Juventus – drømmen om datidens storhed
De italienske mestre fra Juventus drømmer om igen at blive en magtfaktor i Europa, men vejen er lang og udfordringerne store.
24 sekunder skulle der gå, før Bayern Münchens østrigske venstreback David Alaba havde passeret Gianluigi Buffon i Champions League-kvartfinalen på Allianz Arena. Lynscoringen mindskede ikke de sultne sydtyskers angrebsiver, men trods et kolossalt pres på italienernes tremandsforsvar kampen igennem lykkedes det Juventus at begrænse nederlaget til 2-0. Ugen efter gentog resultatet sig. Skønt Den Gamle Dame udstrålede fornyet energi, kunne man end ikke på hjemmebane dæmme op for det kyniske omstillingsspil. Konklusionen var klar. På trods af overlegen dominans i den hjemlige Serie A var man endnu ikke parat til at dyste med Europas mastodonter. En erkendelse træner Antonio Conte også nåede frem til.
- Disse kampe hjælper os med at forstå, hvor stor forskellen er på os og supermagterne. Vi er på det niveau, som vi vidste, vi ville være på. Der er bestemt en masse at arbejde på, men vi behøver tid for at vokse i Europa, lød det ifølge Sky Sports fra Juventus-træneren.
Men er tid alt, hvad den tidligere klub-kaptajn behøver for at bringe Champions League-trofæet til Torino, hvor det sidst var at finde i 1996, eller kæmper den ilter italiener med andre udfordringer?
Den økonomiske begrænsning
Siden Antonio Conte blev udnævnt som ny træner i Juventus 22. maj 2011 har det mere eller mindre været en dans på roser for Bianconeri-tilhængere verden over, hvis man ser bort fra Contes fire måneders karantæne i Scomessopoli-skandalen. Klubben har leveret en sprudlende omgang fodbold bundet op på et bundsolidt tremandsforsvar, utrættelige midtbane-slidere, tidens vel mest elegante regista og vigtigst af alt; en uhyrlig vindermentalitet. Denne pragtfulde kombination af taktisk og mental styrke har været en stor fodboldromantisk oplevelse og ikke mindst overraskelse de seneste to sæsoner. Sagen er dog den, at uden spillets største stjerner når man sjældent til tops i den kolde og kyniske fodboldverden, hvilket leder hen imod det uundgåelige økonomiske aspekt.
Konsulentfirmaet Deloitte har regnet på de europæiske topklubbers indtægter for sæsonen 2011/12. De to spanske giganter fra Real Madrid og FC Barcelona topper listen med årlige indtægter på henholdsvis 3.578 og 3.372 millioner kroner – og værd at bemærke er, at deres indtægter endda er aftagende sammenlignet med forrige år. Udover de to spanske pengemaskiner pryder Premier League-holdene i stor stil listen. I top 10 finder man således Manchester United, Chelsea, Arsenal, Manchester City og Liverpool – alle placeret foran Juventus på 10. pladsen. Opgørelsen giver et glimrende indblik i den nuværende økonomiske magtbalance i Europa, men også hvad vi kan forvente os i fremtiden. Den nye tv-aftale i Premier League har en værdi af – hold nu fast (!) - små 48 milliarder kroner over de næste tre år.
- Hvis du kigger et par år frem i tiden, kan man med den nye tv-aftale forvente, at halvdelen af top 20-holdene på listen er engelske og samtlige Premier League-klubber vil være at finde i top 40, siger Dan Jones fra Deloitte, der er en af mændene bag Football Money List.
Disse fornuftstridige tv-indtægter i Premier League er nu ikke det eneste konkurrenceforvridende element i moderne fodbold. I Spanien opererer man eksempelvis med monopollignende omfordeling af tv-indtægter, som favoriserer Barcelona og Real Madrid. De nyrige franske klubber som Paris Saint-Germain og AS Monaco med arabiske og russiske millardærer i spidsen og de tyske gigantsponsorater er ligeledes med til at gøre det vanskeligt for en italiensk klub som Juventus at konkurrere i europæisk sammenhæng. Om disse forhold fortsætter, når Financial Fair Play for alvor træder i kraft, er ikke til at afgøre.
Årsagerne til de lave indtægter hos de italienske fodboldklubber skyldes flere ting, heriblandt de faldefærdige stadions med tilhørende usexede løbebaner, som ikke i tilfredsstillende grad kan imødekomme forventningerne fra fans, sponsorer og medier. Derudover er der et grundlæggende problem med ejerstrukturen i forhold til landets stadions. Juventus Stadium (2011) er således den eneste privatejet hjemmebane, hvilket generer store sponsor- og tilskuerindtægter. Flere klubber forsøger dog at følge eksemplet efter at have set, hvilke positive konsekvenser det kan have på klubkassen.
Den faldende tilskuerinteresse, der bl.a. er udløst af spillerflugt og større matchfixing-sager som Calciopoli og Scomessopoli, er selvfølgelig også med til at gøre det sværere for klubberne at præsentere gode årsregnskaber. For at det ikke skal ende ud i en større afhandling om italiensk økonomi og ejerstruktur, retter vi i stedet blikket mod, hvilken strategi Den Gamle Dame har i øjeblikket og i fremtiden bør benytte sig af for at opnå europæisk succes uden at spille med de finansielle muskler.
Beppe Marotta – gal eller genial?
Agnelli-familien og den sportslige ledelse i Juventus – herunder direktør Beppe Marotta og sportsdirektør Fabio Paratici – har ingen planer om at kapitulere blot fordi, at markedet viser sig ubarmhjertigt. De angriber transfermarkedet ud fra devisen om økonomisk mådeholdenhed, og køber ofte billige, rutinerede kræfter eller yngre spillere med stort udviklingspotentiale frem for etablerede verdensstjerner. En taktik som vel i højere grad er udløst af nød end af lyst. Marotta kritiseres ofte af klubbens egne fans for sin nærighed, som blandt mange har været anset som en kæp i hjulet i jagten på spillere fra øverste hylde. Man kan nu undre sig over utilfredsheden, når man tænker på, at han har hentet Andrea Barzagli, Andrea Pirlo, Arturo Vidal, Paul Pogba, Fernando Llorente og Carlos Tévez for mindre end 165 millioner kroner på selvsamme marked, hvor Real Madrids nyindkøb Asier Illarramendi går for omtrent 280 millioner kroner.
Hvad enten man synes Marotta er en exceptionel købmand eller forfærdelig nærrigrøv, må man anerkende, at han trods alt har stillet et fornuftigt mix af rutinerede kræfter og lovende talenter til rådighed for Conte. Næste store udfordring for Juventus bliver at holde på dem uagtet af ekstern interesse fra spanske, tyske og engelske topklubber. Indtil videre er missionen lykkedes, og man har således undgået at sælge etablerede spillere i løbet af Contes to-årige periode i klubben. Spillerne har haft tiltro til projektet, men en fodboldkarriere er kortvarig, og det kan vise sig umuligt at holde på spillere, der kan få sin løn tredoblet udenlands. Et godt eksempel er den franske komet Paul Pogba. Den 20-årige midtbanespiller nåede 35 kampe med fem scoringer til følge i hans første sæson i klubben, og han er netop returneret til Torino med prisen som U/20-VM's bedste spiller, hvilket bevidner om et enormt potentiale. En spiller som ham vil på sigt være umulig for Juventus at holde på, hvis ikke der sker en omvæltning af de økonomiske styrkeforhold i Europa. Desuden er hans agent den kontroversielle Mino Raiola, som tillige repræsenterer flamboyante typer som Zlatan Ibrahimović og Mario Balotelli. For snart to uger siden kom Raiola med en udtalelse til Corriere dello Sport, som kan vise sig at være ganske sigende om den spillerflugt, Juventus kan risikere at opleve, når enkelte profiler vokser sig for store til klubben.
- Serie A har lige nu ikke attraktiviteten til at tiltrække de bedste spillere. Italienske klubber betaler en tredjedel af, hvad nogle af klubberne i England og Spanien gør. Jeg ved ikke, hvor lang tid den italienske liga har råd til Mario. Der vil komme en dag, hvor det vil være umuligt at holde på ham.
De længe ventede profiler
Her små tre uger inde i det igangværende transfervindue har man forstærket sig med tre prominente indkøb. Sæsonens første transfer kom reelt i hus allerede i vinters, hvor man sikrede sig underskriften på Athletic Bilbaos bomstærke basker Fernando Llorente, som grundet kontraktudløb kunne erhverves kvit og frit. Den tårnhøje spanier med tilnavnet El Rey León Løvernes Konge er hentet til Torino for at gøre op med den uskarphed, som har karakteriseret klubbens angribere. I sidste sæson var det således midtbane-slideren Arturo Vidal, som løb med klubbens interne topscorer-titel i den hjemlige liga samt Champions League med 13 træffere.
