United vil af med ham: Løntung United-stjerne nægter at forlade klubben
Harry Maguire har i de seneste sæsoner kæmpet med at få regelmæssig spilletid i Manchester United.
Den engelske forsvarsspiller har i denne sæson blot fået sammenlagt 242 minutter i Premier League, hvor han har måttet afgive sin plads i midterforsvaret til hollandske Matthijs de Ligt.
Harry Maguire har kontraktudløb med Manchester United til næste sommer, og meldingerne lyder på, at den engelske storklub ingen interesse har i at forlænge kontrakten med den 31-årige englænder.
Klubben skulle i stedet være meget interesseret i at skille sig af med den løntunge Maguire, der får den syvendehøjeste løn i Manchester United.
Ifølge mediet Football365 skulle Harry Maguire dog angiveligt nægte at forlade Manchester United, da han føler, at han kan imponere den nye United-cheftræner, Rúben Amorim, og dermed sikre sig en kontraktforlængelse.
Mediet skriver yderligere, at Maguire er optimistisk i forhold til Rúben Amorims nye system, hvor klubben skal spille med tre midterforsvarsspillere.
Forsvarsspillerens bedste præstationer de seneste år har nemlig været for det engelske landshold, der spiller det samme system.
Om Harry Maguire formår at imponere Rúben Amorim må tiden vise, men det bliver uden tvivl spændende at følge med i, hvordan Manchester United kommer til at klare sig under klubbens nye portugisiske cheftræner.