LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

England: Premier League
FT
0 - 1
(0 - 1)
Brentford
Chelsea
B. Chilwell (45)
Daniel Jensen

Storspillende Mendy sikrede Chelsea sejren over Frank

Thomas Franks mandskab lukkede Premier League-programmet i dag, da de her til aften fik besøg af Chelsea.
Brentford har været en af de helt store overraskelser i denne sæson, og de har allerede formået at tage point fra storklubberne Arsenal og Liverpool. I dag skulle de forsøge at gøre det igen, da Chelsea kom på besøg i det vestlige London.

Hjemmeholdet, der havde tre danskere med i startopstilling, var ganske fint med i opgøret, og de burde også have taget føringen efter 20 minutter. Christian Nørgaard fik lagt bolden af til Bryan Mbeumo tæt under mål, men franskmanden sendte sin afslutning på stolpen.

På den efterfølgende kontra, serverede Timo Werner bolden for sin angrebsmakker, Romelu Lukaku, og den store belgier sparkede sikkert bolden i mål. Linjevogteren løftede dog flaget for offside, så hjemmeholdet slap med skrækken i denne omgang.

Ti minutter før pausen var det så Lukaku, der satte Werner op på kanten af feltet, men den tyske angriber har ikke haft tur i den i denne sæson, og han sendte da også den ellers fine mulighed langt over mål. Et minut før pausen gik den dog ikke længere for hjemmeholdet.

Brentford fik ikke clearet en indlæg ordentlig, og bolden kom hoppende ud til Ben Chilwell, der stod og lurede på kanten af feltet. Venstrebacken tøvede ikke og trykkede til bolden med det samme, og afslutningen strøg op i hjørnet uden chance for David Raya på stregen, og så kunne gæsterne gå til pause med en 1-0-føring.

Nede med et enkelt mål var der stadigvæk håb om point for hjemmeholdet, men de formåede ikke rigtigt at skabe nogen scoringsmuligheder i løbet af de første 20 minutter i anden halvleg. Det samme billede gjorde sig dog gældende for Chelsea.

20 minutter før tid burde gæsterne dog have bragt sig yderlige foran, da Lukaku fik et gigantisk tilbud. Werner fik sin afslutning i feltet blokeret, men bolden hoppede lige hen til belgieren, der stod helt fri tæt under mål. Den store angriber er normalvis utrolig skarp, men han forspildte den store chance, da han formåede at sende bolden langt over mål.

Få minutter senere var det så Brentford, der var tæt på at få udlignet. De sendte et langt indkast ind i feltet, og bolden dumpede ned for fødderne af Ivan Toney, der sendte en hård afslutning afsted mod mål. Èdouard Mendy var dog vågen på stregen og fik parreret bolden til hjørne. Blot minuttet senere måtte gæsternes målmand sende en kærlig tanke til den ene stolpe, da den afviste Mbeumo fra hjemmeholdet for anden gang i dagens opgør.

Brentford fik troen på, at de kunne hente et point, men de blev ved med at forspilde deres store chancer. Syv minutter før tid fik de en stor dobbeltchance, men først leverede Mendy en glimrende redning, og på returen måtte Nørgaard se sin afslutning blive clearet tæt på målstregen. Et par minutter senere måtte Mendy igen diske op med en stor redning, da han med hovedet tog sig af Pontus Janssons afslutning fra tæt hold.

Dybt inde i overtiden forsøgte Nørgaard sig med et fantastisk saksespark, men desværre for danskeren kunne intet passere Mendy i Chelsea-målet. Senegaleseren hev igen igen en fantastisk redning ud af ærmet og fik slået bolden over mål.

Det blev også kampens sidste chance, og Chelsea kunne takke en storspillende Mendy for de tre point. De blå fra London går dermed forbi Liverpool på førstepladsen i Premier League, og har et point ned til dem på andenpladsen.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder