Begge klubber og deres fans samledes for at mindes den 26-årige FCK-fan Mathias Blindbæk Schlüter, der den 22. september på tragisk vis mistede livet i en trafikulykke.
Mathias Blindbæk Schlüter var en markant skikkelse i det københavnske fanmiljø og en af de absolutte drivkræfter bag det tætte, mangeårige venskab på tværs af landegrænsen mellem fangrupperingerne i FCK og HSV. Netop derfor bar eftermiddagen i Tyskland et helt særligt præg: Ved spillernes indmarch bar begge mandskaber særlige minde-t-shirts for at ære Mathias, hvorefter der blev afholdt et minuts stilhed.
Samtidig blev der sendt varme tanker til Mathias’ kæreste, Nanna Schou, som også var involveret i den skæbnesvangre ulykke. Nanna er mangeårig FCK-fan og fungerer til daglig som SLO (fankoordinator) for klubbens kvindehold. Hun er fortsat indlagt på hospitalet, og spillerne bar under indmarchen en særlig hilsen dedikeret til hende på trøjernes ærmer.
“Vi sender vores tanker til Nanna og alle pårørende,” lød det fra F.C. København på en dag, hvor det rent sportslige trådte fuldstændig i baggrunden til fordel for samhørighed, respekt og sammenhold på tværs af tribunerne.






























