Fodbold nyheder

Optakt: Montenegro - Danmark

Af Simon Henneberg

Der er dømt højintenst drama i Gruppe E, når Montenegro og Danmark skal udkæmpe et yderst vigtigt slag om gruppens 2.-plads.

Kommentar:
Så er det nu, at slaget skal slås mellem Montenegro og Danmark. Begge hold har 16 point i Gruppe E, som toppes af Polen med 19 point. Der resterer to kampe. Situationen er den, at de to nationer er helt lige på både point og målscoren. Og da målscoren tæller før indbyrdes kampe i denne kvalifikation, kan et eventuelt storvindende hold virkelig sætte det andet hold mere eller mindre endegyldigt af inden sidste runde, som spilles søndag.

Og apropos sidste runde. Her møder Montenegro på udebane puljens dukse fra Polen. Samtidig med det spiller Danmark hjemme mod Rumænien, som har udspillet deres rolle i denne omgang. De kan intet nå. Det ligner dermed, at Danmark får de klart bedste betingelser, når de afgørende kampe bliver fløjtet i gang på søndag – medmindre Åge Hareides drenge taber denne kamp med tre eller flere mål. Så vil det virkelig se skidt ud. Kan Danmark hente en uafgjort eller en sejr, er vejen brolagt for minimum gruppens 2.-plads. Man må nemlig ikke glemme, at Polen endnu ikke har sikret sig 1.-pladsen. Langtfra endda. De spiller torsdag aften ude mod Armenien og som nævnt hjemme mod Montenegro på søndag.

Armenerne viste mod Danmark, at de både kan og vil spille fodbold, så længe de ikke er bagud. Ergo kan det forventes, at Polens modstander denne torsdag vil kæmpe, så længe de føler, de er med i opgøret. Klarer Armenien at nedlægge Polen, kan Danmark helt selv afgøre, om de skal snuppe 1.-pladsen. Det vil dog formentlig kræve seks point i de to sidste kampe.

Men først og fremmest gælder det denne kamp. Montenegro har vist sig som en overraskende hård nød at knække i løbet af kvalifikationen. Det fik Danmark også at føle, da montenegrinerne i oktober sidste år vandt med 1-0 i Parken. Danskerne sad ellers på spil og chancer, men effektiviteten manglede.

Herudover er det værd at nævne, at Montenegro har vundet tre ud af fire hjemmekampe i kvalifikationen. Kasakhstan blev sendt hjem med et 0-5-nederlag, Armenien med 1-4 og Rumænien 0-1. Kun Polen har via en 2-1-sejr fået point ud af anstrengelserne, når bolden har rullet i Balkan-landet. Det er med andre ord ikke et sted, man sådan bare sådan lige hiver point med hjem fra.

Det var utrolig skuffende, da Danmark i fjor tabte med 0-1 i Parken mod dette opgørs modstander. Hvad der dog er værd at nævne er, at de rød-hvide ikke har tabt en eneste kamp siden da. Syv kampe i streg – inkluderende to venskabskampe – har Landsholdet fået point ud af det. Og særligt de to seneste kampe giver grobund for optimisme i den danske lejr.

Først blev Polen sendt hjem med et forsmædeligt 0-4-nederlag. Det var en kamp, hvor Danmark sad på spillet i næsten alle 90 minutter, og det var derfor slet ikke ufortjent med den store sejr. Tre dage efter tog de danske drenge så en tur til Armenien. Efter at have rystet en chokstart af sig, hvor hjemmeholdet kom foran på et rigtig flot mål, kom danskerne stærkt igen og sejrede med hele 4-1.

Udtrykket i disse to kampe var noget, man ikke har set længe på Landsholdet. Spillerne kom ud til kampene med en kæmpe energi, og de formåede på det nærmeste at ”overfalde” deres modstander rent fysisk. Og selvom denne kamp er utrolig vigtig, og at VM-håbet kan være druknet, hvis man taber stort, så er der ingen grund til at tro, at holdet ikke vil gå ud med samme gejst, intensitet, dagsorden og ikke mindst spilleformation. Der er ingen grund til at ændre et vindende hold, som et gammelt ordsprog lyder.

Toer-regnskabet:
Som bekendt får de otte bedste ud af de i alt ni gruppe-toere muligheden for at spille playoff-kampe om at komme med til næste sommers VM-slutrunde. Her ligger Montenegro (og dermed også Danmark, da holdene er helt lige i kampen om gruppens 2.-plads) lige nu nummer syv. Wales er, som det ser ud lige nu, Sorteper.

Karantæner og skader:

Hjemmeholdet må klare sig uden angriberen Fatos Beciraj, som er i karantæne. Det var desuden ham, der scorede det enlige mål i det omvendte opgør.

Åge Hareide må klare sig uden Nicolai Jørgensen og Martin Braithwaite, der begge er ukampdygtige grundet skader. Andreas Bjelland, der spillede mod Polen og Armenien, har meldt sig klar efter en skade. Vi er dog ikke helt sikre på, at han får genvalg.

Der er da også nok af spørgsmålstegn i Danmarks startopstilling. Efter at have gjort det godt for Betis siden sin skade må det forventes, at Riza Durmisi er tilbage i startopstillingen på venstre back. I så fald står landstræneren med to muligheder på højre back og dermed et luksusproblem. Den hovedpine slap Åge Hareide for mod Polen og Armenien, da Jens Stryger Larsen her vikarierede på Durmisis plads. Vi hælder til, at det bliver Henrik Dalsgaard, der starter inde som højre back, men den nyslåede Udinese-spiller Jens Stryger Larsen bejler også kraftigt til en startplads.

Og så er der hele angriberkabalen, der skal gå op. Er det tid til, at Nicklas Bendtner starter inde igen? Det tror vi. Men Åge Hareide kunne også vælge at rykke Andreas Cornelius ind som central angriber og spille med Yussuf Poulsen på højrekanten. Vi hælder dog mest til konstellationen Sisto-Bendtner-Cornelius.

Forventede startopstillinger:

Montenegro (4-2-3-1): Petkovic - Marusic, Savic, Simic, Tomasevic - Ivanic, Vukcevic - Jankovic, Jovetić, Vesovic – Mogusa

Danmark (4-3-3): Schmeichel – Dalsgaard, Kjær, A. Christensen/Bjelland, Durmisi - Kvist, Eriksen, Delaney – Sisto, Bendtner, Cornelius

Bud på kampens profil:

Hjemmeholdet har i Stevan Jovetić en offensiv stjerne, der kan gøre ondt på de fleste hold. Det var da også ham, der stod for assisten, da Montenegro for et år siden besejrede Danmark i Parken. Men man må ikke glemme, at det danske hold også har en international stjerne i skikkelse af Christian Eriksen. De to spillere kan på sin vis ”veje hinanden op.” Kigger man herefter på resten af trupperne, har Danmark det på papiret klart stærkeste mandskab. Én af grundene til det er Pione Sisto. Dansk-sudaneseren er i forrygende form for sin klub Celta Vigo, og vi tror på, at han kan overføre den gode form til landsholdet. Sisto bliver kampens helt store åbenbaring.

Bud på kampens resultat:

Det bliver troligt tæt og nervepirrende. Det kan næsten ikke være anderledes. Og så må vi heller ikke glemme, at Danmark sagtens kan leve med et enkelt point – i hvert fald hvis målet ”blot” er at få gruppens 2.-plads. Det hele kommer også an på, hvad kampen Armenien – Polen ender. Den kamp spilles lige inden dette opgør. Lider polakkerne et overraskende nederlag, eller får de kun uafgjort, må det give ekstra incitament for både Montenegro og Danmark til at vinde denne kamp. Men hiver polakkerne den ventede sejr hjem, vil særligt Danmark kunne bruge remis til noget.

Der er mange scenarier, spekulationer, spådomme og så videre. Og vi skal ikke kede jer med flere af slagsen, så nu til vores bud på kampens resultat: Åge Hareide har fået så godt styr på truppen, spillet og ikke mindst selvtilliden i truppen, at vi kipper lidt med den danske hat og går efter udesejren. Danmark vinder med 2-1.

Formkurve:
Montenegro:V-V-V-T-T
Danmark:V-V-V-U-U


Seneste kampe Montenegro:
2017-09-04MontenegroRumænien1 - 0
2017-09-01KasakhstanMontenegro0 - 3
2017-06-10MontenegroArmenien4 - 1
2017-06-04MontenegroIran1 - 2
2017-03-26MontenegroPolen1 - 2


Seneste kampe Danmark:
2017-09-04ArmenienDanmark1 - 4
2017-09-01DanmarkPolen4 - 0
2017-06-10KasakhstanDanmark1 - 3
2017-06-06DanmarkTyskland1 - 1
2017-03-26RumænienDanmark0 - 0


Seneste interne opgør:
2016-10-11DanmarkMontenegro0 - 1
2015-06-08DanmarkMontenegro2 - 1


Kampen spilles torsdag d. 5/10 klokken 20.45 og kan følges på Kanal 5. Kampens dommer er Björn Kuipers fra Holland.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik