FC Barcelona cruisede sejren hjem
FC Barcelona hentede en sikker hjemmesejr i aftenens Champions League-opgør mod tyske Borussia Dortmund
Det begynder at spidse til i de fleste Champions League-grupper, og i gruppe F, hvor FC Barcelona og Borussia Dortmund figurerer er dette også tilfældet. Inden dagens kamp var der blot et point mellem de to storklubber, i det Barcelona førte gruppen med otte point, men Dortmund efter de første fire kampe var noteret for syv point. I sær tyskerne har på det sidste været inde i en svær spillemæssig periode, og de dårlige takter bragte tyskerne videre i dagens opgør på Camp Nou.
Kampen startede ellers glimrende for tyskerne. Efter 60 sekunder drev Julian Brandt bolden frem ad banen. Den unge tysker lagde bolden ud på højresiden til Achraf Hakimi, der med et indlæg serverede bolden for Nico Schulz. Desværre for Dortmund var Schulz en del ude af balance, og tyskeren kunne dermed ikke få ordentlig træf på bolden. FC Barcelona var hermed advaret om Dortmund´s styrker og chancer i denne kamp.
Der gik dog ikke lang tid før, at FC Barcelona satte sig på spil og chancer i kampen. Mens FC Barcelona havde størstedelen af boldbesiddelsen, ventede Dortmund på kontramulighederne.
Efter 21 minutter blev Dortmund i den grad advaret, da Lionel Messi nemt spillede Luis Suarez i dybden. uruguayaneren sparkede sikkert bolden i nettet, men på de efterfølgende billeder kunne man tydeligt se, at Barcelona-angriberen desværre for catalanerne var i en offside-position. Minuttet efter fik Dortmund en kæmpe mulighed for at bringe sig foran, da Hakimi spillede Nico Schulz helt fri, men tyskeren leverede en mildest talt forkølet afslutning, og FC Barcelona-keeperen kunne snildt samle bolden op uden den store anstrengelse.
Efter 29 minutter kom FC Barcelona fortjent i front. Lionel Messi opsnappede en clearing fra Dortmund-stopperen, Mats Hummels og sendte hurtigt bolden i dybden til Suarez. Denne gang var den giftige angriber ikke i en offside-position, og uruguayaneren eksekverede sikkert chancen. 1-0 til FC Barcelona. Blot fire minutter efter gik det galt igen for Borussia Dortmund. Mats Hummels lavede en uprovokeret opspilsfejl, og hurtigt endte bolden hos den argentinske magiker. Messi tog adskillige træk, og til sidst sparkede den argentinske magiker sikkert bolden over i det lange hjørne. 2-0 til FC Barcelona.
Efter 2-0-scoringen var Borussia Dortmund et lidende hold, og FC Barcelona pressede i denne periode tyskerne langt ned. Barcelona skabte flere store chancer efter 2-0-føringen, men FC Barcelona kunne ikke profitere af den gode periode, og tyskerne kunne gå til pause nede med 2-0.
I anden halvleg faldt kampens tempo en smule, i det FC Barcelona selvfølgelig havde et ganske udemærket resultat. Med tre point vil FC Barcelona ikke bare sikre videre avancement, men de ville også være sikker på en førsteplads i den stjernespækkede gruppe. Borussia Dortmund havde svært ved for alvor at sætte sig på spillet, og håbede ligesom i første halvleg på, at catalanerne vil lave opspilsfejl de derefter kunne straffe.
Antoine Griezmann punkterede mere eller mindre kampen, da han efter 67 minutter blev spillet fri af Lionel Messi. 3-0 til FC Barcelona. Denne scoring dræbte mere eller mindre kampen, men efter 77 minutter kunne det engelske stjernefrø, Jadon Sancho bringe en smule spænding ind i opgøret. Englænderen fik bolden i på kanten af feltet, og efter et par hurtige berøringer bragede Dortmund-kometen bolden ind ved nærmeste stolpe. 3-1.
Jadon Sancho var Dortmund´s helt store profil i kampens afsluttende fase, og med cirka fem minutter igen var han lige ved for alvor at bringe spænding ind i kampen, da han tvang Ter Stegen ud i en god redning. Ind kom bolden dog ikke, og FC Barcelona kunne juble over en velfortjent sejr, der på intet tidspunkt kom i fare.