På trods af man havde sikret sig papir på en angriber af Fernando Llorentes kaliber, lod det ikke til, at klubbens sportslige ledelse havde planlagt forlænget sommerferie. 16. maj – halvanden måned før transfervinduets åbning – havde direktør Beppe Marotta, sportsdirektør Fabio Paratici og sågar træner Antonio Conte bestilt bord på den eksklusive restaurant Babbo i London. Det kunne den italienske transferguru fra Sky Italia Gianluca Di Marzio berette. Med til middagen var både repræsentanter for Manchester City og hovedpersonen selv - argentinske Carlos Tévez. De overordnede linjer for kontrakten blev tegnet, og Juventus-projektet tiltalte Premier League-angriberen i så høj grad, at man i Torino-klubben allerede dengang følte sig så sikre på handlen, at man ikke anså Adriano Galliani og AC Milan som en seriøs trussel. Det var endda på trods af udtalelser fra Galliani om, at Tévez aldrig kunne finde på at svigte ham.
40 dage senere trådte gadedrengen fra Fuerte Apache ud på balkonen i klubbens hovedkvarter viftende med en zebrastribet Tevez-trøje med det legendariske 10-tal på ryggen. Nummeret som tidligere har været båret af velklingende navne som Michel Platini (1982-87), Roberto Baggio (1990-95) og senest klubikonet Alessandro Del Piero (1993-2012). At lade den kontroversielle argentiner bærer den betydningsfulde 10'er vækkede harme blandt mange, men tilsyneladende glæde hos endnu flere. Tévez havde i hvert fald ifølge Gazzetta dello Sport stået for 95 % af trøjesalget i Juventus Store de tre efterfølgende dage oven på hans præsentation.
Den indtil videre sidste store sommer-signing har været købet af centerforsvareren Angelo Ogbonna fra de lokale ærkerivaler Torino F.C. Forsvarsklippen med de nigerianske rødder koster klubben 97 millioner kroner og yderligere 15 millioner kroner, såfremt visse bonusser indfries. Umiddelbart en høj pris for en backup-spiller, men ganske billigt sammenlignet med hans prisskilt sidste sommer, som er dalet grundet skader og en dårlig gennemsnitskarakter (5,75 ud af 10) i Gazzetta dello Sports spillerbedømmelse, hvilket italienerne lægger stor vægt på. Købet forhindrer samtidig konkurrenterne i at forstærke sig med den pågældende spiller, og særligt en solid centerforsvarer er en mangelvare i både Milan og Napoli. Desuden er venstrebenede midtstoppere yderst sjældne, og at han kan agere naturlig backup for Giorgio Chiellini er bestemt ikke dårligt, da han har det med at løbe ind i et par småskader i løbet af en sæson.
Klubbens økonomiske mådeholdenhed på transfermarkedet betyder dog også, at man ind i mellem må tage afsked med spillere for at gøre plads til nye. Man har således sagt farvel til periferi-spilleren Emanuele Giaccherini, som skifter til Sunderland for 56 millioner kroner. Conte udtalte i går på træningslejren i Châtillon, at Mauricio Isla er en del af holdet næste sæson, selvom det var forventeligt, at man solgte sine 50 % af chileneren til Inter for 50 millioner kroner. Udtalelsen kan dog vise sig at være ren spin.
Contes kabale
Antonio Conte sværgede gennem 2012/13-sæsonen til den genopfundne 3-5-2-formation. Der var ganske vist få eksempler på 3-5-1-1, men den eneste forskel - foruden talkombinationen - var groft sagt, at Claudio Marchisio erstattede en af klubbens mange angribere for så at gøre plads til Pogba på midten. Det er forventeligt, at Conte holder fast i samme formation til næste sæson, da han næppe vil pille ved tremandsforsvaret Barzagli, Bonucci, Chiellini – og da slet ikke efter Italiens præstation med en fireback-kæde ved Confederations Cup, hvor man lukkede otte mål ind i gruppespillets første tre kampe. Det, der taler mod 3-5-2, er tilgangen af Carlos Tévez og Fernando Llorente. De to nyindkøb samt Mirko Vucinic, Fabio Quagliarella, Sebastian Giovinco og Alessandro Matri skal tilsammen slås om sølle to angrebspladser, såfremt man ikke formår at tynde ud i truppen. Conte har tidligere været begejstret for et rotationssystem, men med så store navne vil det næppe gå smertefrit. Hvilken opstilling bevarer så tremandsforsvaret og samtidig gør plads til mere end to angribere? Journalist Massimiliano Nerozzi fra den Torino-baserede La Stampa kunne for uger tilbage berette, at Conte har spekuleret i en 3-3-4. Umiddelbart en absurd tanke, men mod flere af de mindre Serie A-mandskaber har de to wingbacks Stephan Lichtsteiner og Kwadwo Asamoah stort set ageret klassiske wings, så helt fremmedgjorte over for formationen er spillerne ikke. Lad os opstille to potentielle startopstillinger for henholdsvis 3-5-2 og 3-3-4-formationen.
Potentiel startformation (3-5-2): Buffon; Barzagli, Bonucci, Chiellini; Asamoah, Vidal, Pirlo, Marchisio, Lichtsteiner; Tévez, Llorente.
Potentiel startformation (3-3-4): Buffon; Barzagli, Bonucci, Chiellini; Vidal, Pirlo, Marchisio; Vucinic, Tévez, Llorente, Giovinco.
Meget tyder på, at den centrale akse op igennem banen med de tre forsvarer, de tre centrale midtbane-spillere og de to nyindkøbte angribere er Contes foretrukne, når sæsonen sparkes i gang om en måneds tid. Det helt store spørgsmål er altså kanterne. Bliver det wingbacks eller klassiske wings, og hvem skal besætte dem. Sidste sæson sad ghanesiske Kwadwo Asamoah tungt på venstresiden, men spilleren som man hentede i Udinese af to omgange for 134 millioner kroner er faldet i niveau siden nytår. Til hans forsvar er det værd at nævne, at han oprindeligt blev købt til den centrale midtbane. De to mest sandsynlige emner lader til at være den tidligere Lazio-spiller og nuværende Manchester City-bænkevarmer Aleksander Kolarov eller den dynamiske columbianer Juan Camilo Zúñiga, der siden 2009 har huseret langs sidelinjen på Stadio San Paolo i Napoli. Hvis man henter en af to ovennævnte spillere, må det formodes, at de vil blive benyttet i en 3-5-2-formation. Samtidig rygtes Parmas franske Jonathan Biabiany ligeledes til klubben i øjeblikket. En højre wing, som ideelt set passer klart bedst i en 3-3-4-formation. Spillerne der bliver sat i forbindelse med klubben afslører altså ikke, hvilken talkombination man vælger til sæsonstart, men det mest sandsynlige er naturligvis den mere konservative 3-5-2. Det var da også den, som Conte praktiserede i gårsdagens træningskamp mod Aygreville, som man nedkæmpede med 7-0.
Forventningerne til 2013/14
For to år siden overtog den dengang 40-årige Antonio Conte trænersædet fra den 19 år ældre Luigi Delneri, der havde ført klubben til en syvendeplads i Serie A. Siden har man indviet det topmoderne Juventus Stadium, udsmykket pokalskabet med yderligere to Scudetti-trofæer og igen gjort sit indtog i Europas fornemmeste turnering for klubhold. Præstationer som har overgået selv de vildeste fantasier - både internt i klubben, men også blandt de 170 millioner tilhængere på verdensplan.
En klub af Juventus' kaliber stiller sig dog næppe tilfreds med de opnåede meritter, før pokalen med de store ører igen er at finde i industribyen i Piemonte-regionen. Den økonomiske situation i italiensk fodbold er som tidligere nævnt en gevaldig udfordring, når man vil konkurrere med klodens fodboldstormagter. Men man er blevet stærkere, mere sammenspillet og mere sulten. Manden i spidsen for holdet underspiller naturligvis den rolle, som holdet uomtvisteligt vil have i Europa dette år.
- Jeg kan kun le, når jeg hører folk sige, at Juventus kan vinde Champions League med to eller tre gode signings. Virkeligheden er en anden. Der er et stort spring op til toppen, har Conte udtalt til La Gazzetta dello Sport.
Juventus er i en genopbygningsfase, hvor man udadtil må nedtone forventningerne, mens man inde i sig selv tænker store tanker. Selvopfattelsen er enorm. Med udfordringerne in mente må målet for Contes tropper i år være at genvinde Scudettoen og nå semifinalen i Champions League. Men drømmen er større, og drømmen lever.