Niklas Gerster

Neymar har nu fået dommen på sin skade

Der er nu kommet en opdatering på brasilianerens skadessituation...
Paris Saint-Germains brasilianske angrebsprofil pådrog sig i weekenden en skade i Ligue 1-opgøret imod Lille, og måtte bæres fra banen. Nu har den franske hovedstadsklub via deres hjemmeside givet den første opdatering på skadessituationen.

Neymar har forstuvet anklen, og derudover har han beskadiget sit ledbånd. Den præcise udmelding på hvor længe det vil holde den 31-årige brasilianer væk fra grønsværen, må vi dog vente lidt på endnu. Han vil ifølge klubben få foretaget yderligere undersøgelser i starten af næste uge.

Paris Saint-Germain ligger godt til i ligaen, hvor de efter 24 kampe har et forspring på fem point ned til Marseille på andenpladsen. Champions League er dog en langt vigtigere turnering for pariserne, og de møder Bayern München i en afgørende kamp om kvartfinalepladserne den 8. marts.

Neymar har dermed blot fjorten dage til at komme sig ovenpå skaden. Mon ikke PSG-tilhængere vil bide negle forud for den endelige dom over skadesomfanget hos deres kreative offensivspiller.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER