Fodbold nyheder

Top 5: Angribere der kan få et stort VM

Af Daniel Frimor

Den tidligere engelske landsholdsspiller Gary Lineker giver sit bud på fem angribere, der kan spille en stor rolle under VM.

Alle fodboldmedier arbejder på højtryk i disse dage for at blive klar til sommerens VM-slutrunde. Det engelske medie London Evening Standard har således i samarbejde med den tidligere engelske landsholdspiller Gary Lineker udarbejdet en top-5 liste over de angribere, der kan komme til at spille store og betydningsfulde roller for deres hold ved det kommende VM:

Harry Kane - England: 24 kampe, 13 mål

- Hvis England skal opnå noget, så skal Harry Kane være i topform. Han har bevist sig som en verdensklassespiller. Hvis holdet spiller godt og giver ham chancer, så putter han bolden i kassen. Han har scoret mål på samlebånd i de forgangne sæsoner, og han har et godt drive, udtaler Lineker om Englands målfarlige anfører.

Gabriel Jesus og/eller Roberto Firmino - Brasilien: Jesus; 9 mål i 16 kampe, Firmino; 6 mål i 20 kampe

- Firmino er en komplet centre-forward, men det er ikke sikkert, at han kommer til at spille. Hvis Gabriel Jesus holder ham ude af startopstillingen, så bliver jeg meget overrasket. Men Jesus er ung, og han har været fremragende for Manchester City. Han har en rigtig boks-spiller og er iskold i sine afslutninger. Hvis Brasilien skal klare sig godt, så skal én af disse to få gang i målscoringen ved VM, udtaler Lineker om de to brasilianske Premier League-angribere.

Cristiano Ronaldo - Portugal: 150 kampe, 81 mål

- Han er decideret angriber i disse dage. Han har forvandlet sig til en typisk måltyv. Han scorer masser af mål inde i målfeltet, og er en genial angriber og målscorer, udtaler Lineker om Portugals verdensstjerne.

Lionel Messi - Argentina: 124 kampe, 64 mål

- Messi er ikke decideret angriber, men han er en målscorer og derfor er han med. Hans statistikker taler for sig selv. Hans problem er, at han ikke spiller på det bedste hold. Argentina har nogle gode spillere, men hvis de går hele vejen og vinder VM, så er det Messis fortjeneste, udtaler Lineker om Argentinas ubestridte stjerne.

Kylian Mbappé - Frankrig: 14 kampe, 3 mål

- Man kunne også have valgt Antoine Griezmann, men Mbappé er virkelig spændende. Han er frygtløs, skræmmende, og et indiskutabelt stortalent. Jeg ser tydelige sammenligninger med Thierry Henry, og hvis han (Mbappe, red.) får nok spilletid, så kan han blive en af de helt store stjerner ved VM, udtaler Lineker om Frankrigs stjernefrø.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik