Torsten Brix

- Football is Roman-tic again…

Klubikonet Riquelme vendte tilbage til Boca Juniors – på forunderlig vis – men det er gået skidt for superstjernen, da intern uro ulmer og de sportslige resultater er forfærdelige.
For en måned siden løb den argentinske superstjerne - Riquelme - ind på Boca Juniors legendariske stadion – La Bombonera - i Buenos Aires. Den 34-årige fodboldpersonlighed havde den letgenkendelige blå/gule dragt med “10-tallet” på ryggen, og ydermere havde Riquelme anførerbindet omkring den venstre arm…

At en superstjerne fører Boca Juniors ind til kamp, er ikke unormalt, da klubben har haft masser af profiler som Carlos Montoya, Claudio Caniggia, Diego Maradona, Carlos Tévez, Fernando Gago, Martin Palermo og Walter Samuel. Men kigger man nærmere på Riquelme, er der masser af historier forbundet med hans entre i sidste måned.

For otte måneder siden tabte Boca Juniors Libertodores-finalen til Corinthians, og efter kampen var det forventet, at Riquelme ville annoncere sit karrierestop, men på det efterfølgende pressemøde kom hovedpersonen med en speciel udmelding.

- Mit engagement er stadig stort. Jeg gider ikke spille på halv styrke. Jeg har spillet i 16 år og føler ikke, at jeg har mere at byde på. Lige nu har jeg mest lyst til at tage hjem og kramme mine børn samt hænge ud med vennerne. Men jeg føler, at jeg spiller bedre end nogensinde, så hvis der er en klub… så sig til. Så tager vi en snak…

Mange klubber opsnappede den tidligere Barcelona og Villarreal-spillers kommentar. Brasilianske Palmeira hævdede efterfølgende, at de havde en mundtlig aftale med Riquelme, mens også hans barndomsklub Juniors og den lokale klub – Tigre – meldte sig på banen, men en smule overraskende vendte han tilbage til den alsidige sportsklub – Boca Juniors, som han altså kort forinden havde forladt under stort tumult. Baggrunden for det underlige comeback skal måske findes i det enorme pres, som fulgte, da Boca-fansene skulle forholde til at se “deres” Riquelme spille for en anden klub, og klublegenden Diego Maradona kom da også med en hård udmelding:

- Riquelme har forrådt de 75 procent af landets befolkning, som er Boca-fans.

Veteranen Juan Roman Riquelme genoptog karrieren hos den argentinske klub, men det har bare vist sig ikke at være en særlig god ide, for sæsonens første syv kampe har kun givet én sejr og taget de hensyn, som det virkede til, at Riquelme fik gennemtrumfet, står han overfor stor ballade i den kommende tid, hvis ikke resultaterne ændrer sig – meget snart!

I 2009 blev den meget disciplinære træner Julio Falcioni ansat hos Boca Juniors, men selvom flere af de ti titler, som Riquelme har vundet med Boca Juniors, har været sammen med den iltre træner, har de været som hund og kat. I forbindelse med Riquelmes seneste kontraktunderskrivelse af kontrakten, der løber indtil 2014, udløb Falcionis kontrakt i uhørt stilhed, og Carlos Bianchi blev i stedet indsat. Forinden var det kommet frem, at Bianchi og Riquelme havde været tæt på at skifte til amerikanske Chivas, men dette fik Boca-præsident Daniel Angelici afværget, selvom der var meget i gære. I januar mødte Riquelme blandt andet op til Boca Juniors første sæson-træning, men gik uden at være omklædt og med følgende kommentar:

- Jeg elsker denne klub, men jeg har givet mit ord til nogle andre!

Noget må præsident Angelici have gjort, for Riquelme har altså startet 2013 i Boca Juniors, hvor han har spillet hele sin professionelle karriere fra 1996 indtil nu – bortset fra tiden i Europa, hvor han var fra 2002 til 2007. Så alt i alt har Riquelme været et dusin år i Boca, og hans loyalitet er blevet belønnet. På Boca Juniors-museet blev der i sommeren 2011 opført en stor status af den elegante “10'er”, men for tiden er Riquelme ved at ødelægge sit eftermæle. Det sportslige halter i storklubben, og derudover er holdkammeraterne ikke tilfredse med den 34-årige superstjerne. Midtbanekollegaen Leander Samoa har tidligere sagt:

- En anfører er vigtig, men det er holdet altså også, og det ville være bedre, hvis anføreren og holdet arbejdede i samme retning.

Så der er enormt pres på Juan Roman Riquelme, men det er gået galt fra starten af denne sæson. Den føromtalte debutkamp var en hjemmekamp imod Union de Santa Fe, der inden kampen var uden sejr i 26 kampe. Trods denne vanvittige statistik endte de med at vinde 3-1 på selveste La Bombonera. Alligevel kunne man blandt de 49.000 tilskuere se bannere med indhold som:

- Football is Roman-tic again…

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER