Dansk landsholdsspiller imponerer i ny rolle hos Barcelona
Det har været et problem hos Barcelona at besætte pladsen på den defensive midtbane, efter Sergio Busquets stoppede, og Oriol Romeu ikke har formået at bide sig fast.
I de seneste uger er det den danske landsholdsspiller Andreas Christensen, der har dækket pladsen, efter Barcelona havde lukket en del mål ind. I de seneste syv kampe inden Christensen fik pladsen, lukkede Barcelona 16 mål ind, og nu har danskeren spillet den i syv kampe, hvor der kun er gået seks mål ind.
barcablaugranes.com skriver, at det har været en stor succes at rykke Christensen frem på den defensive midtbane, og selvom han egentlig er central forsvarsspiller, kan han meget vel have en rolle på midtbanen i længere tid, da både Pedri og Frenkie De Jong er ude med skader.
Christensen har da heller ikke selv lagt skjul på, at han nyder rollen, og han har slået fast, at han ikke har nogle planer om at forlade Barcelona til sommer.