Niels Nedergaard

Avis: Vil udleje dansk landsholdsspiller

Andreas Skov Olsen savner fast spilletid, da han har svært ved at finde vej til holdkortet i Bologna, men nu er der måske godt nyt på vej for danskeren. Den italienske klub vil nemlig udleje landsholdsspilleren.
På landsholdet stråler Andreas Skov Olsen og har leveret flere gode præstationer, men på klubbasis er sagen en helt anden.

Den danske landsholdsspiller har nemlig fortsat svært ved at bide sig fast på holdkortet i Bologna, og det har skabt store frustrationer hos kantspilleren, der tidligere har været ude og fortælle, at han overvejer at skifte væk fra klubben, da han er bange for, at hans VM-deltagelse kan være i fare.

Nu er der måske godt nyt til den 21-årige dansker. For ifølge avisen La Repubblica går Bologna nemlig i øjeblikket og leger med tanken om at udleje danskeren. Dette sker som en konsekvens af den manglende spilletid til landsholdsspilleren.

Tidligere har FC København været på rygtebørsen, og mange FCK-fans går nok og håber på, at den danske stjerne ender en tur i København på en lejeaftale. Klubben har tidligere spurgt efter Andreas Skov Olsen, men ifølge klubbens sportschef, Peter ”PC” Christiansen var det aldrig muligt grundet danskerens høje prisskilt.

Nu kan det dog være, at der er en lille åbning for københavnerne, der i den grad savner nyt til offensiven efter tabet af Mohamed Daramy, som holdet stadig lider under.

Andreas Skov Olsen har først kontraktudløb med Bologna i sommeren 2024, så det er nok mere urealistisk, at FCK kan købe danskeren fri eller eventuelt andre klubber, da prisskiltet kan være en smule i vejret på danskeren. Derudover kan det måske være en forhindring for FCK, at landsholdsspilleren muligvis kræver en stor sum penge i løn for at skifte tilbage til den danske Superliga.

La Repubblica er ikke nærmere konkrete i deres skriverier end, at Bologna overvejer at udleje Andreas Skov Olsen. Derfor er det overhovedet ikke sikkert, at danskeren ender med at spille et andet sted end i den italienske Serie A-klub efter vinterens transfervindue.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER