Brandvarme Braithwaite og Barcelona sejrede sikkert
Braithwaite var endnu engang på pletten, da Barcelona vandt sikkert.
Barcelona havde allerede på sikker vis sikret sig videre avancement i Champions League inden aftenens opgør på udebane mod den ungarske hovedstadsklub, Ferencvaros. Med det videre avancement in mente gav det plads til flere reservespillere - heriblandt Martin Braithwaite, som startede helt i front for den spanske storklub.
Braithwaite fik endda kampens første chance, da han efter fem minutter kom først på et farligt indlæg inde i feltet, men danskeren formåede ikke at dreje bolden i kassen til en tidlig føring.
Føringen kom dog 10 minutter senere, da Jordi Alba spillede flot bandespil med Ousmane Dembele, inden den spanske venstreback sendte et skarpt indlæg ind i feltet, hvor Antoine Griezmann på fornem vis dirigerede bolden i kassen til en fortjent føring til Barcelona.
Man skulle tro, Barcelona havde øvet samspil mellem Alba og Dembele inden aftenens kamp - blot fem minutter efter Griezmanns føringsmål kombinerede de to ovennævnte Barcelona-spillere sig endnu en gang igennem, hvor Dembele denne gang smed bolden indover til danske Braithwaite, der på flotteste angriber-manér sendte bolden i kassen til 0-2 - danskeren kom med scoringen på måltavlen for tredje kamp i streg.
Barcelona var flyvende og velspillende uden Lionel Messi, og maskinen fortsatte ufortrødent videre. Efter 28 minutters spil tilkæmpede Braithwaite sig et tydeligt straffespark - eksekveringen stod Dembele sikkert for til 0-3.
Gassen gik lidt af ballonen efterfølgende for catalonierne, og Ferencvaros kom bedre med i kampen uden for alvor at blive farlige foran mål. Barcelona gik dermed sikkert til pause med Martin Braithwaite som en nøglefigur i første halvleg.
Ferencvaros gik noget mere offensivt til værks fra anden halvlegs start og havde en stor dobbeltchance efter blot et par minutter, hvor skarpheden manglede fra de offensive spillere. Det var tydeligt, at hjemmeholdet var langt bedre med i anden halvleg, hvor Barcelonas farligste mand var Dembele - franskmanden havde flere farlige dribleture, men slutproduktet fejlede for franskmanden.
Med 20 minutter igen fik det grønblusede hjemmehold en gylden mulighed, men et frit hovedstød fra indskiftede Roko Baturina var ikke nok til at passere Neto i målet.
I det 80. minut fik Martin Braithwaite fyraften efter en forholdsvis anonym anden halvleg - danskeren havde dog en mere end godkendt kamp på kontoret som forreste angriber. Sejren var aldrig i fare, og Barcelona havde flere gode tilbud i slutningen af kampen, men fokusset og skarpheden havde klubben glemt i omklædningsrummet i halvlegen. Derfor kunne Braithwaite og resten af truppen snuppe en 0-3-sejr med hjem til Spanien.