Fodbold nyheder

Trapattoni taler ud om VM 2002-skandale

Af Stefan Lindahl

Under VM i 2002 i Sydkorea og Japan var Giovanni Trapattoni italiensk landstræner. Italien tabte i 1/8-finalen til værtsnationen Sydkorea efter, hvad der senere er blevet kaldt en skandale.

Den italienske avis La Repubblica har bragt et interview med den tidligere italienske landstræner Giovanni Trapattoni i forbindelse med den tidligere Juventus-, AC Milan- og Inter-træners 80 års fødselsdag. I interviewet bliver der især lagt vægt på VM-slutrunden i Sydkorea og Japan i 2002, hvor italienerne med Trapattoni ved roret følte sig bortdømt i turneringens 1/8-finale mod værtsnationen Sydkorea:

- Det der skete under verdensmesterskabet i 2002, var dommerens skyld. Man forventer god opførsel fra dommeren, men han formåede at skabe meget uretfærdighed, og det gjorde ondt på hele Italien. Når jeg tænker over det igen, hvis der var en kamp, jeg kunne spille om, så ville jeg spille den kamp mod Sydkorea med en anden dommer.

I kampen fik Italien en scoring i den forlængede spilletid annulleret efter 1-1 i den ordinære spilletid. Det annullerede mål blev scoret af midtbane-dynamoen Damiano Tommasi, der blev fejlagtigt dømt offside. Francesco Totti fik rødt kort i kampen for film efter at være blevet nedlagt i sydkoreanernes straffesparksfelt. Kort før lukketid i kampen scorede den daværende Perugia-angriber Ahn Jung-Hwan for værtsnationen, og sendte dermed Italien ud i VM-mørket. Samme sommer blev Perugia-koreaneren sendt ud af Italien på en fri transfer til den japanske klub Shimizu S-Pulse.

Kampens dommer Byron Moreno gik året efter på pension som dommer. Moreno dømte i Ecuadors bedste fodboldrække, hvor han ligesom ved VM også mødte modstand. Dommeren blev suspenderet af Ecuadors fodboldforbund efter en meget tvivlsom optræden i en ligakamp mellem Liga Deportiva Universitaria de Quito og Barcelona Sporting Club. Efter episoden i hjemlandet begyndte FIFA ligeledes undersøgelser mod Moreno, som endte med, at ecuadorianeren blev fjernet som FIFA-dommer.

Efter sin tyve kampe lange suspendering stangede dommeren tre røde kort ud til Deportivo Quito i en uafgjort 1-1-kamp mod Deportivo Cuenca. Efter den kamp meddelte Moreno, at han ville stoppe som dommer. I 2010 blev Moreno anholdt i New York, da han angiveligt forsøgte at smugle seks kilo heroin ind i landet. Efter fængselsstraffen vendte han hjem til Ecuador.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik