Live – Mest populære fodboldnyheder

Redaktionen

Optakt: Juventus – Chelsea

Det kan blive både fugl og fisk, når Juventus brager sammen med Chelsea tirsdag aften i Torino.

Kommentar:
Chelsea er presset til point, når de tirsdag aften gæster Juventus i Torino. Et nederlag vil således give Juventus og Shakhtar Donetsk en gunstig mulighed for at spille sig videre til 1/8-finalernei Champions League – hvis Shakhtar også slår FC Nordsjælland i Parken. I et sådan tilfælde, vil Juventus og Shakhtar med et uafgjort resultat i sidste runde begge være videre til forårets kampe, mens de forsvarende Champions League-vindere ville være ude af turneringen.

Omvendt kan Chelsea med en sejr tirsdag sende sig selv videre i Champions League og Juventus ud. Italiensk exit kræver dog igen, at Shakhtar vinder i Parken.

Uanset hvad, får vi en utrolig spændende kamp, når de to mandskaber går på banen til et sandt fodboldbrag. Juventus er favoritter, efter en nedadgående formkurve fra englændernes side, men Chelsea er trods alt ikke forsvarende mestre i den præstigefyldte turnering uden grund. Klubben kan, når det for alvor gælder, og faktisk var man så sent som for et år siden også på randen af exit, inden man i sidste runde hentede den påkrævede sejr over Valencia på 3-0.

Karantæner og skader:
Juventus’ Fabio Quagliarella er tvivlsom grundet sygdom, mens Chelseas Frank Lampard og John Terry officielt er ude med skader. Samtidig er Ashley Cole tvivlsom til kampen – vi forventer dog at se den engelske back fra start.

Forventede startopstillinger:

Juventus (3-5-2): Gianluigi Buffon – Giorgio Chiellini, Andrea Barzagli, Leonardo Bonucci – Mauricio Isla, Andrea Pirlo, Claudio Marchisio, Arturo Vidal, Kwado Asamoah – Sebastian Giovinco, Mirko Vucinic

Chelsea (4-2-3-1): Petr Čech – Branislav Ivanovic, David Luiz, Gary Cahill, Ashley Cole – John Obi Mikel, Ramires – Juan Mata, Oscar, Eden Hazard – Fernando Torres

Bud på kampens profil:
Juventus’ Sebastian Giovinco kan med sit lave tyngdepunkt og fantastiske antrit komme til at drille Chelsea gevaldigt her. Italieneren var fremragende mod FC Nordsjælland senest, og fortsætter han her, får han en forrygende aften. Omvendt kan Chelseas Juan Mata, der efter et par kampe med skader igen ser ud til at have fundet niveauet, komme til at spille en faktor for gæsterne.

Bud på kampens resultat:
En sejr til Juventus vil sende italienerne godt på vej mod 1/8-finalerne, men det bliver ikke let. Vi tror dog på en sejr på Juventus Stadium. 2-1 til hjemmeholdet.

Formkurve:

Juventus: V-T-V-V-U
Chelsea: V-U-V-U-T

Seneste opgør:
19/09/2012: Chelsea – Juventus 2-2

Kampen spilles tirsdag d. 20/11 klokken 20.45 og kan følges på TV2Sport. Kampens dommer er Cüneyt Çakır fra Tyrkiet.

Fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder

Live – Mest læste ishockeynyheder