LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Casper Pedersen

…vi går efter top tre!

En ny Superliga-sæson står for døren. Indkast.dk kigger nærmere på de tolv mandskaber, denne gang er turen kommet til oprykkerne fra Viborg FF.
… Vi går efter top tre, lyder det, efterfulgt af et perifært grin, fra Mikkel Rask, da Indkast.dk spørger ind til Viborgs målsætning for den kommende Superliga-sæson. Der er ingen tvivl om, at Mikkel Rask sidder med et smil på læben i den anden ende af røret, og uddyber da også efterfølgende, hvilken svær sæson Viborg går i møde.

Viborg formåede med en imponerende sidste halvdel i den forgangne Nordic Bet Liga-sæson, at tilspille sig førstepladsen for næsen af FC Vestsjælland, der måtte se sig overhalet i de afgørende kampe. Med kun et nederlag i de sidste tyve kampe er det derfor et formstærkt Viborg-hold, der afsluttede Nordic Bet Ligaen-sæsonen, og nu skal forsøge sig i Superligaen.

Ekstra imponerende er Viborgs præstationer i sidste sæson, når man tager mandskabets alder i betragtning. Med en ung besætning formåede den erfarende træner Ove Christensen med kun få rutinerede spillere, at skabe resultater på stribe.


Hvad er der sket op til den kommende sæson
I Viborg arbejdes der hårdt på at optimere klubben såvel sportsligt som administrativt til Superliga-niveau. En optimering direktør Morten Jensen arbejder på højtryk for at opnå.

- Der er jo nogle ting, der skal opgraderes omkring truppen, vi har jo haft en fysisk træner før, og forsøger også at gøre mere ud af scouting, og overvejer at ansætte yderligere en kapacitet i den sportslige administration. Det er et krav at vi er dygtige – også på den sportslige front, udtaler Morten Jensen til Indkast.dk.

Som nævnt er Viborg-mandskabet et meget ungt bekendtskab, og der er derfor en del mangel på rutine hos midtjyderne. En rutine man må forvente, at Viborg vil forsøge at skaffe, når de kigger på forstærkninger til truppen, hvilket også ses på de grønblusedes hidtil største transfer denne sommer, nemlig den fyrede Silkeborg IF-spiller Christopher Poulsen, der har landskampe og over 180 Superliga-kampe på CV'et. Udover Poulsens retur til Viborg har midtjyderne investeret i Hobros Kristoffer Pallesen, der for første gang skal tørne ud i den bedste række, hvorfor man må forvente, at Viborg fortsat er på udkig efter yderligere rutine til den unge trup, hvilket Morten Jensen da også bekræfter.

- Det er en udfordring, hvis man ser rundt, så har vi ikke mange med Superliga-erfaring. Det er en hård-fin balance, vi skal være en klub, hvor man kan udvikle sig i træningen, men mon ikke vi kan krydre det lidt, lad os se, men mon ikke der sker noget.

Det bliver spændende, at se hvilke spillere det lykkedes Morten Jensen & co. at hente til klubben. Umiddelbart er der et åbenlyst gabende hul i Viborg-målet, efter at målmand Martin Hansen forlod klubben til fordel for FC Nordsjælland, et hul man arbejder hårdt på at udfylde, hvis man skal tro Ove Christensen.

- Jeg var egentlig blevet lovet, at der ville stå to grydeklare målmænd her første træningsdag, men det gør der ikke, og så kan man vælge to ting. Man kan skabe sig tosset, det har jeg gjort, og så kan man begynde at tænke målrettet igen, udtaler Ove Christensen til Ekstra Bladet.

Direktør Morten Jensen bekræfter overfor Indkast.dk, at jagten på en målmand har højeste prioritet. Tidligere har FC Nordsjællands Thomas Villadsen været rygtet til klubben, men det er indtil videre forblevet ved rygterne.

Længere fremme på grønsværen er Viborg bedre stillet, men på det unge mandskab ville det fortsat pynte gevaldigt med et par erfarne forstærkninger til forsvaret samt midtbanen, hvor man har sagt farvel til garvede Razak Pimpong, der har fået et administrativt job i klubben. Ove Christensens angrebstropper ser særdeles spændende ud, hvor den klare førsteangriber er topscoren Thomas Dalgaard, der får konkurrence af den tidligere Hobro-duo Danilo Arrieta og Aleksander Stankov, som begge tidligere har vist inspirerende spil i Nordic Bet Ligaen. Det bliver spændende, at se om Ove Christensen tror på, at disse spændende bekendtskaber kan tage skridtet op på Superliga-niveau, eller om han sammen med Morten Jensen også jagter en forstærkning til fronten.


Forventninger til sæsonen
Hver Superliga-sæson bliver oprykkerne mødt med spådomme om begrænset levetid i ligaen, men i sidste sæson formåede de to nye i klassen, Randers og Esbjerg, at konstituere sig i rækken og leverede både flotte resultater i Superligaen og Pokalturneringen. I Viborg lader man sig dog ikke rive med af sidste års oprykkersucces og har overlevelse som det altoverskyggende mål, og ser Pokalturneringen som en bonus sideløbende med Superliga-kampene.

- Man kan have to overordnede mål som oprykker, enten at give fortabt eller overlevelse, og der er vi afklarede, det første vil være uambitiøst, så vi går selvfølgelig efter at fastholde positionen, udtaler Morten Jensen til Indkast.dk.

- Overlevelse er alfa omega, vi må se, vi tager en kamp ad gangen, og så må pokalen være en bonus. Det bliver en svær sæson, men når nu vi alligevel spiller kampene, så kan vi jo lige så godt gøre alt.

Morten Jensen bakkes op af sin anfører, Mikkel Rask, der dog på første træningsdag, da Indkast.dk snakker med forsvarsspilleren, er i rigtigt godt humør og god for en frisk kommentar.

- Nej, altså vi går efter top tre! Overlevelse er selvfølgelig målet, men det bliver svært – vi kører på med krum hals.

Der er ingen tvivl om, at Viborg går en svær sæson i møde, men chancerne for 'De grønnes' overlevelse i Superligaen afhænger meget af, om man formår at bygge videre på det holdsamarbejde og spillemæssige niveau, man leverede i sidste halvdel af Nordic Bet Ligaen samt, at man formår at tilføre holdet yderligere forstærkninger med en vis rutine. Netop rutine kan man vel sagtens kalde for Ove Christensens mellemnavn. Den erfarne træner har i flere tilfælde formået at overraske som 'underdog', tydeligste bevis på dette er Christensens tid i Randers, hvor han overtog et hold på renden af sammenbrud, men alligevel formåede han, at sikre holdets overlevelse på Superligaens sidste spilledag. Hvis nogen kan sikre Viborgs position i Superligaen, så er Ove Christensen manden.


Forventninger til bestemte spillere
Det har været meget kendetegnende for Viborgs mandskab, at sammenholdet og holdånden har båret dem en lang del af vejen mod Superligaen. Der er ingen tvivl om, at netop holdet er den største styrke hos midtjyderne, men skal man nævne profilerne hos de grønblusede vil topscoren Thomas Dalgaard unægteligt være svær at komme udenom. Den tidligere Skive-spiller har en fantastisk målnæse, der gang på gang har gjort ham til topscorer for sine respektive klubber. Med et gennemsnit på over et mål per anden Nordic Bet Liga-kamp angriberen har spillet, venter man i spænding i Viborg på, om han kan holde niveau i landets bedste række. Den tidligere udenlandsdansker er ikke i tvivl, da han bliver spurgt direkte hertil.

- Jeg føler, at jeg har været klar til det længe, men chancen har ikke været der. Det er den nu, og det ser vi alle frem til, udtaler Dalsgaard til Sporten.dk.

En anden spiller der har imponeret er midtbanestyrmanden Simon Nagel, der efter et mislykket ophold hos FC Hjørring (Nu Vendsyssel FF), igen har fundet spilleglæden hos sin tidligere arbejdsgiver. I Viborg er netop Nagel en spiller, man forventer sig meget af i den kommende sæson.

- Så vil jeg nævne Simon Nagel, han har haft en god udvikling her i Viborg, og ham kan jeg godt se som en nøglespiller i Superligaen, udtaler Morten Jensen.

Anfører Mikkel Rask er ikke meget for at snakke om eventuelle profiler blandt det stærke sammenhold, men fremhæver alligevel en ung spiller, som man bør holde et ekstra godt øje med i den kommende sæson.

Hvem bliver sæsonens Viborg-profil?
- Det er svært at sige. Der er mange gode unge spillere. Noget af det vi har vist, er at vi gør det godt som hold, så det er svært at sige.

Hvem skal man holde øje af nye bekendtskaber i Viborg til den kommende sæson?
- Lukas Jensen. Jeg tror også, at han har været inde omkring U-19 landsholdet. Han besidder nogle gode kvaliteter i forhold til moderne fodbold. Han er hurtig og udfordrende, udtaler Mikkel Rask således til Indkast.dk.


Hvem kommer i nedrykningsfare?
I Viborg er man ikke selv meget for at snakke om, hvem der ender som nedrykkere, man er tværtimod meget ydmyge og erkender den svære situation, som klubben selv står overfor i den kommende sæson.

- Der er jeg ikke nok med på Superliga-niveau til at svare på. Og transfervinduet er åbent lidt endnu, så det er svært. Men jeg håber og tror da på, at det ikke bliver Viborg, udtaler Morten Jensen.

Til gengæld er både Morten Jensen og Mikkel Rask entydigt klare i deres forventninger til den anden ende af ligaen, her tror begge på, at FCK genvinder det danske mesterskab.

I Viborg anerkender man altså, at man står overfor en hård kamp om overlevelse, og at en yderligere optimering af truppen er nødvendig. Ove Christensens unge mandskab har klaret sig imponerende flot igennem Nordic Bet Ligaen, men om de mange uprøvede kræfter kan følge med på Superliga-niveau er tvivlsomt, derfor vil man højst sandsynligt også se, Viborg præsenterer et par nye spillere inden transfervinduet lukker, men der er helt sikkert – som også Ove Christensen giver udtryk for – ikke optimalt, at forstærkningerne ikke er på plads så tæt på sæsonstarten. Til Viborg-truppens forsvar skal det siges, at man i opstarten to gange har spillet lige op med AGF, hvor det er blevet til et spinkelt nederlag og et uafgjort resultat.

Med en forholdsvis urutineret trup får Viborg det svært, men holdets styrke kan nå, at ændre sig meget endnu, og med Ove Christensen ved roret har de grønblusede en mand, der er garant for at kæmpe til sidste fløjt – så en ting er sikkert – i Viborg vil man kæmpe med næb og klør for overlevelse!

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder