Daniel Fisker

Lørdagens engelske rygter

FC Barcelona vil prøve at overbevise Manchester City om en prominent byttehandel, mens Christian Eriksen ser ud til at blive i Brentford, selvom mindst to bejlere står klar i kulissen.
FC Barcelona har planer om at rykke på Manchester City-midtbanespilleren Bernardo Silva, og den catalanske storklub kan tænkes at tilbyde den hollandske midtbanespiller Frenkie de Jong i bytte. (Mundo Deportivo)

Christian Eriksen overvejer at blive i Brentford næste sæson. Den 30-årige dansker er desuden sat i forbindelse med en retur til Tottenham og et skifte til Leicester City. (Telegraph)

Brighton & Hove-manageren Graham Potter er favorit til at erstatte Antonio Conte i Tottenham. ”The Seagulls” kommer i så fald til at forlange 87 millioner kroner i kompensation, og det afhænger af, om Conte forlader Tottenham, når sæsonen er slut. (Telegraph)

Conte har advaret Tottenham om, at det bliver nødvendigt at bruge mange penge i løbet af sommeren – eller at satse på et mirakel – hvis ”The Spurs” skal have en chance for at indhente de andre hold. (Evening Standard)

Den kommende Manchester United-manager, Erik ten Hag, vil have, at Cristiano Ronaldo bliver i klubben. Den 37-årige portugiser har et år tilbage af sin kontrakt på Old Trafford. (Telegraph)

Manchester United er også interesserede i Stade Reims’ 19-årige angriber Hugo Ekitike. (Mail)

Chelsea overvejer at byde på Torinos brasilianske forsvarsspiller Gleison Bremer. (Football London)

Den tidligere Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær er parat til at genoptage manager-gerningen. Han har modtaget tilbud – også fra andre Premier League-klubber. (VG)

I Chelsea er man frustreret over, at man ikke var i stand til at få fingrene i Borussia Dortmund-angriberen Erling Haaland. ”The Blues” er begrænsede på transfermarkedet, hvilket skal tilskrives de sanktioner, som klubbens ejer, Roman Abramovich, er blevet pålagt. (ESPN)

Fulham-manageren Marco Silva har slået fast, at den portugisiske angriber Fabio Carvalho ikke vil være i oprykkerklubben i næste sæson. Liverpool har indgået en aftale om at købe den 19-årige angriber for op imod 60 millioner kroner. (Liverpool Echo)

Arsenal er interesserede i Juventus-midtbanespilleren Arthur Melo. (Transferjournalist Ekrem Konur)

West Ham overvejer at byde på Burnleys 26-årige midtbanespiller Josh Brownhill. (90Min)

West Ham pønser også på et bud på Chelsea-angriberen Armando Broja, der har imponeret som lejesvend i Southampton. (Sun)

Leicester City-manageren Brendan Rodgers er fast besluttet på at give sin spillertrup en overhaling, hvilket kan ende med at betyde, at flere førsteholdsspillere forlader Leicester i løbet af sommeren. (Mail)

Chelsea-manageren Thomas Tuchel insisterer på, at Romelu Lukaku fortsat er en vigtig del af hans planer for den kommende sæson, selvom rygterne har sendt den 28-årige belgier tilbage til Inter. (Mirror)

Wolverhampton-midtbanespilleren Ruben Neves vil foretrække at blive i Premier League, hvis han forlader ”The Wolves” til sommer. Den 25-årige portugiser har to år tilbage af sin kontrakt med Wolverhampton. (Mail)

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER