Anders Vestergaard

Medie: City har øjnene rettet mod AaB-talent

En af verdens største fodboldklubber har været en tur i Aalborg, hvor øjnene var rettet mod et af danmarks største målmandstalenter.
Da Jacob Rinne forlod pladsen i AaB-målet i sommer, åbnede det op for chancen for den dengang kun 17-årige keeper Theo Sander.

Målmandstalentet har indtil videre skrabet syv Superligakampe til sig, men AaB's - mildt sagt - ringe placering i den bedste danske række har gjort, at den 18-årige har fået en plads på bænken i stedet.

Forventningerne er dog stadig høje til den unge danske målmand, og ude i fodbold-europa har de da også fået øje på nordjyden.

Ifølge det lokale medie Nordjyske var selveste Manchester City nemlig på plads til AaB's træningskamp mod FC Fredericia for at se keeperen an.

Nordjyske har sidenhen forholdt Theo Sander deres observationer om City-scouten, og keeperen er stolt over interessen.

- Det kan kun gøre mig stolt. Det er jo en kæmpe klub, som fylder meget i topfodbold, så det kan kun gøre mig glad, men det er jo ikke første gang, at en anden klub har kigget på mig, siger Sander til Nordjyske.

Theo Sander spillede den første halvleg af kampen mod FC Fredericia. Her kunne han imponere City-scouten med to redninger fra tæt hold, inden han måtte lade sig udskifte til fordel for Josip Posavec. Kampen endte 2-2.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER