Live – Mest populære fodboldnyheder

Patrick Andersen

Total kovending efter chok-udmelding: Anfører kryber til korset foran hele Danmark

Efter 2-3-nederlaget til Norge i Nations League og en række opsigtsvækkende udtalelser efter slutfløjt, hvor landsholdsanfører Pierre-Emile Højbjerg offentligt satte spørgsmålstegn ved sit makkerskab på midtbanen med Morten Hjulmand, lægger anføreren sig nu fladt ned

. I en officiel meddelelse på Instagram henvendt til Herrelandsholdet (@herrelandsholdet) undskylder Højbjerg uden omsvøb over for sine holdkammerater, landstræner Brian Riemer og omverdenen.

Her er landsholdsanførerens udtalelse ordret i sin fulde længde:

“Jeg har lavet en fejl som jeg undskylder over for mine holdkammerater, træneren og alle involverede. Man skal ikke udtale sig offentligt om en holdkammerat eller trænerens dispositioner, for så kommer det til at fylde meget mere i medier og omverdenen end der faktisk er i det. Det er jeg ked af, for jeg har et meget tæt forhold til Morten og til Brian og jeg er klar over den støj, sådan noget her giver for landsholdet. Det undskylder jeg for.

Jeg er menneske. Et menneske der elsker landsholdet, Danmark og fodbold. Når jeg er skuffet over et nederlag som i går, efter et ellers flot comeback, samt et misset VM, så løber følelserne af med én og jeg fik sagt noget der ikke er gennemtænkt.

Jeg kan sagtens spille sammen med Morten. Han er en dygtig spiller, som jeg respekterer meget og en person jeg har det godt med, og som ligesom jeg, vil give alt for Danmark. Vi har også spillet mange gode kampe sammen. EM24, Nations League gruppespil – og derudover spillede vi jo også rigtig godt sammen i anden halvleg mod Norge.

Jeg prøvede at sige, at vi er to meget ens typer på banen og at vi i dette moment ikke altid er lykkedes bedst muligt med at få det optimale ud af vores samarbejde som derved kan gavne holdet bedst muligt. Vi kommer nogle gange til at søge de samme rum for meget og være de samme steder. Det har træneren også sagt til os, forsøgt at justere og det vil vi fortsat arbejde videre på med stor ærgerrighed.

Så selvfølgelig kan jeg spille med Morten fremadrettet og jeg vil altid give alt for træneren, holdet og Danmark uanset hvor jeg bliver placeret og med hvem. Sådan har det altid været og sådan vil det altid være.

Holdet kæmpede sig flot tilbage mod Norge, viste karakter, mentalitet og kvalitet for at vinde kampen. De danske fans der tog turen med os på stadion var fantastiske. Før, under og endda efter kampen. Vi kæmper for jer.

Nu handler det om, at vi fokuserer og samler vores kræfter til kampen mod Wales i Parken, så vi kan give de danske fans en sejr.

Vi fejler, vi lærer og lad os sammen rejse os.”

Fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder

Live – Mest læste ishockeynyheder