Fodbold nyheder

Vejle BK politianmelder to personer

Af Kasper Kristensen

Søndag aftens 2-4-nederlag mod AGF, fik følelserne frem hos især to tilskuere.

Nederlaget søndag aften betød, at Vejle ikke kan spille sig fri fra sidstepladsen i gruppespillet - pulje 1.

I kampens sidste minutter blev det for meget for to personer. I første omgang blev kampen afbrudt af en baneløber, og dernæst blev der kastet en skraldespand mod linjevogteren. Kampens dommer Peter Munch Larsen og hans dommerteam måtte afbryde kampen og blev eskorteret ud af sikkerhedsvagterne. Kampen blev genoptaget med ni minutters tillægstid.

Vejle Boldklub-direktør Henrik Tønder udtaler således til TV 2 SPORT:

- Vi har brugt tiden på at se efter, hvad der helt konkret skete og få det klarlagt, så vi kan agere på det. De ting, der skete, tager vi afstand fra.

Ifølge direktøren er de to personer blevet identificeret.

- Det betyder blandt andet, at den person, der løb ind på banen, får karantæne og er overgivet til politiet. Vi har også identificeret personen, der kastede skraldespanden på banen. Han får ligeledes karantæne, og hændelsen er også overgivet som politisag, siger klubbens direktør.

Fodboldens Disciplinærinstans afventer dommerens kamprapport, som han skal aflevere inden 24 timer. Det fortæller formand Jens Hjortskov til TV 2 SPORT. Han vil ikke kommentere på, hvad en eventuel straf til klubben kan blive.

Der var 6035 tilskuere til kampen.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik