Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Torsten Brix

Darwin Nunez – Den næste Luis Suarez eller Liverpools manglende brik?

Den hovedstødsstærke angriber fra Uruguay er klar til luftkamp og forventningerne er store til rekordindkøbet.
Hvis man kigger nærmere på afslutningen af sæsonen 2021/22, så lavede Darwin Nunez et flot hovedstødsmål, der sendte Benfica til Champions League-kvartfinalerne i sejren over Ajax. Dette skete næsten samtidigt med, at Liverpool havde problemer med at lave mål. Imod Tottenham spillede Liverpool 1-1, selvom de i kampen havde hele 46 indlæg i London-holdets felt, hvilket var det højeste antal den sæson i en Premier League-kamp. De to missede point blev mesterskabsafgørende, da de sluttede ét point efter Manchester City.

Lidt senere tabte de Champions League-finalen til Real Madrid, efter de ikke kunne få bolden forbi Thibaut Courtois. Liverpool vandt den sæson godt nok både FA Cuppen og Carabao Cuppen, men begge finaler imod Chelsea sluttede målløst og de måtte vinde efter straffesparkskonkurrence. Så da Liverpool kort tid efter præsenterede Darwin Nunez, som deres største indkøb nogensinde, var der ikke noget voldsomt overraskende i det. Han var en af Europas hotteste angribere og Liverpool manglende ”en rigtig 9’er”.

Ikke mindst fordi Nunez giver noget til Liverpool-angrebet, som det mangler. Ingen af Mohamed Salah og Luis Diaz er over 175 cm, så det er helt naturligt, at de har manglet en større angriber omkring dem. Nunez kan i den grad være den brik, som Liverpool har manglet i deres spil – blandt andet når de har mødt hold, der står langt tilbage på banen.

Trent Alexander-Arnold var i sæsonen, inden Nunez kom til klubben, den spiller i Premier League, der lavede flest indlæg og kollegaen på den modsatte back – Andy Robertson – var også højt placeret på den liste. Så Nunez skal nok få noget at arbejde med i fremtiden. Ikke bare fra de to føromtalte backer, men også fra de hurtige kanter – Luis Diaz og Mohamed Salah – som sammen med Nunez kunne blive Jürgen Klopps foretrukne angrebstrio.

Netop Klopp roste Nunez i store vendinger i foråret 2022, efter Liverpool havde spillet imod Benfica og angriberen scorede i begge CL-kvartfinalerne imod Liverpool. Samlet sluttede han på seks CL-mål i den sæson og den tyske manager var imponeret. Ikke mindst fordi Nunez den sæson sluttede på 34 mål i 41 Benfica-kampe.


Fra triste forhold til Anfield
Karrieren for Nunez startede hos Penarol i Uruguay, hvor ambitionerne ikke var sportslige, men at få bedre forhold for hans forældre. Det lykkedes med skiftet til Almeria i Spanien i 2019, som åbnede alle døre til europæisk fodbold.

I 2018 tabte Liverpool – ligesom i 2022 – Champions League-finalen til Real Madrid. Ligesom dengang gik klubben efterfølgende på storindkøb. Alisson og Fabinho kom til, inden rekordindkøbet Virgil van Dijk kom i januar-transfervinduet. Fire år senere blev klubrekorden igen slået, da Nunez kom til og dermed blev den tredje angriber fra Uruguay i Merseyside-klubben. Luis Suarez og Sebastian Coates har tidligere været der, men Liverpool-fansene håber nok mest på, at præstationerne fra Nunez kommer til at minde om Suarez og ikke så meget om Coates.

Den 22-årige Nunez har underskrevet en seksårig aftale og afviste dermed store klubber og økonomiske mere attraktive tilbud fra blandt andet Newcastle, Manchester United, Barcelona og Atletico Madrid. Aftalen sikrede Liverpools nye sportsdirektør Julian Ward, der havde held med et besøg i Lissabon, men ifølge Nunez var han ikke svær at overbevise.

For efter det føromtalte kvartfinale-opgør i Champions League på Anfield var Nunez klar til at skrive under og dermed trække den legendariske røde trøje over hovedet. Han har fået nr. 27 i klubben, som han overtager fra Divock Origi, der trods få spilleminutter fik en unik tid i Liverpool. Kan Nunez udfylde den trøje og de store forventninger?

I Benfica spillede han 85 kampe og lavede 48 mål, hvoraf 92% blev lavet på afslutninger fra målfeltet. Nu vil fremtiden vise, om Nunez bliver ”Den næste Luis Suarez” eller Liverpools manglende brik? – eller måske begge dele?


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER