Fodbold nyheder

Eden Hazard - Belgiens stjernespiller

Af Martin Madsen

Chelsea har en stjernespiller i belgieren Eden Hazard, som de er afhængige af. Det så man i årets FA Cup-finale mod Manchester United, hvor han blev helten med en scoring på straffespark - begået på ham, men han kan være på vej væk fra London-klubben.

Eden Hazard er anerkendt i hele fodboldverdenen for sine skarpe driblinger og gode teknik, men hvor startede det hele egentlig henne? Og hvad bringer fremtiden? Det giver denne profil-artikel dig et indblik i.

Opvokset i en fodboldfamilie
Eden Hazards mor spillede på højeste niveau i belgisk kvindefodbold. Hendes navn er Carine Hazard og måtte stoppe med fodbolden, da hun blev gravid med Eden. Hans far, Thierry Hazard, spillede i landets næstbedste række, så at deres søn skulle blive fodboldspiller kom ganske naturligt.

Det tog da heller ikke mange år for den lille Hazard at finde ud af, at det var fodboldspiller, han ville være. Allerede som fireårig startede han således med at dagdrømme om store stadions og ellevilde tilskuere, der ville gøre alt for at få superstjernens autograf. De første bolde blev sparket for hjembyens klub, Royal Stade Brainois, og efter et par år hos 2. divisionsklubben Tubize, hvor Hazard spillede på ungdomskontrakt, stod den franske storklub med det modsigende navn, Lille, klar med en kontrakt til den på daværende tidspunkt 14-årige boldkunstner.

De første to år i det franske, hvor Hazard tog springet og flyttede væk hjemmefra, foregik på klubbens sportscollege. Herefter underskrev Hazard en professionel kontrakt på tre år med klubben, der skulle vise sig at blive et springbræt til den allerstørste fodboldscene. Først gjaldt det dog fem sæsoner i Lille, hvor den ene sæson overgik den anden - og det hele kulminerede i 2011, hvor klubben vandt både den franske pokalturnering samt det franske mesterskab. Selvsamme sæson blev belgieren, som den yngste spiller nogensinde, kåret til årets spiller i Frankrig. Den bedrift gentog han i øvrigt igen året efter, hvilket helt sikkert havde indvirkning på Chelseas beslutning om at hente den lille tekniker til Stamford Bridge.


Skiftet til Chelsea
Efter mange gode år og gode præstationer i franske Lille, var det tid til at prøve noget nyt - og her kom engelske Chelsea ind i billedet i 2012 med en flot kontrakt. Det var et tilbud, som Lille ikke kunne takke nej til. London-klubben købte ham for 300 millioner kroner. Da den lille tekniker kom til den blå del af London havde de sæsonen forinden vundet Champions League.

I hans første sæson i klubben blev det til ni mål i Premier League. Sæsonen efter blev han topscorer i klubben med 14 mål i den bedste engelsk række, hvilket kastede prisen som årets spiller af sig. Han er nu i gang med sæson nummer seks, hvor han indtil videre har vundet følgende titler: to engelsker mesterskaber, en FA Cup-titel, den lille pokalturnering en gang og et Europa League-trofæ. Han er også kåret som månedens spiller to gange.

Med det belgiske landshold har han deltaget ved VM-slutrunden 2014 i Brasilien samt til EM-slutrunden 2016 i Frankrig. Og til sommer skal han til VM i Rusland, hvor han vil være en af de helt store profiler for sit land og i turneringen i jagten på succes.


Statistik
Her har du lidt tal på, hvordan Eden Hazard har klaret sig i Premier League siden skiftet fra fransk fodbold.

Mål:
69

Mål per kamp:
0,33

Mål på hovedet:
4

Højre fod:
48

Venstre fod:
17

Mål på straffespark:
13


Nutiden og fremtiden
I den forgangne sæson viste Hazard endnu engang et skræmmende højt niveau, hvor han blev engelsk mester med Chelsea. Mesterskabssæsonen bød på 16 mål i 36 kampe. Han står i skrivende stund noteret for 208 kampe i Premier League, hvor det er blevet til 69 mål og 39 assists.

I denne sæson har situationen dog været en helt anden. Chelsea og Eden Hazard har ikke kunne leve op til sidste sæson, hvor det i Premier League blev til en skuffende femteplads. Holdets manager, Antonio Conte, meldes også på vej væk fra klubben, da han ikke kan få den indflydelse i klubben, som han gerne vil have plus en række dårlige resultater.

Der er dog et plaster på såret for Chelsea, og det er sejren i årets FA Cup-finale mod Manchester United, hvor Eden Hazard blev kampens spiller med afgørende og flotte præstationer. Han scorede også det afgørende mål på straffespark, som han fik tildelt efter han løb mod målet, hvor han blev nedlagt af Phil Jones, der ikke kunne følge med og begik straffespark.

Der har dog i en længere periode nu været rygter om et skifte på vej væk fra London-klubben. Især Real Madrid har været nævnt jævnligt i den forbindelse. Det var det spanske medie Diario Gol, der skrev, at Real Madrid-træner, Zinedine Zidane, har fået tilladelse til at hente Eden Hazard til den spanske hovedstad, da den franske træner er en stor beundre af Chelsea-spilleren. Kontakten skulle efter sigende have stået på længe. Hans kontraktforhandlinger med Chelsea er uvis, da han vil vente og se, om klubben køber nogle nye stjernespillere i det kommende transfervindue, selv om Chelsea har tilbudt ham 2,5 millioner kroner i ugeløn. Så måske fremtiden for den belgiske stjerne er i Real Madrid?

Hazard har da også selv tidligere udtalt, at det ville være en drøm at spille under Zidane. Hans mulighed for at vinde en Ballon d'Or-titel i fremtiden er også tilstede uanset om han er at finde i Chelsea eller ej.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik