Brøndby-debutant: Det er ubeskriveligt
Grundet karantæne til både Patrick Pentz og Thomas Mikkelsen fik den unge amerikaner sin første kamp for Brøndby. Her modtog han en varm modtagelse af fansene.
“Det er ubeskriveligt, når man kommer derud, og alting bliver tændt op. Det er bare en helt fantastisk følelse,” siger Beavers om fansenes reaktion og fortsætter:
“Jeg ved, at de har min ryg, og det at gå derud og mærke deres støtte er helt utroligt.”
Det lå ellers ikke i kortene, at debuten skulle komme allerede nu. For omkring to måneder siden brækkede den unge målmand sin tommelfinger.
Derfor var der et par ugers intens kamp om at blive klar til fredagens kamp.
“Jeg brækkede tommelfingeren for omkring otte uger siden, så det var først i sidste uge og denne uge, at jeg for alvor har kunnet være med til træningerne. Men vi lavede en masse arbejde og fortsatte med at træne så meget som muligt, selv mens jeg havde gips på, så jeg følte mig godt tilpas,” siger Beavers efter kampen.
Selvom det ikke endte med en sejr, kunne han gå fra kampen med titlen som kampens spiller, hvilket kom bag på den unge målmand.
“Det overraskede mig lidt i slutningen af kampen, at se mit ansigt på storskærmen, men jeg sætter virkelig pris på det - det betyder meget. Men jeg kan ikke gøre det uden drengene foran mig, der kæmper røven ud af bukserne hele vejen igennem - det er fantastisk,” afslutter Gavin Beavers.
Patrik Pentz, Brøndbys førstemålmand, slap med en dags kampkarantæne og indtager igen målet, når de 2. påskedag møder Randers.