Fodbold nyheder

Optakt: Real Madrid - Liverpool

Af Jacob Bøgen Clausen

Finaledag! Pokalen med de store ører er på spil, når Real Madrid og Liverpool dyster i Kiev.

Kommentar:

Den ukrainske hovedstad, Kiev, danner lørdag rammen om klubfodboldens fineste finale, når Real Madrid og Liverpool mødes i Champions League-finalen på det Olympiske Stadion.

De to finalehold er tilmed de to mest scorende i dette års turnering, hvor Liverpool har stået for 40 mål, mens Real Madrid har nettet 30 gange. Der er derfor lagt op til et offensivt festfyrværkeri, når Salah, Firmino, Mané, Ronaldo og Benzema løber på banen i Kiev.

Real Madrid er i finalen for tredje år i træk – og for fjerde gang på fem sæsoner. 'Kongeklubben' må derfor siges at stå i en vant situation, hvor alt cirkus før, under og efter kampen nærmest er hverdag for spillerne.

Zinedine Zidanes mandskab har dog ikke haft den bedste sæson, og det er derfor også en smule overraskende, at spanierne står i finalen igen. I den hjemlige La Liga blev det blot til en tredjeplads, mens man røg ud til Leganes over to kampe i pokalturneringen.

Barcelona stak hurtigt fra Madrid i La Liga, og siden da har Champions League været det altoverskyggende mål for hovedstadsklubben. I gruppen blev det til en andenplads efter Tottenham, og siden knockoutfasen kan det ikke siges, at de forsvarende Champions League-vindere har haft en nem vej.

Først blev Paris St-Germain slået ud, mens Juventus blev sendt samme vej i kvartfinalen. Det holdt dog hårdt, da Madrid efter en sikker 3-0-sejr i Torino, smed det hele på gulvet på Bernabéu. Et straffespark i sidste øjeblik gjorde dog, at Ronaldo forhindrede den forlængede spilletid ved at reducere til 1-3.

I semifinalen blev Bayern München ekspederet ud ved hjælp af en yderst effektiv offensiv. Madrilenerne var i knæ i begge kampe, men store redninger af Keylor Navas og personlige fejl fra tyskerne var med til at sende Real Madrid til Kiev.

Liverpool har været mere stabile i sine præstationer i Champions League. De vandt gruppen foran Sevilla, mens FC Porto på sikker vis blev slået ud i 1/8-finalen. En fantastisk hjemmekamp mod Manchester City i kvartfinalen, der endte med en 3-0-sejr, blev fulgt op af en 2-1-sejr på Etihad, og dermed var semifinalepladsen sikret.

Her blev AS Roma trukket op af bowlen, og igen var Anfield ramme for en fantastisk fodboldkamp, hvor sæsonens helt store oplevelse, Mohamed Salah, med to mål grundlagde den flotte 5-2-sejr mod sine tidligere holdkammerater. Liverpool var foran med 5-0 indtil kort før tid, men to mål fra italienerne gav lidt malurt i bægeret for Klopp, der endnu ikke kunne fejre finalepladsen.

Det kunne de efter kampen i Rom, der blev tabt med 2-4, men holdet var aldrig rigtig tæt på at ryge ud.

Det bliver i særdeleshed spændende at følge de mange dueller på banen, hvor Real Madrids forsvar i lang tid har set usædvanligt usikkert ud. På trods af det har de alligevel formået at spille sig hele vejen til finalen, men Liverpools effektive kontramaskine – og ikke mindst Mohamed Salah – må for alvor kunne skade de bagerste geledder hos Madrid.

Liverpool har selv været tvivlsomme i forsvaret, men med tilgangen af Virgil van Dijk er stabiliteten vokset hos 'The Reds,' hvor også Loris Karius er vokset med ansvaret i kassen. De holdt blandt andet Manchester City fra scoringer hjemme på Anfield i kvartfinalen.

Midtbanen må alt andet end lige tilhøre Madrid, hvor Toni Kroos, Casemiro og Luka Modrić er en skræmmende god trio, og det er nok her spanierne overmatcher den engelske modstander. Zidane og co. skal højst sandsynlig vinde kampen herfra ved at sætte sig på begivenhederne fra start, da Liverpool i starten af kampene mod både City og Roma virkede en smule rystede.

Cristiano Ronaldo og Karim Benzema kommer til at starte, men om det bliver Marco Asensio, Lucas Vazquez eller Gareth Bale, der tager den tredje plads er svært at spå om. I kampene mod Bayern München var Asensio den bedste af de offensive kræfter, hvor Ronaldo var usynlig over to kampe.

Karantæner og skader:
Real Madrid har alle mand klar.

Liverpool må se bort fra Alex-Oxlade Chamberlain, Joe Gomez og Joel Matip, mens Emre Can er tvivlsom.

Forventede startopstillinger:

Real Madrid:



Liverpool:



Bud på kampens profil:

I en finale er der altid mange om buddet, men vi vælger Mohamed Salah. Egypteren har været fænomenal for Liverpool i denne sæson, og er en af hovedårsagerne til, at englænderne har haft en så god sæson. Han kan blive utrolig giftig i omstillingerne, hvor Marcelo ofte løber med frem, og derfor ikke er at finde i defensiven.

Bud på kampens resultat:

Liverpool stopper Real Madrids stime og vinder med 3-1. Spaniernes usikre og til tider hovedløse offensive spil kommer til kort mod et mere klogt Liverpool-mandskab.

Formkurve:
Real Madrid:U-V-T-U-U
Liverpool:V-T-T-U-V


Seneste kampe Real Madrid:
2018-05-19VillarrealReal Madrid2 - 2
2018-05-12Real MadridCelta Vigo6 - 0
2018-05-09SevillaReal Madrid3 - 2
2018-05-06BarcelonaReal Madrid2 - 2
2018-05-01Real MadridBayern München2 - 2


Seneste kampe Liverpool:
2018-05-13LiverpoolBrighton4 - 0
2018-05-06ChelseaLiverpool1 - 0
2018-05-02RomaLiverpool4 - 2
2018-04-28LiverpoolStoke0 - 0
2018-04-24LiverpoolRoma5 - 2


Seneste interne opgør:
2014-11-04Real MadridLiverpool1 - 0
2014-10-22LiverpoolReal Madrid0 - 3


Kampen spilles lørdag d. 26/5 klokken 20.45 og kan følges på TV3+.
Kampens dommer er Milorad Mažić fra Serbien.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik