LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Torsten Brix

Græsk Tragedie

Den økonomiske situation i Grækenland har sendt to topklubber i krise, men værst ser det ud for AEK Athen, der har en gæld på hele 300.000.000 kroner, og er rykket ud af Super League. Det ligner en konkurs for storklubben.
Siden 1989 er ingen af de tre græske storhold – AEK, Olympiakos og Panathiakos – sluttet uden for top 5… Sådan kunne man have sagt inden den netop afsluttede sæson for den græske Super League.

Det har nemlig været alt andet end “Super” for de tre storhold i denne sæson. Olympiakos vandt godt nok deres mesterskab nr. 40, men de to andre hold befinder sig en næsten ubeskrivelig krise, hvor hovedtemaet omhandler dårlig økonomi og sportslig nedtur.

Meget peger i retning af, at AEK Athen kommer til at gå konkurs, og dermed bliver sendt en tur i den græske 3. Division. Det betyder måske heller ikke så meget for klubben, der i forvejen var dømt til nedrykning på en næsten umenneskelig facon.

For efter voldsomme tilskueruroligheder blev AEK Athen fratrukket tre point efter den falmede storklubs kamp mod Panthrakikos Komotini. Pointstraffen gjorde, at AEK rykkede ned - med præcist de tre point op til nedrykningsstregen.

Dermed rykkede AEK ud, og græsk fodbold mistede en af de mest traditionsrige klubber i det økonomisk trængte land. Klubben, der blev dannet i 1924 af flygtninge fra Konstantinopel, har vundet hele 28 græske mesterskaber og 14 pokaltitler, men på det seneste har klubben været påvirket af voldsomt kaos. Alt for mange ledere, trænere og bestyrelsesmedlemmer har været omkring klubben den sidste håndfuld år.

For tiden skulle klubben have en gæld på over 300 millioner kroner, og det er et resultat af al balladen. Den tidligere præsident – Makis Psomiadis – står overfor en retssag, hvor han står tiltalt for at have taget 40 millioner kroner af klubkassen, men anklageskriftet indeholder desværre også ordet ”Match-fixing”.

Efter Psomiadis blev sparket ud af klubben, blev to tidligere spillere ansat. Thomas Mavros skulle være ny præsident og Vangelis Vlachos blev træner, men den løsning varede heller ikke længe, men inden afskeden summede Vlachos klubbens problemer meget rammende op.

- Vi skal have ændret AEK… Holdet skal være kendt for deres spil på banen i stedet for, at folk har ondt af os. Vores mål må være, at AEK genvinder deres respekt og ære.

Det lykkedes ikke… og efter Vlachos og Mavros' afgang kom Ewald Lienen til. Hans første gerning var at fjerne spillernes hotelovernatning inden kampdage for at udbetale løn til de spillere, der havde størst problemer med at betale deres regninger i privatøkonomien – men det krævede langt mere end dette tiltag. Spillerne har manglet løn længe, og holdets store angrebstalent Michalis Pavlis har tidligere sagt til fodboldmagasinet ”Goal”:

- Spillerne modtager ikke løn, hvordan kan man arbejde uden løn og forsørge sin familie? Mange af spillerne har ikke benzin på deres bil, så de kan komme til træning.

Midt i det økonomiske rod blev AEK udelukket fra europæisk fodbold af UEFA, og i december blev det for meget for klubbens meget passionerede fans. Fansene udsendte en pressemeddelelse, hvor de næsten truede klubben. De skrev blandt andet:

- Vi ønsker at stoppe den ydmygelse af vores barndomskærlighed. Vi tager nu sagen i vores egne hænder og stiller et ultimatum til klubbens ledelse.

Heldigvis kom der ikke mere ud af truslerne fra klubbens fans, men ondt er sidenhen blevet værre. For ikke nok med at klubben sluttede under nedrykningsstregen… meget tyder også på, at klubben kommer til at gå konkurs – så det ender med en græsk tragedie, der bygger på den grundantagelse, at vi ikke selv er i stand til at påvirke vores skæbne, da guderne allerede har bestemt vores straf.

Nu er det næppe guderne, der har bestemt AEK's skæbne, men derimod skyldes det nationens håbløse økonomi, som næsten er ligeså elendig, som det er tilfældet hos den tidligere storklub – AEK Athen!

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder