Torsten Brix

- Hamburg, meine Perle

HSV blev ydmyget imod deres rivaler fra Sydtyskland, men hvordan blev blamagen oplevet, og hvordan har fansene det egentligt med Frank Arnesen. Indkast.dk tog til Hamburg for at finde svarene…
Midt inde i Hamburgs centrum kan man finde en lille oase – Restaurant Hofbräu. Et sydtysk spisested med alt hvad der dertil hører af de stolte traditioner fra München. Øl i literglas, tyrolermusik, storbarmede servitricer og tallerkner med masser af svinekød. Dette sted har de sidste uger på pudsig vis haft en betydning for tysk fodbold.

For selvom man befinder sig i storbyen Hamburg, virker det provokerende, at “storbroderen på fodboldbanen” skal være så synlig – midt i Hamburg. Dette blev udstillet for 14 dage siden, da Bayern slagtede Hamburg med 9-2. En kamp hvor Arjen Robben, Franck Ribery & co førte 7-0 efter 54 minutters spil. På Hofbräu siger barchefen Jochen Müller om kampen og den øjeblikke store forskel imellem Nord og Sydtyske fodbold:

- Vi havde til kampen 700 gæster, der så kampen på storskærme, og stemningen var selvfølgelig helt unik. Mange af vores gæster blev, her midt i Hamburg, meget hånlige som kampen skred frem. Det hele er dog meget enkelt for tiden. HSV og Bayern München er ikke fra den samme liga for tiden.

HSV startede sæsonen skidt og tog kun én sejr i de første fem Bundesliga-kampe, men efterfølgende gjorde en masse gode kampe, at fansene var begyndt at tale om Champions League i næste sæson, men disse samtaler forstummede omkring Bayern-kampen. For udover den smertelige Bayern-lussing tabte HSV også til Augsburg og Freiburg – begge kampe endda på hjemmebane. Nok engang afstedkom de dårlige resultater et stort fokus på klubbens danske sportsdirektør Frank Arnesen, hvis kontrakt udløber i 2014. Mange forventede ikke, at den tidligere danske landsholdsspiller ville komme til at fuldføre den kontrakt, men det forstår den store Bayern-fan Jochen Müller ikke.

- Hvis man kigger på HSV's økonomiske formåen, og de spillere som har forladt klubben, mener jeg faktisk, at Frank Arnesen har gjort det godt. Hvad skulle han gøre? Grundet dårlig økonomi var klubben nødt til at skille sig af med mange af deres store profiler og løntunge spillere. Arnesen har forsøgt at hente uprøvede kræfter til Hamburg, og det er han vel lykkedes rimeligt med, siger Müller til Indkasts udsendte.

Spillere som Frank Rost, Piotr Trochowski, Ze Roberto, Ruud van Nistelrooy og Joris Mathijsen har fornyelig forladt Arnesens trup, mens erstatningerne har været unge og uprøvede. Flere af disse har dog gjort det godt… 21-årige Jeffrey Bruma har spillet solidt i 17 Bundesliga-kampe, men Arnesens navn er også vedhæftet skuffelser som Slobodan Rajkovic og Paul Scharner. I den aktuelle status er det dog ikke de dårlige – og billige – spillerindkøb, der er Arnesens største problem. Spillet er ikke godt…

Sportschefen og træner Torsten Finks har nemlig ikke formået at skabe balance imellem de unge spillere og de etablerede navne som målmanden Rene Adler, anføreren Heiko Westermann og superstjernen Rafael van der Vaart. Sidstnævntes turbulente privatliv – senest med en affære med Sabia Boulahrouz, hvilket efternavnet indikerer, hvem hun er fraskilt fra – gør jo ikke de dårlige resultater lettere af kapere.

Efter nederlaget til Freiburg bragte Sportsbild en belastende artikel for Arnesen og HSV. Det anerkendte sportsmagasin holdt de statistiske dårlige tal fra Freiburg-kampen, blandt andet med en meget høj fejlafleveringsprocent, op imod det faktum, at HSV i denne sæson er det hold i Bundesligaen, der har brugt tredje flest penge på nye spillere – kun overgået af Bayern München og Gladbach. Samtidigt med dette kom der en hård kritik fra HSV-legende Horst Hrubesch, og Adler svarede den tyske presse med denne spydige kommentar:

- Det kan I spørge de unge spillere efter… på vores hold!

I den føromtalte artikel i Sportsbild gav HSV-bossen Carl-Edgar Jarchow opbakning til træner Fink, hvilket efterlader et endnu større pres på Frank Arnesen, men skulle Europa League-deltagelsen glippe til næste sæson, vil oddsene på en dansker-fyring falde yderligere. Tilbage på Restaurant Hofbräu er Jochen Müller blevet mere beskeden, når han skal kigge ind i fremtidens glaskugle:

- Jeg tror, at Bayern München vinder fem mesterskaber indenfor de næste ti år, da de andre hold i Bundesligaen i de kommende år vil komme tættere på rent sportsligt, men ingen af de restende fem år giver nogen titel til HSV.

Det er svært at være uenig efter en weekend i Hamburg… hvor det mest overraskende er oplevelsen af det had, der findes imellem Nord- og Sydtyskland i Bundesligaen… blandt andet midt i en Bayern-oase i Hamburg. Her bliver der ikke sunget med på én af Bundesligaens bedste hymner – “Hamburg, meine Perle”, som afsluttes på følgende måde:

Oh, Hamburg, meine Perle
Du wunderschöne Stadt
Die zweite Liga ist mein Leben
Du bist die Stadt, auf die ich kann
auf die ich kann...


Det læser brugerne på INDKAST lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER