City går all in: Vil hente EM-stjerne for 450 mio. senest i morgen
Dani Olmo har taget EM med storm.
Den spanske kreatør har lavet 3 mål og 2 assists i 5 EM-kampe.
Olmo har ifølge Sofascore været en af EMs to bedste markspillere.
Leipzig-stjernen er ifølge Gianluca Di Marzio i Pep Guardiolas kikkert.
Den spanske City-manager skulle være stor beundrer af spanieren, og hvis man vil hente Olmo for knap 450 millioner kroner, skal man gøre det inden den 20. juli.
Forleden udtalte Olmo til El Larguero:
- Hvis der er nogle klubber, der vil have mig, så ved de, hvad de skal gøre. Der er tid indtil den 20. juli med frikøbsklausulen, for ellers kan det blive nogle hårde forhandlinger.
Di Marzio skriver, at City vil forsøge at kapre Olmo senest i morgen aften.
Chelsea og Barcelona er også på jagt efter spanieren, men meget tyder på, at det bliver The Citizens, der skriver under med Olmo.
Dani Olmo har spillet i RB Leipzig siden begyndelsen af 2020, hvor det er blevet til 148 kampe med 29 scoringer og 34 oplæg til følge.