Kæmpe forstærkning på vej? Arsenal jagter stor Bayern München-stjerne
Arsenal har i de seneste to sæsoner spillet med om det engelske mesterskab helt til det sidste, men har i begge omgange set sig slået af Manchester City i kampen om Premier League-titlen.
London-klubben er naturligvis igen i denne sæson en kandidat til at vinde det engelske mesterskab, og har forud for denne sæson forstærket sig med spillere som Mikel Merino og Riccardo Calafiori.
Det ser dog tilsyneladende ud til, at Arsenal fortsat er i gang med at forsøge at forstærke truppen yderligere, for at kunne kæmpe med om de store titler.
Ifølge mediet Football Insider arbejder London-klubben i øjeblikket på at hente Bayern München-stjernen Leroy Sané til klubben til næste sommer, da den tyske offensivspiller har kontraktudløb med Bayern München.
Mediet skriver yderligere, at Arsenal-cheftræner, Mikel Arteta, skulle være interesseret i at forstærke truppen med en ny højre kantspiller, og her skulle Sané være klubbens førsteprioritet.
Leroy Sané er foreløbigt i denne sæson mest blevet brugt som indskiftningsspiller for Bayern München, og står derfor blot noteret for to scoringer i sine syv optrædener for den tyske storklub.
Den 28-årige tysker har kontrakt med Bayern München frem til næste sommer, og har endnu ikke skrevet under på en kontraktforlængelse med det tyske mandskab.