Matias Rona

”Rossoneri” – Et hold under genopbygning

AC Milan sagde sidste sommer farvel til ti bundrutinerede spillere, hvilket gav holdet store problemer med en meget ung trup i starten af sæsonen.
AC Milan, vinder af det italienske mesterskab atten gange, men i øjeblikket i en genopbygningsfase som var ved at koste træner Massimiliano Allegri jobbet i sæsonen 2012/2013. Holdet havde nemlig forud for den netop overstået sæson sagt farvel til hele ti rutinerede spillere, som ville have pyntet på de fleste hold.

Gianluca Zambrotta på 35 år, Massimo Oddo på 36 og Pipo Inzaghi på 38 stoppede alle tre karrieren inden sæsonen 2012/2013. Desuden mistede holdet Gennaro Gattuso på 34, Mark van Bommel på 35, Alesandro Nesta på 36, Clarence Seedorf på 36, Thiago Silva på 27, Antonio Cassano på 30 og Zlatan Ibrahimović på 30. Derudover mistede Serie A-klubben også Alberto Aquilani, da hans lejekontrakt udløb.

Afgangen af de mange stjerner gav en dårlig sæsonstart for Rossoneri, og holdets træner Massimiliano Allegri brokkede sig også over spillermaterialet, hvilket var tæt på at få den 45-årige træner fyret. Allegri blev dog og måtte gå på kompromis med sit foretrukne 4-3-1-2 system og i stedet begynde at spille 4-3-3. Det hjalp langsomt ”Rossoneri” i gang.

Det gamle klubkoryfæ Paolo Maldini var heller ikke synderligt begejstret for, hvad der skete i klubben i efteråret. Det gav han udtryk for i et interview med avisen Repubblica Sport i december.

- Tolv spillere med store personligheder forlod klubben denne sommer, og holdets havde en svær start på sæsonen. For mig ser det ud som om, holdet ikke har nogen plan for fremtiden, sagde Paolo Maldini altså i december.

Men ifølge klubben selv, så har man en plan. Milan har i flere år været plaget af dårlig økonomi, og for et år siden måtte holdets præsident, Silvio Berlusconi, selv dække et hul i klubkassen på 500 millioner kroner. Holdets salg af de to verdensstjerner, Zlatan Ibrahimović og Thiago Silva til franske Paris Saint-Germain, skete også for at komme af med to yderst løntunge herre. Derfor er Milans plan nu, at de vil satse på ungdom og økonomisk ansvarlighed, og det sker med et fokus på den ungdomsmodel, man kører med i hollandske Ajax, siger fodboldekspert Niels-Christian Frederiksen til tidsbladet.

- Tanken er, at de vil gøre ligesom Ajax, men på et højere niveau. Planen er, at de vil spille 4-3-3 fremover. De er ekstremt opmærksomme på, hvad der rører sig i Europa og især i Italien med hensyn til unge spillere, siger Niels-Christian Frederiksen.

Tilbage i december gav Paolo Maldini udtryk for, at man nok skulle vente til efter vinterens transfervindue med at vurdere klubbens chancer. Det fik han ret i, fordi holdet gik ud i januar og smed omkring 180 millioner kroner efter den kontroversielle italiener Mario Balotelli. Det indkøb var med til at sikre milaneserne et flot forår, som kulminerede med, at man sikrede sig kvalifikation til næste års Champions League. Købet af Balotelli gjorde det nemlig muligt for Allegri at spille med tre meget talentfulde folk på toppen, i form af Stephan El-Shaarawy og M'baye Niang som to offensive fløje med Balotelli i midten som frontløberen, og det har vist sig som en yderst farlig trio.

Netop de to andre unge offensivspillere er symbolet på den satsning Milan har gang i. El-Shaarawy bar nærmest holdet på sine tyve-årige skuldre i efteråret, hvor han lavede fjorten mål i atten kampe for holdet. Den unge italiener foretrækker ikke at få alt for meget opmærksomhed, og han tiltrækker sig heller ikke den store opmærksomhed uden for banen. På det punkt er han et modstykke til sine to angrebskollegaer M'baye Niang og Mario Balotelli. Balotellis liste over uheldige episoder er jo langt som et ondt år, og den blot atten-årige Niang blev i efteråret idømt tre måneders karantæne fra fransk landsholdsfodbold, efter han havde taget i byen under en U/21-landsholdssamling. Men netop det at de to problembørn kan tiltrække sig mediernes søgelys kan vise sig at være godt for Milan, da det passer El-Shaarawy godt.

På venstrebacken har Milan også udklækket et ungt talent i denne sæson. Den blot tyve-årige Mattia De Sciglio har spillet hele 27 Serie A-kampe for klubben i sidste sæson, hvilket også har givet ham debut på det italienske landshold. Generelt er omstillingen fra en gennemrutineret trup til en meget ung trup også gået langt bedre, end man havde håbet på i domkirkebyen, mener Niels-Christian Frederiksen.

- Ungdomsrevolutionen er gået meget hurtigere end de overhovedet havde turde forestille sig, efter salgene af Thiago Silva og Zlatan Ibrahimović, siger Niels-Christian Frederiksen til Tipsbladet.

Så selvom AC Milan har skåret kraftigt i deres lønudgifter, så har de altså klaret sig ganske fornuftigt igennem sæsonen 2012/2013, og de vil formentlig være at finde i næste sæsons Champions League, selvom de lige skal igennem en kvalifikationsrunde først.

Holdet skal i næste sæson forsøge at mindske det hul, der er op til Juventus, som endte hele femten point foran. Men med et ungt hold, der kun ser ud til at blive bedre, så ser det ikke umuligt ud for Milan, og hvis de forbedrer sig med den fart, de har gjort i den overståede sæson, så vil det kun være et spørgsmål om tid, før ”Rossoneri” igen får lov til at bære Scudettoen på den røde og sort stribede-spillertrøje.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER