Morten Toft

Hvor er trofæerne - Arsenal ?

Arsenal har ikke vundet Premier League siden sæsonen 2003-04. Alligevel tager klubben den med ro. Klubben har en strategi, der nok skal give gevinst.
Jens Lehmann, Lauren, Kolo Touré, Sol Campbell, Ashley Cole, Fredrik Ljungberg, Patrick Vieira, Gilberto Silva, Robert Pires, Thierry Henry og Dennis Bergkamp. Det var de navne der stod på holdkortet, da Arsenal suverænt sikrede sig det engelske mesterskab ved at gå ubesejret gennem sæsonen 2003-04.

Siden dengang har Arsenal ikke skabt samme frygt hos modstanderne, og bortset fra en FA Cup-titel i 2005 har klubben ikke vundet noget, siden stjernerne på ”The Invincibles”-holdet strålede.

De manglende triumfer har medført frustrationer hos Arsenals fans, der gang på gang må se deres elskede klub opbygge et hold, der er på nippet til at kunne konkurrere med de bedste, for derefter at sælge stjernespillerne til konkurrerende klubber. Dermed må Arsène Wenger starte på en frisk, hver gang en ny sæson sparkes i gang.

For at nævne nogle, så forlod Patrick Vieira klubben i 2005, Ashley Cole i 2006, Thierry Henry i 2007, Mathieu Flamini i 2008, Kolo Touré og Adebayor i 2009, Gaël Clichy, Samir Nasri og Cesc Fàbregas i 2011 og sidst... men ikke mindst Alex Song og Robin van Persie i 2012.

De mange stjerners farvel til klubben skyldes ofte, at de ikke har haft tålmodigheden til at vente på, at Arsène Wengers strategi skulle slår igennem. En strategi som går ud på at udvikle og forme helt unge talenter, vinde deres loyalitet og kærlighed til klubben, give dem chancen på førsteholdet og se dem vinde trofæer. Desværre for Arsène Wenger og Arsenal står andre klubber med en stor pose penge, og løfter om titler klar til at lokke stjernespillerne væk fra Arsenal, når de gang på gang fejler i forsøget på at vinde en titel.


År ét efter van Persie
Det startede ellers godt for Arsenal i den forgangne sæson. Et enkelt nederlag i 10 kampe skabte en fornyet tro på, at klubben kunne klare sig uden holdets helt store stjerne, Robin van Persie, der skiftede til Manchester United for at vinde titler. Anfører Arteta så også lyst på tingene i starten af sæsonen, da han blev spurgt om holdets nyindkøbte spillere - Lukas Podolski, Santi Cazorla og Olivier Giroud.

- Poldolski kommer med så meget erfaring og en vindermentalitet. Det tog ham ingen tid at falde til. Santi har overrasket mig, fordi han hurtigt har været i stand til at dominere kampene. Giroud giver os nye muligheder oppe foran, fordi han er så fysisk stærk, sagde Arsenal-kaptajnen til Four-Four-Two.

Den gode start på sæsonen holdt dog ikke hele vejen igennem. Det endte med syv nederlag i Premier League, hvilket resulterede i en fjerdeplads og en plads i kvalifikationen til Champions League.

Det kunne dog være blevet til mere for Arsenal, hvis de havde sikret sig mere end blot to point i de seks kampe, de spillede mod Manchester United, Manchester City og Chelsea – de tre topklubber. Men her kommer den konstante udskiftning af stjernespillere og den manglende erfaring hos de unge spillere måske ind i billedet. Mere rutine og et sammenspillet hold ville unægteligt føre til et hold, der kan modstå presset i de helt store kampe.

Arsenal tabte kun to kampe mere, nemlig mod Swansea og ærke-rivalerne fra Tottenham. Stabiliteten har derfor været til stede på trods af et hold, hvor to markante profiler forlod holdet, og tre nye skulle spilles ind på holdet.


Stjernerne skal sikres
De tre nyeste indkøb, Cazorla, Podolski og Giroud, ser efterhånden ud til at have fundet sig tilrette. Det vigtige for Arsène Wenger hen over sommeren bliver derfor at holde fast i sine stjernespillere og forsikre dem om, at de kan vinde trofæer i Arsenal, hvis de blot giver projektet tid. Derudover skal franskmanden nok have pungen op af lommen og hente en spiller fra øverste hylde, hvis ”The Gunners” skal have chancen for at følge med Chelsea og de to Manchester-klubber.

Det er dog ikke penge, der mangler. Ifølge analyser fra Arsenal Supporters' Trust har klubben i øjeblikket omkring 610 millioner kroner at købe spillere for. Dermed skulle det være muligt for Wenger at købe en forstærkning til holdet, hvis han ønsker det. Spørgsmålet er, om han er interesseret i det. Måske vil han hellere følge sin strategi og investere pengene i talenter, som skal slå til om et par år - eller er Wenger bare glad for at holde på pengene?

- Jeg har studeret økonomi, men jeg er ikke nogen revisor. Jeg interesserer mig slet ikke for den del – det er fodbold, jeg elsker. Men hvis man vil have råd til at betale lønningerne i slutningen af måneden, skal der være penge til det. Så simpelt er det, siger Wenger.

Indtil videre er der ikke sket de helt store forandringer på Arsenals hold. Den mest bemærkelsesværdige ændring er, at Andrey Arshavin ikke har fået forlænget sin kontrakt og derfor vender tilbage til Zenit Sankt Petersborg. Og det er nok ikke så stort et tab, når man ser på russerens svingende præstationer.

Det eneste indkøb indtil videre er købet af den 20-årige franskmand Yaya Sanogo, som lige er kommet til fra Auxerre. Der er her tale om et talent, så indtil videre fortsætter Wenger stilen med at slibe uslebne diamanter. Vedvarende rygter sender dog Real Madrids Gonzalo Higuaín til Arsenal, så måske har Arsène Wenger tænkt sig at bruge nogle af de mange millioner, der står i banken. Lige gyldigt hvad franskmanden foretager sig i sommerens transfervindue synes en ting at være uhyre vigtig – ingen stjernespillere må forlade klubben.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER