Fodbold nyheder

TUNESIEN - VM's næstdårligste

Af Torsten Brix

En knæskade til Youssef Msakni giver ikke mange forhåbninger for Tunesien, som møder hård modstand i de første to kampe.

Tidligere i disse linjer har Indkast.dk slået fast, at Panama var VM's dårligste deltager. Såfremt det er tilfældet, så må en god kandidat til det næstdårligste hold være Tunesien.

Det pudsige ved dette er, at de to hold møder hinanden den 28/6 på Mordovia Arena. Opgøret vil være det sidste i gruppe G, og med stor sandsynlighed også den sidste VM-kamp 2018 for både Tunesien og Panama… De andre to hold i gruppe G er jo Belgien og England.

Skulle Tunesien vinde opgøret imod Panama, vil det været første VM-sejr siden 1978 til det nordligste land i Afrika, men modsat Panama så har Tunesien lidt brugbart VM-erfaring. Det er femte gang, at Tunesien deltager, men sidste gang var i 2006, så måske vil træner Nabil Maaloul tage en meget defensiv tilgang til de første to gruppespilskampe imod England og Belgien.

- Vi kommer ikke til Rusland med de samme kvaliteter som England og Belgien, men vi kommer for at gøre alle tunesere og arabere stolte, sagde landstræner Nabil Maaloul ifølge TV2 tidligere på året.

Om Tunesien kommer til at gøre nogen stolte i turneringen, må tiden vise, men truppen er propfyldt med spillere fra den hjemmelige liga samt lidt fra mindre franske hold. Derfor er det næppe realistisk at tro på, at Tunesien går videre fra gruppe G.

I kvalifikationen gik det ellers rimeligt, da de seks kampe gav 14 point, men modstanderen kom fra de mindre nationer - Congo, Libyen og Guinea. Trods dette var Congo tæt på nappe førstepladsen, hvilket ville have sendt Tunesien ud i mørket. Nu er spørgsmålet om, hvor sjov en oplevelse VM-turneringen bliver for Tunesien… meget bliver afgjort imod Panama – VM's dårligste hold.


Profilen
For tiden går det ganske forfærdeligt for den tidligere Premier League-klub Sunderland. Den netop overståede sæson gav nok en nedrykning, hvilket er skidt for den tunesiske playmaker Wahbi Khazri. Han var i den forgangne sæson udlejet til Rennes og vender næppe tilbage til Sunderland – så fremtiden er noget uvis for den offensive midtbanespiller.

Dødboldspecialisten Khazri kan dog bruge VM-slutrunden på at skabe noget tiltrængt succes til landsholdet, men også noget fokus på Tunesiens nr. 10. Han har tidligere spillet for Bastia på gudesmukke Korsika og for Bordeaux – men også været en del af det franske U/21-landshold. Nu gælder en stor opgave for det afrikanske landshold, hvor han skal styre den offensive midtbane. Dette skulle han have gjort sammen med den spændende Youssef Msakni, men meget tyder på et VM-afbud fra Msakni.


Træneren
Tunesien er - grundet store mængder olie og det, at en række bilfabrikker har flyttet deres produktion til landet - blevet et af Afrikas rigeste lande. De er også rige på antallet af landstrænere, og den nuværende er kommet til det tunesiske landshold efter en periode i det meget olieproducerende land – Kuwait. Nabil Maaloul var træner i Kuwait, men han har også spillet 74 landskampe for Tunesien, og han afløste i Henryk Kasperczak for godt et år siden, da Tunesien røg ud i kvartfinalen til Africa Cup of Nations.

Kasperczak havde tidligere kvalificeret Tunesien til VM i 1998, men trods dette blev han fyret i sin anden periode som landstræner. Maaloul er 55 år og er kendt for at spille defensivt fodbold med nogle gode offensive midtbanespillere, så det kan godt blive recepten til VM2018.



Idealopstilling (4-2-3-1)




Tunesiens VM-trup
Aymen Mathlouthi
Farouk Ben Mustapha
Mouez Hassen
Hamdi Nagguez
Dylan Bronn
Rami Bedoui
Yohan Benalouane
Syam Ben Youssef
Yassine Meriah
Oussama Haddadi
Ali Maaloul
Ellyes Skhiri
Mohamed Amine Ben Amor
Ghaylene Chalali
Ferjani Sassi
Ahmed Khalil
Saifeddine El Khaoui
Fakhreddine Ben Youssef
Anice Badri
Bassem Srarfi
Wahbi Khazri
Naim Sliti
Saber Khalifa

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik