Fodbold nyheder

Jacob Bruun-Larsen - fremtidens mand

Af Jakob Hansen

Efter et lejeophold i Stuttgart uden meget spilletid, var der mange der tvivlede på Jacob Bruun-Larsens fremtid i Dortmund. Den unge dansker har dog lukket munden på kritikerne denne sæson.

I en alder af blot 16 år skiftede Jacob Bruun-Larsen fra Lyngby til Dortmund. Kantspilleren blev i sin tid regnet som et stort talent, og i Dortmund har man altid regnet med, at den unge dansker ville slå igennem på klubbens førstehold.

På Dortmunds ungdomshold gik det da også strygende efter ankomsten, hvor Bruun-Larsen bombede mål ind for klubbens U19-hold. Dog blev det ikke til mange minutter for Dortmunds Bundesliga-mandskab, hvorfor Bruun-Larsen i januar 2018 blev udlejet til Stuttgart, hvor man satsede på, at danskeren kunne få spilletid og værdifuld erfaring med sig.

Den halve sæson i Stuttgart blev ikke som man havde kunnet håbe, og det kun blev til fire optrædener og én startplads i den bedste tyske række. I mellemtiden ansatte Dortmund Lucien Favre som deres nye træner, og det blev vendepunktet for Bruun-Larsen. Favre er kendt for at give unge spillere chancen, og Bruun Larsen er sammen med bl.a. Jadon Sancho en af de unge spillere, som træneren har givet chancen i år.

Her har den 20-årige dansker formået at gribe chancen, da han har scoret og lagt op til mål i både Bundesligaen og Champions League. Bruun-Larsen ser ud til at have en lys fremtid foran sig, hvis han formår at holde sig indenfor varmen i Dortmund, som lige nu ligger nummer et i den bedste tyske række.

Bundesliga.com har i øvrigt sammenlignet Bruun-Larsen med ingen ringere end Marco Reus, da begge spillere er gode med bolden, har fart, målnæse og er effektive all-round-spillere. Om Jacob Bruun-Larsen bliver lige så god som Reus vil tiden vise, men banen er hvert fald kridtet op for den unge dansker.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik