Anthony Martial – tilbage i England
Høj pris… men ikke samme klasse!
I november 2021 havde Anthony Martial indtil da blot spillet 11% af sæsonen for Manchester United, hvilket ifølge manager Ralf Rangnick fik den franske angriber til at nægte at spille en kamp i januar 2022 imod Aston Villa. Tre dage senere var han oplægger til Marcus Rashfords sene matchafgørende mål imod West Ham. Nu er der gået 51 dage og han er tilbage i England for at spille imod West Ham – men denne gang i en Sevilla-trøje. Hvad gik galt for den dyrtindkøbte Anthony Martial i Manchester United?
Fra forstaden i Paris til Olympique Lyon
Da Anthony Martial på transfer deadline day sikrede sig et skifte til Manchester United blev den dengang 19-årige angriber samtidig den dyreste teenager i verden nogensinde – en titel han tilmed tog fra hans nye holdkammerat, Luke Shaw.
Trods den heftige transfersum på 580 millioner kr. og en ny tilværelse i en af verdens rigeste fodboldklubber, så startede Martial fra langt mere ydmyge vilkår. Han voksede op i en forstad til Massy i det sydlige Paris, hvor han tilbragte sine tidlige fodbold-år hos CO Les Ulis, der spiller i divisionen ved navn Supérieure Régionale - Frankrigs syvende bedste fodboldrække. Trods CO Les Ulis' lille størrelse, så er det ikke mærkeligt, hvis navnet klinger bekendt. Således er klubben udover Martial også kendt for at have opfostret navne som Patrice Evra og Thierry Henry.
Ligesom tilfældet var det med Evra og Henry, så skulle tilværelsen i en forstad til Paris heller ikke blive endestationen for Martial, der drømte om at konkurrere på højere niveau. Dette fik han lov til i 2009, da han i en alder af blot 14 år blev opdaget og hentet til Olympique Lyon.
Martial blev straks en del af den franske storklubs berømte akademi, og der gik tilmed ikke længe, inden han havde fået bevist sig selv som en af akademiets absolut største talenter. I sin blot anden sæson på akademiet scorede den brandvarme teenager hele 32 mål i 21 kampe, hvilket resulterede i en indkaldelse til det franske U17-landshold og U17-EM i 2012. Martial fortsatte sin gode form på landsholdsplan og blev derefter belønnet med en forfremmelse til Lyons førstehold. En drengedrøm gik her i opfyldelse, da han halvvejs inde i 2012/2013-sæsonen fik sin førsteholds-debut.
Gennembruddet kom i AS Monaco
På trods af en håndfuld optrædener her og der, så var Martials muligheder for progression spinkle i Lyon, der på daværende tidspunkt allerede var i besiddelse af angribere som Lisandro Lopez og Bafetimbi Gomis. Som resultat heraf var det ikke overraskende, at den unge angriber i sommeren 2013 tog skiftet væk fra Stade Gerland.
Det var dog en stor overraskelse, at hans nye arbejdsgiver blev AS Monaco – især fordi, at Martial her kunne se frem til at konkurrere med angribere som Radamel Falcao, Emmanuel Riviere og Valere Germain. Det så med andre ord ligeså svært ud at slå igennem i Monaco, som det havde gjort i Lyon. Martial var dog stædig og opsat på at bevise sit værd for den daværende cheftræner, Claudio Ranieri, og det fik han da også held med at gøre. I sin første kamp fra start imponerede den dengang 18-årige angriber ved at score i, hvad der endte med at blive en hjemmesejr på 2-0 over Rennes. Desværre for Martial fik han ikke mulighed for at følge op på denne gode oplevelse, da han i den resterende del af sæsonen måtte kæmpe meget med skader, og derfor blot sluttede på to mål i elleve optrædener.
Herefter blev Ranieri erstattet af Leonardo Jardim på cheftræner-posten, og selvom Martial havde haft et fornuftigt forhold til Ranieri, så skulle Jardims ankomst til Stade Louis II vise sig at blive guld værd for angriberens udvikling. På en opfordring fra Monacos øverste ledelse, der ønskede en helt ny drift, fik Jardim således besked på, at der fremover skulle satses benhårdt på at få klubbens unge talenter frem i lyset. Martial blev en af mange spillere, der på denne baggrund fik muligheden for at imponere, og imponere det gjorde den unge angriber virkelig. Det blev samlet set til 12 mål og fire assists i 42 optrædener i en sæson, hvor Monaco sluttede på tredjepladsen i Ligue 1 og nåede frem til kvartfinalerne i Champions League.
Fra talent til stjerne på rekordtid
Der var ingen tvivl om, at Martial var en talentfuld spiller, inden han kom til Manchester United. Mange var dog stadig usikre på, hvorvidt han ville slå til på Old Trafford. Ville det enorme prisskilt mon blive for stort et pres at bære rundt på? Med 17 mål og et hav af fremragende præstationer i sin debutsæson leverede den unge franskmand det perfekte svar. Martial udviklede sig til en stjerne på rekordtid, men stjernen falmede med tiden i Manchester United.
Efter 269 kampe, 79 mål og 50 assists slog Martial fast, at han skulle væk fra Manchester United. Han ønskede ikke at være på Old Trafford, efter Ralf Rangnick kom til klubben og derfor blev han udlejet til Sevilla.
Martial ville gerne til VM og blev anbefalet Sevilla af landsmanden Jules Kounde, og han tog den spanske klub med storm – og Sevilla er også godt kørende. Sevilla har ikke tabt i La Liga siden nederlaget til Real Madrid i november.
Sevilla har vundet seks af de sidste 16 Uefa/Europa League-trofæer. Dette års finale skal spilles på deres hjemmebane – Ramón Sánchez Pizjuán – men først skal Martial igen en tur tilbage til England og West Ham...