LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Europa: Champions League
Estadio Wanda Metropolitano
FT
1 - 1
(1 - 0)
Atlético
Bayern München
J. Félix (26)
T. Müller (86)
StillingReferat
Christian Bang Jensen

Atletico Madrids forspildte chance

Atletico Madrid kunne med en sejr over et reservespækket Bayern München-hold sikre sig videre avancement fra gruppespillet, men måtte nøjes med uafgjort. Nu venter en gruppefinale mod RB Salzburg i sidste spillerunde.
Atletico Madrid har haft det svært i denne Champions League-sæson, hvor det kun er blevet til fem point i de første fire kampe. Derfor skulle der helst tre point på kontoen tirsdag aften hjemme på Wanda Metropolitano, hvor de forsvarende mestre fra Bayern München var gæster.

Og opgaven blev en anelse lettere, da det var et afbudsramt tysk mandskab, som havde taget turen til den spanske hovedstad. Die Bayern havde inden aftenens opgør allerede vundet gruppen, og derfor havde tyskerne valgt at hvile stjernerne Manuel Neuer, Leon Goretzka og Robert Levandowski samtidig med at Alphonso Davies, Joshua Kimmich og Corentin Tolisso alle sad ude med skader.

At Bayern München kom med reserverne, kunne tydeligt ses i første halvleg. De ellers altdominerende tyskere havde ingen skud indenfor Jan Oblaks målramme efter de første 45. minutter. Omvendt var Atlético Madrid pågående og farlige ved flere lejligheder, og efter 26. minutter udmøntede chance-overtaget sig til en scoring af det portugisiske talent Joao Felix.

Altmuligmanden Marcos Llorente havde til dagens kamp taget udgangspunkt i højre side, og efter et kombinationsspil med den engelske back Kieran Trippier gik han til baglinjen og sendte et fladt indlæg ind mellem venner og fjender. Her kom den portugisiske offensive spiller foran sin direkte modspiller, og med en inderside sendte han sikkert bolden forbi 24-årige Alexander Nubel.

Billedet fortsatte i anden halvleg, hvor Joao Felix fortsatte med at være et lyspunkt for en ellers udramatisk kamp, men i det 68. minut måtte Atlético Madrids forsvarsspiller Jose Gimenez forlade banen med en skade. Her kom brasilianske Felipe ind, og han fik en uheldig hovedrolle fem minutter før tid, da han begik et klodset straffespark, som Thomas Müller sendte i netmaskerne til opgørets slutresultat 1-1.

Resultatet betyder, at der er lagt op til en decideret gruppefinale i sidste runde, når ”Los Colchoneros” skal en tur til Østrig og møde RB Salzburg, der tidligere på aftenen vandt 3-1 på udebane over det sidste hold i gruppen; Lokomotiv Moskva, og dermed kom op på fire point, mens Atlético Madrid har seks point.



LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder