Onsdagens internationale rygter
Her er dagens internationale rygter. Flere storklubber har set sig varme på Mohammed Kudus, og så er der nyt om Messi-rygterne til USA.
Bayerns administrerende direktør Oliver Kahn afviser spekulationerne omkring, hvorvidt de agter at gå efter klubløse Cristiano Ronaldo. (Sky Germany)
De tyske mestre er i det hele taget i gang med at overveje deres angrebskonstellationer. Bayern vil tilsyneladende drøfte en mulig kontraktforlængelse med Erik Maxim Choupo-Moting efter VM, da den 33-årige camerouners kontrakt løber ud til sommer. (Fabrizio Romano)
A.S. Roma skulle have indvilliget i at sælge deres 25-årige engelske angriber Tammy Abraham. (Calciomercato)
Rygterne omkring at Lionel Messi vil skifte til den amerikanske klub Inter Miami, har floreret en hel del i den sidste tid. Men angiveligt vil denne transfer tidligst blive aktuel i 2024 for den 35-årige Paris Saint-Germain-angriber. (Sky Sports)
Real Madrid retter nu blikket imod Benficas unge midtbanetalent Enzo Fernandez. Madrilenerne møder stor konkurrence i forhold til Jude Bellingham, som er deres førsteprioritet på positionen, og derfor kunne den 21-årige argentinske landsholdsspiller være et alternativ. (Marca)
Mohammed Kudus viste sig flot frem med to scoringer for Ghana, som gjorde ham til matchvinder imod Sydkorea. Dette har medført, at en længere række storklubber retter blikket imod den 22-årige Ajax-spiller. Det drejer sig om Liverpool, Chelsea, Real Madrid og Paris Saint-Germain. (Fichajes)
AC Milan vil gerne holde fast i deres algeriske midtbanespiller Ismael Bennacer, og kigger derfor på en mulig kontraktfornyelse. (Calciomercato)
Inter overvejer at hente FC Barcelonas ivorianske midtbanespiller Franck Kessie næste sommer. Den tidligere AC Milan-spiller har slidt en smule med at blive fast starter i det spanske. (Calciomercato)