Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Casper Pedersen

PSV Eindhoven – Snubler de igen?

Den hollandske mastodont PSV har i fire år måttet se rivalerne løbe af med mesterskabstitlen, men i år skal medaljerne tilbage til Eindhoven.
- Med tolv kampe igen skærper kapløbet om mesterskabet til, men igen, vi føler os sikre på os selv!

Sådan udtaler PSV-træner Dirk Advocaat om den tilspidsede mesterskabskamp i Æresdivisionen, et mesterskab som den traditionsrige klub hungrer efter, ovenpå fire års mesterskabstørke. Det er bestemt ikke noget, man er vant til i Eindhoven, hvor spillere som Romario, Ronaldo og v. Nistelrooy igennem historien har ført holdet frem til store sejre såvel nationalt som internationalt.

For at gøre ondt værre, er det de sidste to sæsoner ærkerivalerne fra Ajax, der er løbet af med titlen. Den mangeårige rivalisering mellem disse to har været, og er fortsat et kendetegn og tilbagevendende højdepunkt i Æresdivisionen.

Med indgangen til klubbens 100 års jubilæum, og den slagne statistik in mente, blev alt derfor før denne sæson sat ind på at tilbageerobre mesterskabstitlen. Med udmeldingen om de høje forventninger, hentede man før sæsonen bl.a. den rutinerede klublegende Mark v. Bommel hjem, stortalentet Luciano Narsingh i Heerenveen og danske Matias 'Zanka' Jørgensen i FCK. Endvidere genansatte klubben, efter at man i sidste sæson fyrede cheftræner Fred Rutten, klubbens tidligere succestræner Dirk Advocaat, en træner der er kendt for sin store vindermentalitet og høje krav til spillernes professionelle tilgang,

Klubben fra Philips Stadion formåede ikke blot at hente markante spillere ind, men også at holde på egne nøglespillere, hvorfor PSV kunne gå ind til sæsonen med stor bredde i truppen. Især det at man formåede at holde på eftertragtede spillere som Toivonen, Lens og Martens var vigtigt for klubben. Det samme formåede rivalerne fra Ajax ikke, hvor man i defensiven måtte vinke farvel til den store stjerne, anfører og forsvarsgeneral Vertonghen samt det unge stjerneskud van der Wiel.

Det var derfor med spænding i en intens atmosfære, at spillerne gik på banen til sæsonens første kamp, hvor man i Johan Cruyff Schaal, den hollandske Super Cup, stod overfor netop mesterholdet Ajax Amsterdam, som forsvarende pokalvindere. En vigtig generalprøve før sæsonen, der viste sig at vende tommelfingeren op for mesterskabshungerende PSV, der udstillede den udskiftede Ajax-defensiv, og vandt kampen med 4-2 over de evige rivaler.

På trods af den flotte Super Cup-sejr kom PSV hurtigt ned på jorden igen, da man i sæsonpræmieren på udebane tabte 3-2 til upåagtede Waalwijk. Herefter så provinsklubben sig dog ikke tilbage, og tabte i de næste tolv kampe kun en enkelt, med flotte sejre over blandt andet Feyenoord, Heerenveen og AZ Alkmaar.

Udover sejrene skabte holdet i denne periode mange spillemæssige lyspunkter, hvor specielt Dirk Advocaats tre-mands-midtbane, bestående af v. Bommel, Strootman og Wijnaldum imponerede, med en klar rollefordeling der dannede balance på holdet. V. Bommel som den defensive balancespiller, Strootman som to-vejs-dynamo og Wijnaldum som midtbanens kreative og offensive element. Svenske Toivonen delte i denne periode spilletiden med Wijnaldum, men nåede ikke fra start samme høje niveau som i den forgangne sæson, og senere satte en skade svenskeren ud af spillet, hvilken han netop er tilbagevendt fra.

