Fodbold nyheder

Mystikken om Mesut

Af Torsten Brix


Der er noget galt i relationen mellem Özil og Emery. Hvad det præcist går ud på, ved nok kun de to hovedpersoner, men Indkast.dk ser her på en række forhold, som kan ramme problematikken lidt ind.

Det er svært at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen om Mesut Özil. Henover vinterprogrammet har man gang på gang spejdet efter den elegante tysker i Arsenals startopstilling. Uanset om man har haft de stærkeste briller på, har det oftest været forgæves, og som udenforstående virker hele situationen omkring tidligere sæsoners assistskonge helt og aldeles uforståelig. På et år er Özil rykket fra at være helt uundværlig til nogle gange at stå nederst på listen over mulige indskiftere.


Özil var Wengers opfindelse
Det er tydeligt, at Özil ikke er Emerys mand, men en overlevering fra Wengers tid. Der kan ske meget på et år. I januar 2018 røg Alexis Sánchez til Manchester, og alle sejl blev sat ind på en forlængelse med Özil. Var det ikke lykkedes, ville hele verden have grint af Arsenal og Wenger. At holde på Özil var et signal om, at Arsenal stadig ville kæmpe med i toppen.

Historien om Özil har i alle årene været, at han var vejen til flere mål og mere kreativitet oppe foran. Spol fx tilbage til august 2013, hvor Arsenal hentede ham i Madrid. Her var det de etablerede frontangribere anført af Ronaldo, der var i oprør. Hvem skulle nu lægge boldene til rette for dem? De var fortørnede over at miste den mand, der som oftest havde sidste fod på bolden inden selve afslutningen. Nu hvor Arsenal i Aubameyang og Lacazette faktisk har to deciderede afsluttere upfront, er det derfor svært at se, hvorfor Özil ikke skulle kunne bidrage, også selvom han ikke defensivt, fysisk og aggressivt er den store åbenbaring. De opgaver burde kunne varetages af andre spillere som Torreira, Xhaka og Guendouzi.



Emery mere til Banega-typer
Når den offensive midtbane skal besættes, ser Emery ud til at sværge mere til typer som Ever Banega, som i januar blev sat i forbindelse med klubben. Typer, som ikke kun er envejsspillere, men som bidrager i begge retninger. Kreative og chanceskabende, men mere komplette arbejdstyper, muskelmænd og kynikere på bekostning af den lette, elegante og fremadrettede boldomgang, som Özil repræsenterer. Altså mere allround end spidskompetence. Selvom kritikken af Özils manglende arbejdsindsats nogle gange virker hyklerisk, fordi han faktisk løber mere end de fleste, ser vi her alligevel en afgørende forskel mellem Wenger og Emery. Og måske en forklaring på, hvorfor Özil kommer i klemme. Hvor Wenger var romantikeren, er Emery mere kynisk. Bevares - begge vil underholde og vinde, men der tegner sig et billede af, at de vil gøre det med forskellige typer - og dermed desværre også et billede af, at Özil ikke er Emerys kop te.

Emery forlanger ganske enkelt mere rugbrød i indsatsen. Og måske er "stjernespillere" i det hele taget ikke noget for Emery. Spanieren fik aldrig den forventede succes med stjerneparaden i PSG. Så stjerner er måske bare ikke ham - men hvad så med Aubameyang og Lacazette? I hvert fald Lacazette har nogle gange set noget sammenbidt ud i forbindelse med nogle udskiftninger. Om det bunder i utilfredshed over udskiftningen eller egen indsats, er vanskelig at vurdere, men tilfreds ser han ikke ud, når Emery hiver ham ud. “The Gunners” må dog ikke håbe, at der er flere "stjerner", der ender som marginalspillere, da deres kontrakter er en kæmpe belastning for Arsenals økonomi.


Økonomisk dødvægt
Özil er Arsenals højest lønnede spiller, så hvis han ikke bruges, er hans kontrakt naturligvis en belastning. Jublen var stor hos fanskaren, da han forlængede sidste år, men kontrakten er lige nu ren dødvægt i en økonomi, der i den grad begrænser Emery i at gennemføre sit forehavende i Arsenal. Meldinger kort før jul om, at klubben ikke var i stand til at købe, men kun leje spillere, har sendt chockbølger gennem fanskaren.

Men også her ser vi måske en forskel mellem Wenger og Emery. Hvor sidstnævnte melder det ud og siger offentligt, at han arbejder med hænderne bundet på ryggen, ville Wenger have bidt det i sig og rost den nuværende trup. Ofte med spot til følge, men franskmanden stillede sig selv op som den primære skydeskive, mens Emery ser ud til at dirigere kritikken over mod klubbens ejere. Wenger kom ofte til at fremstå naiv og utroværdig, men en del af historien er også, at han altid beskyttede sin arbejdsgiver, klubbens ejere. Den ambition ser Emery ikke ud til at dele. Derfor ser tingene anderledes ud nu, og derfor bliver debatten i højere grad ført i offentligheden.

Det er således åbenlyst for alle, at situationen omkring Özil er uholdbar, og presset frem mod sommerens transfercirkus øges. Det virker tåbeligt at holde på dyre spillere, som trænerne ikke vil bruge, og i takt med, at Özil spiller endnu mindre, falder hans markedsværdi yderligere. Dermed er der startet en ond cirkel, som ikke forbedrer klubbens situation og mulighederne for at tilpasse spillerstaben. Det er i den grad utilfredsstillende, og når det hele så pakkes ind i søforklaringer, samtidig med at resultaterne bliver svingende, begynder frustrationerne at brede sig hos fanskaren.



Er han skadet, syg eller …
I hele december og januar har Özils fravær været pakket ind i mere eller mindre troværdige forklaringer om skader, sygdom og taktiske overvejelser. Hvad der er realiteter, ved kun trænerstaben, men det ser mere og mere ud til, at det hele fungerer som et røgslør over dybereliggende problemer. Problemer, som man i bund og grund ikke ønsker at spekulere over, fordi det meget vel kan betyde et farvel til Özil. Selvom den elegante tysker i den grad deler vandene og kan være som nat og dag, så er han også en spiller, som når han spiller op til sit bedste, hører til i den absolutte verdenselite.

Kritikerne vil hævde, at det sker for sjældent, og ofte kun mod middelmådige modstandere. Uanset hvad, er det en kendsgerning, at Özil havde en væsentlig andel i den ubrudte række på 22 kampe i efteråret, som gav Emery en rigtig fornem start i Arsenal. Så noget bibringer tyskeren med, og derfor er en løsning på situationen påkrævet.


Tryghed, tryghed, tryghed
Arsenals spillerstab, og dermed Özils tilstedeværelse i truppen, kan jo ikke komme som nogen overraskelse for Emery. Det var ligesom en del af jobbeskrivelsen, at man skal samarbejde med Özil. På den parameter har Emery altså fejlet.

Det er muligt, at det at arbejde med tyskeren i det daglige har været en overraskelse, men hver enkelt spiller er forskellig fysisk, psykisk og mentalt, og det bør afspejles i mandskabsplejen. Og har man læst Özils bog, er han nok ikke den mest oplagte repræsentant for den machokultur, der præger den internationale fodboldverden. Dertil er han ganske enkelt et for sensitivt og følsomt gemyt. Vist kan han håndtere konkurrence og en skideballe i ny og næ, men han søger tilsyneladende noget mere for at føle sig værdsat og tryg.

Oveni turbulensen med ny manager, ny spillestil og nye rutiner har tyskeren også været en tur igennem mediemøllen ovenpå et mislykket tysk VM-forsvar. Ikke helt rimeligt blev han næsten ene mand gjort til syndebuk for indsatsen, som ramte Tyskland som et chok. Han må selvfølgelig tage sin del af ansvaret, men ud af en hel trup kan han ikke pålægges hele skylden for den tyske fiasko.

Stormen tog også voldsomt til i styrke på baggrund af en billed-seance med den tyrkiske præsident og en efterfølgende debat i Tyskland. Tankerne har således været mange steder, og det har selvfølgelig påvirket ham. Nu er stormen taget af i styrke, og med et rygte om et giftermål, senere på året med en tidligere Miss Turkey, er der håb om, at Özil kan få den ro og balance, der er så vigtig for ham - først og fremmest som person - men også som fodboldspiller. Er Emery samtidig villig til at gå Özil i møde, kan den tillid og tryghed, som tyskeren søgte med skiftet væk fra Real Madrid, måske genskabes.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik