Udsatte kampe kan blive til Alexander Lind og Pisas fordel
Den tidligere Silkeborg IF-angriber Alexander Lind har været en af de bærende profiler for Serie B-topholdet Pisa i løbet af 2024/25-sæsonen.
Med syv mål og tre assists i ligaen har den 22-årige angriber bidraget godt, men han var dog uheldig at pådrage sig en muskelskade i løbet af påsken ifbm. kampforberedelser imod Cremonese.
Skaden havde udsigter til at koste ham den uhyre vigtige kamp imod topholdskonkurrenterne fra Cremonese, men i lyset af pavens nylige død blev opgøret altså udskudt til et ubestemt tidspunkt.
Og hos lokalmediet Quotidiano Sportivo sætter de nu fokus på, at kampudsættelsen kan vise sig at få positiv indflydelse på Pisas sæsonafslutning.
For Pisas næste opgør er nemlig nu i stedet imod Brescia, som er at finde helt nede på en 14. plads i tabellen. Det er således en på papiret noget nemmere modstander, som Pisa må undvære Lind i.
Mediet beretter nemlig, at Lind forventes klar til enten opgøret den 1. maj imod Frosinone eller 4. maj imod Bari, som ligger på hhv. en 12. – og 8. plads i den næstbedste italienske række.
Således vil Lind efter al sandsynlighed altså kun misse de ”nemmere” kampe sammenlignet med topkampen imod Cremonese, som man skal finde en anden dato til på et senere tidspunkt.
Med 15 point tilbage at spille om i denne gyserafgørelse på oprykningskampen til Serie A har Pisa dog fortsat syv point ned til nærmeste forfølgere fra Spezia.
Således ser en direkte oprykning ret sandsynlig ud for Pisa, selvom alt dog kan ske endnu. Slutter Pisa i stedet imellem 3. og 8. pladsen, skal de ud i playoff-kampe om den sidste oprykningsplads.