Midtbanen skabte sammen med et stabilt spillende forsvar, fundamentet for at PSVs tre-mands-angreb frit kunne boltre sig, hvilket gav nogle flotte storsejre i starten af sæsonen. Specielt de to 'brede' angribere Narsingh og Martens imponerede stort, mens spilletiden som central angriber blev delt ligeligt mellem skarpretterne Lens og Matavz.

Ovenpå den gode periode med flot spil og storsejre, begyndte der at komme grus i maskineriet hos de tidligere Europa Cup-vindere anno 1988, og man løb ind i nederlag til både Vitesse og mesterskabsrivalerne fra Ajax. I samme periode kunne de trofaste fans af Eindhoven-klubben, endvidere se deres spillere kæmpe forgæves i kampen om videre færd i Europa League, hvor en 3-1 sejr i sidste kamp ude mod Napoli ikke var nok, da holdet tidligere i turneringen havde leveret skuffende præstationer imod både ukrainske Dnipro og svenske AIK Stokholm.

Ude af Europa og inde i en dårlig stime var det med ryggen mod muren, at PSV-spillerne hjemme tog imod topholdet Twente med Steve McClaren i spidsen. Dirk Advocaats tropper gjorde frygten for nederlag til skamme, og sendte Twente hjem med en sæk på 3-0. På trods af den flotte reaktion på det, der lignede starten på en skidt stime, har PSV ikke sidenhen fundet samme stabile resultatmæssige form som før denne række af dårlige resultater. Efterfølgende har man i nogle kampe spillet modstanderne agterud, skaffet point mod tophold som Vitesse og Feyenoord, men også leveret skuffende resultater mod blandt andet NEC og Zwolle. Til Eindhoven-klubbens held har forfølgerne i mesterskabskampen haft lige så svært ved at holde en stabil form, hvorfor klubben fortsat indtager førstepladsen med 3 point ned til Ajax på andenpladsen. Den tætte kamp om titlen kan derfor nemt blive et spørgsmål om hvem der først finder den stabile form frem, og dernæst viser sig stærkest i de indbyrdes opgør.

At det spillemæssige af og til har været for svingende, har Dirk Advocaat ladet sine spillere vide, hvilket blandt andet er gået ud over danske 'Zanka', da Advocaat ifølge De Telegraaf udtalte.

- Jeg vil gerne sige, at 'Zanka' gør det godt, men det er ikke tilfældet. Han skal forbedre sig på mange områder. 'Zanka' har ikke været god nok til træning og i kamp.

Der er ingen tvivl om at Advocaat kræver det ypperste af sine spillere, og det er lige netop, hvad han får brug for når mesterskabet skal afgøres.

Det er med stor spænding blandt klubbens tilhængere, at man går ind til den sidste tredjedel af sæsonen, en periode hvor de i de sidste fire år har måtte se deres mandskab tabe pusten i mesterskabsopgøret, et opgør som alle i Eindhoven og omegn er enige om, skal vindes denne gang i klubbens jubilæumsår. En sæson der gerne skulle huskes for store bedrifter helst hjemtagelsen af 'The double', som klubben stadig kan opnå ved deres fortsatte deltagelse i pokalturneringen.

Allerede søndag kan Philips-drengene tage et vigtigt skridt i dette opgør, når de drager til Rotterdam for at møde Feyenoord, i en kamp, hvor de for alvor kan hægte Rotterdam-klubben af i titelræset, og bringe sig 9 point foran Jon Dahl Tomassons tidligere klub på fjerdepladsen. Samtidigt møder de dobbelte-forsvarende mestre Ajax hjemme i Amsterdam den noget svagere modstander Den Haag, dermed er presset stort på PSV, der med et nederlag og forventet sejr til Ajax vil være hentet på førstepladsen.

Har det unge hold fra Eindhoven, hvad der skal til i denne sæson. Eller vil de som snart vanen tro bukke under for presset, når kampen om metal spidser til?

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER