Atlético sender klar besked til Real Madrid: "Stop"
Optakten til aftenens finale mellem Barcelona og Real Madrid har udviklet sig til et drama uden for banen. Real Madrid har rettet hård kritik mod det spanske fodboldforbunds valg af dommer, Ricardo de Burgos Bengoetxea, og sagen har nu bredt sig til dommerens private liv.
Kritikken har ikke kun ramt dommeren selv – ifølge det internationale fodboldmedie Goal har hans søn oplevet tilråb i skolen som følge af kritikken.
Midt i stormvejret har Atlético Madrid valgt at blande sig. På deres officielle sociale medier har klubben sendt en klar og direkte besked til byrivalerne:
"Dette er uudholdeligt. Stop med at ødelægge spansk fodbolds image.”
En klar opfordring til Real Madrid om at dæmpe deres offentlige kampagne mod dommerstanden og i stedet beskytte spansk fodbolds omdømme.
Finalen mellem de to spanske giganter spilles i aften, lørdag d. 26. april, kl. 22 dansk tid.