Fodbold nyheder

Kasper Schmeichel - ikke kaffe-henter

Af Martin Johansen

Kasper Schmeichel måtte vente længe på succes, men det har han i den grad fået siden sit skifte til engelske Leicester City.

Fra useriøs angriber til Danmarks største målmandstalent

Danske Kasper Schmeichel er blevet hele Danmarks målmand, eftersom han er blevet fast inventar mellem stængerne for det danske landshold. Han nyder desuden stor succes i engelske Leicester, der overraskede alle sidste år ved at vinde den engelske Premier League for snuden af alle topklubberne. Eventyret fortsatte i indeværende sæson, hvor man formåede at spille sig videre fra gruppespillet i Champions League og helt frem til kvartfinalerne, hvor man desværre trak det korteste strå mod spanske Atlético Madrid.

Schmeichel spillede en fremragende kamp og var stor part i Leicesters succes i Champions League med en række pointgivende redninger, og han har derfor vist, at han kan præstere på den allerstørste scene. Han er derfor blevet et varmt navn hos de europæiske topklubber, hvor hold som Manchester United og Real Madrid har været nævnt. Vejen til succes har dog været en længere proces for Kasper Schmeichel, der først i en forholdsvis sen fodboldalder har fundet fodfæste i en klub i de bedste rækker. Han har dog aldrig været i tvivl om, at det var målmand, han ville være.

Det hele begyndte, da familien pakkede kufferterne og flyttede til Portugal, fordi Kaspers far, Peter Schmeichel, havde skrevet kontrakt med Sporting Lissabon. Det var først her, at Kasper begyndte at betragte sig selv om en målmand i en alder af 13 år. I Peters Manchester United-tid havde Kasper bare spillet en smule på det lokale skolehold, hvor han blandt andet udfoldede sig som kantspiller eller angriber. Målmandsposten i skolegården blev kun besat, hvis der var mangel på frivillige. Han havde aldrig spillet i klub eller trænet på en organiseret facon

Men det var i Portugal, at det hele tog fart for den unge Kasper. Han begyndte i en lokal klub, der hed Estoril Praia, hvor de var to målmænd til at vogte buret. De to drenge delte tiden ligevægtigt med en halvleg til hver, når de spillede turneringskampe. Kasper fik altid første halvleg i kampene, men da holdet spillede finale, og Kasper gjorde sig klar til at blive udskiftet, så bedte træneren ham om at blive på banen i anden halvleg også. Kasper havde stået sit livs kamp, og det var først med ti minutter tilbage af kampen, at træneren lod Kasper udskifte med en sikker føring på 4-0.

Efter Peters knapt så succesfulde ophold i Sporting skrev han kontrakt med engelske Aston Villa, og Kasper og resten af familien flyttede hjem til Danmark, hvor han begyndte på idrætsefterskole i Oure. Den unge Kasper fik en masse kammerater, og de bestilte ikke andet end at spille fodbold. Kasper begyndte nu for alvor at nyde fodbolden, hvilket også var det vigtigste - havde hans far engang fortalt ham. Det stod nu klart for Kasper, hvad han mente med at have det sjovt samtidig. De løb rundt på boldbanerne eller hallerne i døgndrift og forestillede sig, at de spillede for tusindvis af tilskuere på de helt store stadions. Kasper havde da heller ikke problemer med indlevelsesevnen, eftersom han tit forestillede sig, at han reddede skud fra Manchester Uniteds Eric Cantona. På efterskolen lærte han desuden, at selvom man var målmand, så var det vigtigt at træne spillet med fødderne. Han trænede spillet med fødderne dagligt, og i kombination med hans skolegårdstid som angriber eller kantspiller, så kan man sandsynligvis tilskrive dette æren for hans glimrende spil med fødderne i dag.

Det kan ikke være gået manges næser forbi, at Kasper er søn af Peter Schmeichel. Hvis man kan huske Peters temperament, så vil man også kunne genkende ham i Kaspers udstråling og ageren på banen. Han spiller med samme ærgerrighed, temperament og vilje til at vinde som sin berømte far. Netop temperamentet havde Kasper da også fra en tidlig alder. Det kom blandt andet til udtryk på træningsbanen, hvor Kaspers hold tabte en kamp til træning, hvor modstanderne havde en pige på mål, da deres andenmålmand ikke var til træning. Dette fik ham op i det røde felt. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt. Træneren spurgte også Kasper, hvordan det kunne lade sig gøre, når man havde Danmarks største målmandstalent på mål. Det var virkelig en øjenåbner, da han aldrig havde tænkt på sig selv på den måde. Var han virkelig Danmarks største målmandstalent, tænkte han.

Hvem fanden er du?

Efter Oure trænede Kasper med på ungdomsholdet i Brøndby, og allerede her følte han faktisk, at han havde mindre vanskeligheder med at følge med på niveauet. Han blev dog inviteret på et træningsophold i Manchester City, hvor hans far også spillede på daværende tidspunkt. Det var dog ikke den faderlige indflydelse, der gjorde, at Kasper var kommet til. Det var derimod manageren Kevin Keegan, som så potentiale i ham, og han var interesseret i at se, hvad det mon kunne blive til fra sønnen af Peter Schmeichel.

Kasper blev hurtigt kastet for løverne på førsteholdet, og allerede til første træning var der pludselig en råben og skrigen. Kasper vendte sig om, og dér stod han og pegede på Kasper. Eyal Berkovic. En af Citys store stjerner.

- Stop, stop, stop! Hvem fanden er det? Seriøst, hvad foregår der her? Jeg håber, du kan stå på mål, for du er på mit hold, fortæller Schmeichel til Euroman i 2014.

Unge Kasper var 15 år gammel på daværende tidspunkt, og han var altså hurtigt en presset ung mand. Når én af holdets stjerner råber ad én, så makker man bare ret som den nye i klassen.

Første træningspas sluttede dog ikke der for den unge dansker. Træningen blev rundet af med en omgang skudtræning med Kasper på kassen. Her skulle han holde skudtræning med Nicolas Anelka, Shaun Wright-Phillips og Kevin Keegan. Manageren og de professionelle angribere hamrede da også bolden ind bag Kasper én efter én, hvor de fløj som projektiler omkring ham. Manager Kevin Keegan måtte dog have set noget, han kunne lide, for Kasper fik en kontrakt med Manchester City, som blev skrevet under tilbage i 2002.

Lærte fra de bedste

Selvom kontrakten var i hus, så ventede der stadig hårdt arbejde for den unge dansker, der dog havde fremragende forudsætninger for at lære fra de andre målmænd i truppen. I sin tid i Manchester City trænede han blandt andet med David Seaman og David James. Seaman tog Schmeichel under vingerne og lærte ham om den ro, der er vigtig at have som målmand. James lærte ham om eksplosivitet og vigtigheden af at træne sin krop til en stærk fysisk forfatning. Kasper havde dog hænderne fulde med David James. Helt bogstaveligt. Når englænderen kom til træning, så drejede alt sig om ham. Som den yngste og nederste i hierarkiet, så blev Kasper bedt om at hente bolde og drikkelse til ham. Han skulle endda løbe i kantinen for at fylde hans drikkedunk op med kaffe.

Danskeren beklagede sig dog aldrig, da han var taknemmelig for at få lov at lære fra så dygtige og respekterede målmænd. Netop det med at lære fra andre målmænd har Kasper aldrig været bleg for. Han studerede alle top-målmænd på YouTube, så han kunne lære og blive så inspireret som muligt. Han lærte fra tyske, spanske og engelske målmænd, da de alle sammen lærer forskellige tekniker. Kaspers målmandsstil er derfor et forsøg på at kombinere de bedste egenskaber fra forskellige typer målmænd.

Til trods for Kaspers hårde arbejde så blev opholdet i Manchester City aldrig en udpræget succes. Han blev blandt andet udlejet i fem omgange i håbet om at få noget spilletid for så at vende tilbage til City for at få chancen. Chancen kom dog aldrig for alvor, og det blev kun til otte optrædener for Citys førstehold.

Fool me once, shame on you; fool me twice...

I 2007 fik danskeren ny manager med Stuart Pearce, og han overbeviste Kasper om, at det snart var hans tur, og han skrev derfor under på en ny kontrakt. Kort tid efter hentede City Joe Hart og Andreas Isaksson til holdet, og det gik op for Kasper, at han igen ikke havde udsigt til spilletid, og han fik derfor et anstrengt forhold til manageren. Stuart Pearce blev senere fyret, og Sven-Göran Eriksson tiltrådte på posten. Den nye manager ønskede at beholde Schmeichel, men danskeren var overbevist om, at det var på tide med noget luftforandring, når kontrakten løb ud.

Kasper fik dog det bedst mulige udstillingsvindue i jagten på en ny klub inden sit kontraktudløb. Inden sæsonpremieren blev Joe Hart og Andres Isaksson skadet, og Kasper skulle derfor vogte buret i Premier League ude mod West Ham, hvor han holdt clean-sheet i en 2-0-sejr. Han pillede derefter et straffespark fra van Persie mod Arsenal, og han fik endnu et clean-sheet i en hjemmekamp mod bysbørnene fra Manchester United i en 1-0-sejr. Han blev efter de imponerende præstationer tilbudt en ny kontrakt, men danskeren sagde nej. Det var for sent fra Manchester Citys side, og det var tid til noget nyt. Troede man...

Kasper blev efter en træning kaldt ind på managerens kontor, hvor han blev rost til skyerne og lovet guld og grønne skove. Med de imponerende præstationer in mente, så troede Kasper, at det måtte være alvor denne gang, men han spillede aldrig igen, og det var anden gang, at han var blevet lovet noget, som ikke blev til noget.

Kasper Schmeichel forlod Manchester City i 2009 og skiftede til Notts County, hvor han spillede i en enkelt sæson, inden han skiftede til Leeds United i tilsvarende én sæson. I 2011 skiftede han til Leicester City, som han rykkede op i Premier League med i 2014. Resten er historie.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik