FC Midtjylland – kodeord: stabilitet
En ny Superliga-sæson står for døren. Indkast.dk kigger nærmere på de tolv mandskaber. Denne gang er turen kommet til Herning, hvor vi tager pulsen på ”Ulvene” fra FC Midtjylland, der i den kommende sæson skal forsøge at forbedre sidste sæsons 6. plads.
De store ambitioner er pillet af tavlen i Midtjylland. ”Klassen frække dreng” håber dog stadig at kunne gøre sig gældende i den absolutte top på den danske fodboldscene, hvor der i den kommende sæson skal kæmpes for pladserne, der giver adgang til Europa.
Forventninger til den kommende sæson
Sidste gang FC Midtjylland endte på en dårligere placering i Superligaen end dette års 6. plads var i 2005/2006-sæsonen, hvor det blev til en 7. plads. Placeringen som nummer 6 i den nu overståede sæson blev tilspillet efter en fremragende formkurve i forårssæsonen af Superligaen, hvor FC Midtjylland kun var en enkelt scoring, fra at sikre sig en billet til Europa i form af kvalifikation til Europa League. Og det dårlige efterår var ifølge førstemålmand Jonas Lössl skyld i placeringen, der i tilfælde af et bedre efterår, kunne have været langt bedre.
- Sidste sæsons placering skyldtes et dårligt efterår. Vi formåede i foråret at komme ind til kernen af vores spillestil, og vi fik et langt højere individuelt niveau, hvor jeg også selv er tilfreds med min egen forårspræstation. For at vi opnår en bedre placering i den kommende sæson, er det derfor altafgørende at vi får en mere stabil formkurve, siger Jonas Lössl til Indkast.dk.
Den blonde keeper kigger statistisk tilbage på sidste sæson, hvor FC Midtjylland havde en ret iøjefaldende statistik:
- Vejen mod en bedre placering handler som sagt om stabiliteten. I sidste sæson scorede vi mål i 31 ud af de 33 kampe på hele sæsonen, så det er ikke fordi vi mangler at score målene – vi skal bare lukke færre ind. Vi havde kun 8 kampe, hvor vi spillede til nul i sidste sæson. Vi skal have færre af vores individuelle fejl, og så prøve at få det indkasserede målgennemsnit ned på under 1 pr. kamp.
Ændringer i truppen
I går blev det bekræftet, at Danny Olsen forlader FC Midtjylland ved årsskiftet, og Kristian Ipsa har allerede nu forladt klubben. Dog er der ikke sket den voldsomme udskiftning i truppen, som ifølge FC Midtjylland ellers kunne have været en mulighed, for hovedsagelig at få kontrol over midtjydernes økonomiske situation. Det er dog indtil videre lykkedes ”Hedens Drenge” at holde på profiler som Petter Andersson og Jesper Juelsgård, og at holde på disse profiler er vigtigt ifølge Lössl:
- Det er vigtigt. Hvis vi bibeholder kernen på holdet, så ser det virkelig godt ud for den kommende sæson. Vi er begyndt at kende hinanden bedre og være mere sammenspillet, og hvis vi bevarer holdets profiler, så er jeg rigtig optimistisk for den kommende sæson.
Et navn har især gjort sig gældende i manges tanker omkring forberedelserne til den kommende sæson i Midtjylland, på trods af, at han ikke længere er en del af disse forberedelser: Mads Albæk. Klubben måtte indse, at den unge viceanføres meget stabile præstationer omkring midtbanen på Heden ikke var gået ubemærket hen. Derfor måtte klubben sande, at Albæk, der er endnu et produkt af klubbens eget talentakademi, skiftede de beskedne midtjyske forhold ud med Reims i det nordøstlige Frankrig. En viceanfører med ulveblod i årene forlod flokken.
- Albæk er en fantastisk spiller, men også en fantastisk personlighed udenfor banen. Han vil blive savnet, men heldigvis har vi fået en ny interessant spiller ind i form af Hedinsson.
Alligevel mener FCM's sikre sidste skanse, at det er en helt anden spiller, der kommer til at overtage dirigentstokken fra den tidligere viceanfører Albæk, og målmanden forudser dertil også et ungt gennembrud i den kommende sæson:
- Petter Andersson vil blive den nye dirigent på midtbanen. Albæk var en fantastisk spiller, men vi vil få andre kvaliteter i form af Petter Andersson. Dertil bør man holde et vågent øje med vores unge midtbanemand Pione Sisto. Et kæmpetalent. Jeg spår ham til at få sit store gennembrud i den kommende sæson, udtaler Jonas Lössl til Indkast.dk.
- Vi ser fysisk stærke ud i forberedelserne
De midtjyske forberedelser til den kommende sæson har været lettere distraheret af skader hos Hedinsson, Andre Rømer og Rilwan Hassan. Dog har ”ulvene” klaret sig ganske godt, og er ubesejret i forsæson-kampene. Her har de spillet uafgjort mod Silkeborg og Fredericia, samt vundet over Holstein Kiel og i går Horsens, i kampene hvori Morten ”Duncan” Rasmussen viser stor målform og har scoret i samtlige.
Træningskampene er blevet brugt til at teste nye konstellationer. Der var eksempelvis 22 spillere med til midtjydernes forsæson-kamp mod Holstein Kiel, hvor spillere, som ikke er vant til at spille sammen, skal spille side om side, hvilket cheftræner Glen Riddersholm mener der er god grund til:
- Vi kigger på det, som vi kalder relationelt samarbejde, dvs. hvordan spillerne fungere sammen. De nye konstellationer giver os mulighed for at se hvem, der er indforstået med hinandens spil, så vi får et godt flow, hvor spillet bare kører, udtaler cheftræneren.
Og netop opstartskampene pointerer Jonas Lossl som værende en succes, og han er meget optimistisk for den kommende sæson, hvor han mener midtjyderne ser ud til at være i stærk fysisk form:
- Vi har haft en rigtig fin opstart, hvor jeg synes holdet ser stærkt ud rent fysisk. Vi har haft nogle rigtigt gode resultater i eksempelvis BIB-test (fysisk løbetest, red), lyder det overbevisende fra målmand Lössl.
Med hensyn til skadesfronten er Andre Rømer og Hedinsson på vej tilbage i form, mens hurtigløberen Rilwan Hassan er dømt ude i op til et halvt år:
- Som vi ser det, så er der god fremgang hos alle, der er ude med længerevarende problematikker. Hvis alt går vel, så regner vi med at både André Rømer og Eyjolfur Hedinsson tager det næste step i slutningen af denne uge. Dette betyder, at de begynder at træne med vores fysiske træner for derefter at begynde at træne med på normal dosis, siger Nicklas Falkesgaard Pedersen, der er en del af sundhedssektoren i FCM, til klubbens hjemmeside.
Den FCM-spiller, der er hårdest ramt, må siges at være Rilwan Hassan, der er blevet ramt af en lyskeskade og må holde op til et halvt års pause.
- I forhold til Rilwan Hassans skadestype, så er udgangspunktet, at der kan gå op til seks måneder. Dog er der fornuftig fremgang uge for uge og derfor kan det også sagtens være, at Rilwan Hassan kommer til at spille i løbet af efteråret. Vi kan ikke komme med en konkret slutdato for Rilwan Hassans skade, og derfor vil vi også hellere komme med en svag udmelding, så vi er på den helt sikre side, lyder det fra Nicklas Falkesgaard Pedersen.
Udover at spille med i Superligaen er FC Midtjylland naturligvis også repræsenteret i DBU's Pokalturnering. En turnering det endnu ikke er lykkedes midtjyderne at vinde, på trods af fire finaleoptrædner siden 2003. Men måske er 2013/2014 sæsonen, hvor et trofæ i Parken kan blive løftet af en ulv på Kristi Himmelfartsdag.
- Vi har den tilgang til det, at vi prioriterer pokalturneringen rigtig højt. Derfor stiller vi altid et kompetent hold til selv de første kampe mod lavere rangerede modstandere, udtalte Glen Riddersholm til AoIB.
Endnu en finale-deltagelse i DBU Pokalen vil formentlig forkæle og tilfredsstille de trofaste fans af FC Midtjylland, der leverede en loyal opbakning i sidste sæson til deres hold, på trods af formdykket i efteråret.
Det skal blive interessant at følge ”Ulvene fra Heden” i den kommende sæson, hvor de formentlig vil være at finde i den øverste halvdel af den danske Superliga. Og med cheftræner Glen Riddersholm ved roret er der ingen tvivl om, at midtjyderne vil kæmpe med næb og klør, for at blive en del af toppen i den kommende sæson. ”Hedens Drenge” starter på fredag sæsonen ude mod AGF, hvorefter de tager imod FCK i egen hule og ender Superligasæsonen på udebane i Haderslev.