Fodbold nyheder

Fransk talent om muligt City-skifte:
Jeg blev garanteret spilletid

Af Victor Nyrup

Manchester City lovede den franske forsvarsspiller Jules Kounde spilletid, hvis han havde skiftet til klubben i sommerens transfervindue.

Article image

Manchester City med Pep Guardiola i spidsen var i sidste sæson nødsaget til at finde lappeløsninger i midterforsvaret, hvilket udmøntede sig i, at City lukkede hele 12 mål mere ind end i forrige sæson. Det var især Aymeric Laportes langtidsskade der hæmmede City, hvor Fernandinho spillede næsten fast i midterforsvaret, selvom brasilianeren egentlig normalt gør sig bedst på midtbanen.

I transfervinduet erhvervede ”The Citizens” sig så midtstopperen Ruben Diaz fra Benfica for at få mere dybde i forsvaret, men Dias var hverken den første eller den eneste centrale forsvarsspiller, som Pep Guardiola havde i kikkerten. Sevilla-spilleren Jules Kounde har ifølge BeIN Sports bekræftet overfor franske Canal Football Club, at han talte med Guardiola om et muligt skifte til den lyseblå del af Manchester, inden klubben købte Ruben Diaz. Kounde var selv meget opsat på at skifte til de engelske vicemestre, hvor han efter eget udsagn var blevet lovet spilletid i denne sæson.

- Jeg var interesseret i et skifte, og det var en super god mulighed. Jeg blev garanteret spilletid, men aftalen blev ikke til noget.

Kounde spillede 40 kampe for Sevilla i sidste sæson, hvor han var med til at vinde klubbens sjette Europa League-titel, og hans stabile præstationer fik Sevilla til at blokere et potentielt skifte til Manchester City. Selvom Kounde ikke fik opfyldt sit ønske om at skifte til Guardiolas mandskab denne sommer, så ser franskmanden det fejlslagne skifte som en tillidserklæring fra sin nuværende klub.

- De (Sevilla, red.) kunne sige, at det var et godt beløb, og at de ikke kunne få mere, men det viser hvad de tænker om mig. Jeg er en spiller der arbejder hårdt, og jeg kan udvikle mig. Det var derfor klubben afslog tror jeg.

22-årige Kounde skiftede efter 2018/2019-sæsonen til Sevilla fra franske Bordeaux, hvor forsvarstalentet fik debut i 2017 og nåede at spille 55 kampe og score to mål.

Mere om Jules Koundé

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik