Niklas Gerster

Onsdagens internationale rygter

Her følger onsdagens internationale rygter.
FC Barcelonas præsident Joan Laporta udtaler, at de har tilbudt Ousmane Dembele en ny aftale. Laporta pointerer dog også, at den 25-årige franskmand også skulle være fristet af tilbud fra andre klubber. (Catalunya Radio)

Chelsea skulle angiveligt være en af de klubber, som er interesseret i Dembele. Det vil dog kræve, at London-klubben sælger en af deres andre stjerner. Her nævnes den 26-årige tyske angriber Timo Werner som den mest sandsynlige afgang. (Football.London)

FC Barcelona jagter fortsat Bayern Münchens polske bomber Robert Lewandowski. Nu har catalanerne angiveligt fastsat, at deres bud vil være omkring 308 millioner kroner. Deres 28-årige hollandske angriber Memphis Depay kan dog også blive en del af handlen. (Mundo Deportivo)

FC Barcelona har godt gang i svingdøren, og har besluttet sig for, at de vil af med Samuel Umtiti. Catalanerne håber på, at Arsenal-manageren Mikel Arteta genfinder interessen for den 28-årige franske forsvarsspiller. (Star)

Lionel Messi kan angiveligt være på vej til MLS, når hans kontrakt udløber med Paris Saint-Germain i 2023. Den 34-årige argentiner er sat i forbindelse med Inter Miami. (Direct TV)

Messis nærmeste rådgivere skyder dog et skifte til Inter Miami ned. Ifølge dem har Messi endnu ikke besluttet, hvad hans næste karriereskridt er efter hans kontrakt udløber med PSG. (Diario Sport)

Manchester United, PSG og Real Madrid kæmper om at sikre sig den 27-årige serbiske midtbanespiller Sergej Milinkovic-Savic fra Lazio. (Calciomercato)

Juventus’ 22-årige hollandske midtstopper Matthijs de Ligt er tæt på at underskrive en ny kontrakt, der skulle løbe frem til 2026. (Sky Sport Italia)

Den 34-årige argentinske angrebswing Angel di Maria skulle være enig med Juventus om at skrive en etårig kontrakt, da hans nuværende aftale med Paris Saint-Germain udløber til sommer. (Goal)

AS Roma-manager Jose Mourinho ønsker at hente Nemanja Matic til klubben. Den 33-årige serber kan gå gratis fra Manchester United til sommer, da han har kontraktudløb. (Calciomercato)

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER