Fodbold nyheder

Romelu Lukaku - Mourinhos bæst

Af Torsten Brix

Som knægt skulle den belgiske angriber medbringe pas til kampene, da modstanderne ikke troede på hans alder. Sidenhen har han vist, at talentet bød på mere end fysikken, og nu venter Old Trafford samt Jose Mourinho, som tidligere har kasseret ham.

- Vi taler altid om Everton-holdene fra 1980'erne og 1970'erne, og det var godt, men vi vil have fansene til at tale om nu. Sagt med al respekt, men du vil også gerne huskes. Man vil ikke bare huskes for at score mål, men også for at vinde trofæer. Du skal tænke på, hvordan denne klub er vokset og har forbedret sig, men hvilke spillere vil den hente, så du kan kæmpe med om de store trofæer?

Sådan lød den overraskende udmelding fra Romelu Lukaku kort tid inden han skiftede til Manchester United. Den store belgiske angriber ville væk fra Everton for at tage til en større klub. Skuffelsen og arrigheden lyste på det efterfølgende pressemøde ud af manager Ronald Koeman, der skulle forholde sig til, at Everton-profilen såede tvivl om klubbens ambitionsniveau. Lukaku sagde blandt andet også:

- Everton er en fodboldklub med en stor historie. Men i stedet for at leve i fortiden må du tænke fremad. Nogle gange snakker jeg med Vincent Kompany, som var i Manchester City, da det hele skete (nye, rige ejere kom til, red.). Han sagde: ”Rom, en sommer skete det bare og boom, boom, boom, boom.. Robinho kom til, en anden kom til, en tredje kom til.” Derefter kritiserede alle dem, men til sidst vandt de liga-titler, FA-cups og Liga-cups. Jeg kender ikke til bestyrelsens plan, men der er nogle spillere, jeg ved, at klubben kunne have fået fat i, men det gjorde de ikke, og disse spillere er i denne liga. Jeg nævner ingen navne, men de gør det alle godt.

De hårde udmeldinger fra Lukaku skal ses i lyset af, at angriberen ønsker at blive verdens bedste fodboldspiller, hvilket vil kræve et klubskifte – og det åbnede for skiftet til Manchester United, som sendte den kasserede Wayne Rooney den anden vej – på næsten samme tid, men hvordan kom skiftet egentlig i hus ?


Afløser for Rooney og Ibrahimović
Midt på New York's Fifth Avenue mens hans hænder var fyldt med indkøbsposer ringede Lukakus mobiltelefon og i den anden ende blev der sagt ”Det er Jose Mourinho”. Det var midt i juni 2017 og efter den kontroversielle manager har talt lidt skulle den store belgiske angriber have sagt med tør stemme ”OK, boss”.

Et opkald var nok, så var 24-årige Lukaku overbevist og dermed afviste han Chelsea, som mange ellers havde forventet han ville skifte til. I stedet endte han med at afløse Rooney og Zlatan Ibrahimović på Old Trafford, men forinden var der sket en masse i den unge mands liv.


Fra udskældt til La Gazzetta og tidlige 50 mål
I slutningen af november 2015 kunne Lukaku åbne den store italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport og se, at han var kommet på ugens bedste europæiske hold. Den store belgier skulle danne angrebet med offensive spillere som Neymar og rivalen fra Liverpool – den formstærke Coutinho. Noget af en omvæltning for Lukaku, der tidligere havde været voldsomt udskældt og kritiseret, men to mål imod Aston Villa gav den flotte anerkendelse. Målene gjorde også, at Lukaku rundende 50 Premier League-mål i en alder af blot 22 år, seks måneder og otte dage.

Disse 50 mål i den engelske fodboldrække var dermed kommet i en yngre alder end spillere som Cristiano Ronaldo, Andy Cole, Chris Sutton, Robbie Keane og Alan Shearer – men ikke nok med, at Lukaku har lavet disse mange mål i en ung alder – og han havde også spillet på et ungt Everton-hold, hvor mange af profilerne bliver solgt.

Et af de føromtalt mål imod Villa kom, efter fire Everton-spillere satte det op flot. Tilsammen havde de blot en gennemsnitsalder på 21 år - nemlig John Stones, Gerard Deulofeu og Ross Barkley inden Lukaku afsluttede, hvilket gav et tydeligt billede af en gylden fremtid på Goodison Park, men samtidigt også deres største problem. For både Stones og Deulofeu er ikke længere i klubben – ligesom Lukaku. Everton har stadigvæk et ungt og meget talentfyldt hold, men de kommer til at sælge nogle af deres bedste spillere. Det er Evertons problem og blev dermed også Lukakus.


Græd på Stamford Bridge
Romelu Menama Lukakus talent kunne allerede ses fra barnsben. Som U/13-spiller formåede han at score hele 76 mål på en enkelt sæson, hvilket Anderlecht opdagede, og dermed var skiftet til storklubben banet. I Anderlecht gik der ikke mange år, før Lukaku viste, hvilket unikt talent han var. Som blot 16-årig blev han en fast del af førsteholdet og scorede hele 15 mål i sin første sæson, hvilket rakte til at blive topscorer i den bedste belgiske række. Året efter fulgte han flot op og scorede 16 mål i ligaen.

De flotte præstationer betød, at flere storklubber ville hente den unge og meget stærke målmaskine, men det blev Chelsea, der løb med Lukaku, hvilket passede angriberen perfekt. Chelsea var nemlig Lukakus drømmeklub, og på en skolevideo kan man se en meget ung Lukaku med tårer i øjnene på Stamford Bridge love, at næste gang, hvor man ville se ham græde, var, når han selv spillede på dette stadion. Lukakus barndomsønske blev en realitet, da han skiftede til Chelsea i 2011 - bare 18 år gammel.

Chelsea gav Lukaku en femårig kontrakt, men opholdet i London-klubben blev aldrig en succes. Den 10. august 2012 blev han udlejet til West Bromwich, hvor han lavede flotte 17 mål i 35 kampe, hvilket genskabte interessen for ham – bare ikke hos Chelsea - og den daværende manager Jose Mourinho.


Kloning af van Persie, Rooney, Defoe, Drogba og Henry
Efter et par kampe i starten af sæsonen 2013/14 blev Lukaku igen udlejet – denne gang til Everton. Ligesom i WBA blev lejeopholdet en succes. I sommeren 2014 blev Lukaku solgt permanent fra Chelsea til Everton for en pris svarende til omkring en kvart milliard kroner. En høj købspris men markedsprisen er sidenhen steget for angriberen, der tidligere har udtalt, at han gerne ville være en kloning mellem spillere som Robin van Persie, Rooney, Defoe, Drogba og endelig Thierry Henry.

Lukaku drømmer om at tage alt det bedste fra de angribere og putte i sin egen krop, som van Persies placeringsevne, Rooneys allround-spil, Defoes afslutninger, Drogbas spil som target-man og endelig den frygt forsvaret udviser, når de ser Henry løbe med bolden.

I sommeren 2017 skiftede Lukaku til Manchester United for 625 millioner kroner, og dermed kom angriberen tættere på drømmen om at blive den perfekte angriber. ”Bæstet”, som Lukaku blev kaldt som knægt, fik dermed vist, at det fysiske overskud fra ungdomsårene ikke kun var årsagen til de mange mål. Han havde mange andre talenter. Det hele startede på en stille villavej i Wintam, der ligger tæt på Antwerp. Herfra blev Lukaku kørt til Rupel Boom for at spille fodbold, men det gjorde forældrene kun i fire år, indtil familiens bil gik i stykker, hvorefter han var nødt til at vende tilbage og spille i Wintam.

Da han var seks år, spillede han i størrelse 39, og hans ungdomstræner og postbuddet Erwin Wosky har tidligere fortalt, at deres modstandere beskyldte dem for at snyde med Lukakus alder, hvorfor de måtte medbringe hans pas til holdets kampe. Da Lukaku debuterede på det belgiske landshold, genkendte angriberen i øvrigt ungdomstræneren på tilskuerpladserne – og han gav efter kampen kamptrøjen til Wosky, for Lukaku har ikke glemt sine rødder.

Anderlechts tekniske direktør Jean Kindermans har tidligere beskrevet, hvordan de i klubben opdagede, at Lukakus største evne ikke var hans unikke fysiske overskud eller at han kunne afslutte med begge ben. Derimod var hans gigantiske ønske om at blive bedre – noget helt unikt.

Det var også Kindermans, der gav Lukaku sin første professionelle kontrakt. Han havde indgået aftalen med angriberens far, som faktisk også selv havde været professionel fodboldspiller. Efter de var nået til enighed, havde faren kun et ønske, hvilket var, at sønnen ikke så, hvad der stod i kontrakten. Så Lukaku skrev under uden at ane, hvad han skrev under på. Senere vendte han i øvrigt tilbage til Anderlecht og gav gode råd til deres ungdomsspillere.

Lukaku kunne tale med mange af de unge spillere på den internationalt anerkendte skole – der blandt andet også har uddannet Adnan Januzaj og Youri Tielemans - da han taler seks sprog, og spillerne kan virkelig se op ham. I en sæson lavede Lukaku 186 mål, selvom han spillede med drenge, der var to år ældre end ham.

Nu gælder det Manchester United for Lukaku… men angriberen har vist, at han kan lave Premier League-mål. Nu skal ”Bæstet” lave målene for Manchester United og Jose Mourinho, som tidligere har kasseret ham.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik