Efter Napoli-skifte: Så meget kommer Lindstrøm til at tjene om året
Den danske landsholdsspiller kan se frem til en flot årsløn hos de forsvarende italienske mestre.
Danske Jesper Lindstrøm har imponeret i den tyske klub, Eintracht Frankfurt, siden han skiftede dertil fra Brøndby. Nu har Lindstrøm taget et nyt stort skridt i karrieren, da den 23-årige dansker er skiftet til Napoli, som er forsvarende Serie A-vindere.
Meldingerne lyder på, at den italienske storklub betaler op mod 262,5 millioner kroner for danskeren.
Lindstrøm kan også se frem til en flot årsløn i Napoli. Ifølge Ekstra Bladet, så kommer danskeren til at tjene omkring 18 millioner kroner om året. Avisen skriver yderligere, at denne årsløn kan blive endnu højere, hvis Lindstrøm og Napoli formår at genvinde det italienske mesterskab.
Offensivspilleren har siden skiftet fra Brøndby spillet 80 kampe for Frankfurt, hvor det er blevet til henholdsvis 14 mål samt 14 oplæg.
Lindstrøm skal nu forsøge at fortsætte sit imponerende karriereforløb i Napoli.