for alvor igennem sidst han havde Mestalla som arbejdsplads. Hélder Postiga er blevet hentet ind fra Zaragoza, han ligner lige nu, det bedste bud på en direkte erstatning for Soldado. Portugiseren kommer til fra Zaragoza, hvor han sidste år bankede 14 kasser i nettet for aragoneserne. Træner Đukić håber helt sikkert på, at de fire nyindkøb, sammen med den tilbagevendte Paco Alcácer, kan dække nogle af de huller, der er opstået hen over sommeren.

Nyindkøbene kommer til et i forvejen solidt Valencia-hold. I defensiven bliver der dannet et stærkt fundament, af de to bumstærke franskmænd Adel Rami og Jérémy Mathieu. Midtbanen har i forvejen nogle spændende navne. Og Romeu, Fuego og Míchel skal akkompagnere slideren Èver Banega, kreatøren Dani Parejo og evighedstalentet Sergio Canales som stadig leder efter det niveau, han havde i Racing Santander, der fik drengedrømmen om et skifte til selveste Real Madrid til at gå i opfyldelse. Kanterne er besat af mexicanske Guardado, algierske Feghouli og det lille argentinske lyn Piatti. Holdets største profil efter salget af Soldado må uomtvisteligt være brasilianske Jonas. 13 kasser og 6 assist kunne holdets 7'er notere sig for i sidste sæson. Ganske fine tal, og helt sikkert noget brasilianeren skal gentage, hvis holdet skal i top-4.Altså et ganske fint mandskab som ”Los Che” kan fremvise, dog også et hold som kan komme til at mangle målscoren. Det er nemlig svært at se, hvor de 24 mål Soldado bidrog med, skal komme fra i denne sæson. Især når erstatningen Hélder Postiga, aldrig har overgået sine 14 fuldtræffere fra sidste sæson.

Valencia har dog været i lignende situationer. Trioen Mata, Silva og Villa har alle haft profil-status. Man havde dengang svært ved at forestille sig, hvordan Valencia skulle klare den uden dem. Villa og Silva skiftede i sommeren 2010 til henholdsvis Barcelona og Manchester City. I samme sæson sluttede klubben som nummer tre. I 2011 var det så Mata's tur, han fløj fra reden og havnede som bekendt i Chelsea. Igen fandt man dog alternativer, og sluttede endnu engang på en tredje plads. Det er først i den forgange sæson Valencia ikke kunne klare salget af endnu en profil. Barcelona ville have den offensive back Jordi Alba. Det fik de, og Valencia sluttede som bekendt lige underfor top-4. Så Valencia er altså bekendt med lignende situationer, som den de står overfor nu, og ved hvordan de skal agere.

Selvom det næppe bliver en sæson som 03-04, der bød på et spansk mesterskab og en UEFA Cup-sejr, så skal det nok blive spændende at se, hvorvidt det endnu engang kan lykkes for ”Los Che” at komme i top-4. Chancerne er der, især pga. de lignende profiltab hos klubber som Atlético Madrid, Real Sociedad, Málaga og Sevilla der alle har måtte sige farvel til profiler som; Falcao, Illarramendi, Isco og Jesús Navas. Der tegner sig altså et billede af, at kampen om tredje fjerde pladsen kan blive rigtig tæt.

Vi bliver lidt klogere, når den spanske La Liga sparkes i gang lørdag. Valencia starter ud mod Malaga hjemme på Mestalla.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER