United sikrede sig CHL-deltagelse – og ydmygede Chelsea
Af Tobias Bundgaard Christensen

Ritzau-Scanpix |
Gæsterne fra Chelsea havde på den anden side ikke meget at spille for. Den position har de spillet sig i efter en horribel sæson, som de hurtigst muligt vil have i glemmebogen. Inden kampen lå de på 12. pladsen i Premier League.
Det var også tydeligt at se, hvem der havde noget at spille for i denne kamp. Efter blot seks minutter fik Manchester United hul på bylden. Et perfekt indlæg fra Christian Eriksen fandt vej til Casemiro, der kunne heade bolden ind bag Kepa til 1-0.
Efterfølgende kom der dog skår i glæden for Manchester United. Efter en hård tackling fra Chalobah blev Antony skadet, og måtte bæres ud fra banen på en båre. Det lignede en skade, der kan holde ham ude i lang tid.
Chelsea fik spillet sig ind i kampen, og havde i flere perioder overtaget. Spillet var flot, men skarpheden var der ikke. Det straffede United-mandskabet lige før pausen. Casemiro lavede et frækt lob ind i feltet til Sancho, som spillede den på tværs til Martial, der nemt kunne prikke bolden i nettet til 2-0. Dermed gik Manchester United til pause med en 2-0-føring – godt på vej til en Champions League-billet.
Fra starten af anden halvleg fortsatte United-mandskabet, hvor de slap. Her spillede de sig til flere store chancer, og de kunne sagtens have udbygget føringen yderligere. De manglede dog den sidste skarphed for at få bolden over stregen.
Efter 71 minutter lavede Bruno Fernandes en tunnel på Wesley Fofana, der efterfølgende begik et klodset straffespark. Det eksekverede portugiseren selv på køligste vis, og bragte dermed United på 3-0. Kort efter kom Fofana i fokus igen, da han lavede en fejl i opspillet. Det udnyttede Marcus Rashford efter to forsøg på Kepa, og dermed lå bolden i nettet endnu en gang. Denne gang til stillingen 4-0. Kort før slutfløjtet fik João Félix pyntet på resultatet, da han kunne løbe umarkeret til kanten af feltet. Derfra sendte han bolden bag de Gea til stillingen 4-1, som også blev kampens endelige resultat.
Med kampens resultat er Manchester United klar til Champions League i næste sæson. For Chelseas vedkommende var kampen blot endnu et eksempel på en rædselsfuld sæson.